Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 25
§ 25. Udligningsprocenten i landsudligningen efter § 2 forhøjes fra og med 2010, hvis væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet overstiger væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne uden for hovedstadsområdet med 1 procentpoint i det enkelte år.
Stk. 2. Udligningsprocenten efter stk. 1 kan i det enkelte år forhøjes med 1 procentpoint og højst til 68 pct.
Stk. 3. Basisår for reguleringen efter stk. 1 og 2 er året 2007.
Stk. 4. Ved reguleringen af udligningsprocenten i landsudligningen efter stk. 1 og 2 nedsættes udligningsprocenten i hovedstadsudligningen efter § 7 og udligningsprocenten for ugunstigt stillede kommuner uden for hovedstadsområdet efter § 12 tilsvarende med 1 procentpoint.
Stk. 5. Hvis væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet overstiger væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne uden for hovedstadsområdet med mere end 1 procentpoint, henstår forhøjelsen af udligningsprocenten i landsudligningen til det eller de følgende år. Hvis væksten efter 1. pkt. udgør mellem 0 og 1 procentpoint, indgår denne vækst i opgørelsen af væksten for det følgende år.
Stk. 6. Hvis væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet er mindre end væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger for kommunerne uden for hovedstadsområdet, fragår mindrevæksten opgjort i procentpoint i opgørelsen til reguleringen efter stk. 1-3.
Stk. 7. Som beskatningsgrundlag pr. indbygger anvendes det grundlag, der indgår ved beregningen af tilskud og bidrag efter §§ 6 og 11.
Stk. 8. Væksten i beskatningsgrundlaget pr. indbygger opgøres med 2 decimaler.
Kilde: Retsinformation.dk