Lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond § 9

§ 9. Økonomi- og erhvervsministeren nedsætter et eller flere overvågningsudvalg for programmer under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse. Udvalgene nedsættes senest 3 måneder efter Kommissionens godkendelse af programmet.

Stk. 2. Overvågningsudvalgene varetager opgaver, som er fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999.

Stk. 3. Medlemmerne af overvågningsudvalgene repræsenterer ministerier, regionale og kommunale parter samt eventuelt relevante organisationer, herunder arbejdsmarkedets parter. Repræsentanter fra Kommissionen deltager i arbejdet i overvågningsudvalgene, hvor de har en rådgivende funktion. En repræsentant for Den Europæiske Investeringsbank eller Den Europæiske Investeringsfond kan deltage i arbejdet i overvågningsudvalgene i en rådgivende funktion under de programmer, Den Europæiske Investeringsbank eller Den Europæiske Investeringsfond bidrager til. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter udtalelse fra vedkommende overvågningsudvalg træffe beslutning om udpegning af nye eller yderligere medlemmer, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Der udpeges tillige suppleanter.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om overvågningsudvalgenes sammensætning.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren varetager formandskabet og sekretariatsfunktionen i overvågningsudvalgene.

Stk. 6. Overvågningsudvalgene fastsætter selv deres forretningsorden i overensstemmelse med de til enhver tid gældende forordningers og programmers bestemmelser.

Kilde: Retsinformation.dk