← Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

§ Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner · kapitel 19 af 22

Kapitel 8 – Afregning af tilskuds- og udligningsbeløb og ændring af udligningsniveauerne

LOV nr 499 af 07/06/2006

§ 24. Afregning af tilskud og bidrag til den enkelte kommune efter denne lov, bortset fra tilskud fordelt efter ansøgning, jf. §§ 16, 17 og 19, sker enten efter en af indenrigs- og sundhedsministerens udmeldt samlet beregning for tilskudsåret, jf. stk. 2, eller efter en beregning foretaget på grundlag af bestemmelserne i stk. 3-7.

Stk. 2. For de kommuner, der har valgt at budgettere med det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat, afregnes tilskud og bidrag efter denne lov på grundlag af en af indenrigs- og sundhedsministeren udmeldt samlet beregning for tilskudsåret. Indenrigs- og sundhedsministeren giver senest den 1. juli i året forud for tilskudsåret kommunalbestyrelserne meddelelse om disse beløb.

Stk. 3. For de kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget (selvbudgettering), jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat, foretages der i tilskudsåret en foreløbig afregning af tilskud og bidrag efter denne lov, jf. stk. 4-6. I året to år efter tilskudsåret opgøres der en efterregulering af de tilskud og bidrag, der blev afregnet i tilskudsåret, jf. stk. 7. Efterreguleringen afregnes med kommunerne i året tre år efter tilskudsåret.

Stk. 4. De foreløbige tilskud og bidrag efter stk. 3 beregnes efter bestemmelserne i denne lov på grundlag af det udskrivningsgrundlag og de afgiftspligtige grundværdier, som kommunen har lagt til grund for budgettet, samt kommunens skøn over indbyggertallet. I beregningen indgår følgende:

  1. Kommunens beskatningsgrundlag beregnet på grundlag af det udskrivningsgrundlag og de afgiftspligtige grundværdier, som kommunen har lagt til grund for budgettet.

  2. Kommunens udgiftsbehov beregnet på grundlag af et af indenrigs- og sundhedsministeren udmeldt foreløbigt udgiftsbehov pr. indbygger for kommunen ganget med kommunens eget skøn over indbyggertallet.

  3. Kommunens andel af de tilskud og bidrag, der fordeles efter indbyggertal, beregnet ud fra kommunens skøn over indbyggertallet i kommunen i forhold til indenrigs- og sundhedsministerens skøn over indbyggertallet i hele landet.

  4. Kommunens andel af tilskudsreguleringer, som fordeles efter beskatningsgrundlag, beregnet ud fra kommunens skøn over sit beskatningsgrundlag i forhold til det af indenrigs- og sundhedsministeren udmeldte foreløbige beskatningsgrundlag for hele landet.

Stk. 5. Til brug for kommunens egen beregning af de foreløbige tilskud og bidrag, jf. stk. 3, giver indenrigs- og sundhedsministeren senest den 1. juli i året forud for tilskudsåret kommunalbestyrelserne meddelelse om følgende:

  1. Det foreløbige udgiftsbehov pr. indbygger i den enkelte kommune for henholdsvis landsudligningen og hovedstadsudligningen.

  2. Det skønnede indbyggertal for hovedstadsområdet og hele landet.

  3. Størrelsen af de samlede tilskud og bidrag, der fordeles efter indbyggertal.

  4. Grænsebeløbet for beregning af tilskud til ugunstigt stillede kommuner efter §12.

  5. Det foreløbige skøn over beskatningsgrundlaget for hovedstadsområdet og hele landet.

  6. Det gennemsnitlige kommunale beskatningsniveau for hele landet.

  7. En skattetryksfaktor til brug for hovedstadsudligningen.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om kommunernes budgettering og indberetning af tilskud og bidrag efter stk. 3-5.

Stk. 7. I året to år efter tilskudsåret foretages en opgørelse af efterreguleringsbeløb efter denne lov for de kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget, jf. stk. 3. Efterreguleringsbeløbene beregnes som forskellen mellem de tilskud eller bidrag efter §§ 2, 7, 12, 13, 14 og 22, der er afregnet i tilskudsåret, og de tilsvarende tilskud og bidrag beregnet på grundlag af de endeligt opgjorte beskatningsgrundlag, udgiftsbehov og indbyggertal for tilskudsåret.

§ 25. Udligningsprocenten i landsudligningen efter § 2 forhøjes fra og med 2010, hvis væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet overstiger væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne uden for hovedstadsområdet med 1 procentpoint i det enkelte år.

Stk. 2. Udligningsprocenten efter stk. 1 kan i det enkelte år forhøjes med 1 procentpoint og højst til 68 pct.

Stk. 3. Basisår for reguleringen efter stk. 1 og 2 er året 2007.

Stk. 4. Ved reguleringen af udligningsprocenten i landsudligningen efter stk. 1 og 2 nedsættes udligningsprocenten i hovedstadsudligningen efter § 7 og udligningsprocenten for ugunstigt stillede kommuner uden for hovedstadsområdet efter § 12 tilsvarende med 1 procentpoint.

Stk. 5. Hvis væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet overstiger væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne uden for hovedstadsområdet med mere end 1 procentpoint, henstår forhøjelsen af udligningsprocenten i landsudligningen til det eller de følgende år. Hvis væksten efter 1. pkt. udgør mellem 0 og 1 procentpoint, indgår denne vækst i opgørelsen af væksten for det følgende år.

Stk. 6. Hvis væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet er mindre end væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne uden for hovedstadsområdet, fragår mindrevæksten opgjort i procentpoint i opgørelsen til reguleringen efter stk. 1-3.

Stk. 7. Som beskatningsgrundlag pr. indbygger anvendes det grundlag, der indgår ved beregningen af tilskud og bidrag efter §§ 6 og 11.

Stk. 8. Væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger opgøres med 2 decimaler.