§ Lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond · kapitel 65 af 66
KAPITEL III – SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR MÅLET OM EUROPÆISK TERRITORIALT SAMARBEJDE
LOV nr 1599 af 20/12/2006
AFSNIT 1
Operationelle programmer
Artikel 12
Indhold
Hvert operationelt program under målet om europæisk territorialt samarbejde skal indeholde følgende:
-
en analyse af situationen inden for samarbejdsområdet med hensyn til stærke og svage sider og den strategi, der er valgt som reaktion herpå
-
en liste over støtteberettigede områder i det område, programmet dækker, herunder, for så vidt angår programmer for grænseoverskridende samarbejde, de fleksibilitetsområder, der er omhandlet i artikel 21, stk. 1
-
en begrundelse for de prioriteter, der er valgt på baggrund af Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed, den nationale strategiske referenceramme, såfremt medlemsstaten har valgt at medtage foranstaltninger, der finansieres under målet om europæisk territorialt samarbejde, heri, og resultaterne af den forhåndsevaluering, der er omhandlet i artikel 48, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1083/2006
-
oplysninger om de prioriterede områder og deres særlige mål. Disse mål skal kvantificeres ved hjælp af et begrænset antal indikatorer for output og resultater under hensyn til proportionalitetsprincippet. Indikatorerne skal gøre det muligt at måle fremskridtet i forhold til referencesituationen og opnåelsen af de mål, der tjener til gennemførelse af prioritetsområderne
-
udelukkende til orientering, en vejledende fordeling, efter kategori, af den programmerede anvendelse af bidraget fra fondene til det operationelle program i overensstemmelse med de gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget af Kommissionen efter proceduren i artikel 103, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1083/2006
-
en samlet finansieringsplan for alle medlemsstater indeholdende to tabeller:
a) en tabel med en fordeling for hvert år, i henhold til artikel 52, 53 og 54 i forordning (EF) nr. 1083/2006 af den samlede bevilling, der påtænkes afsat som bidrag fra EFRU. Den samlede årlige støtte fra EFRU skal være forenelig med den gældende finansielle ramme
b) en tabel, som for hele programmeringsperioden og for hver prioriteret opgave viser den samlede bevilling fra Fællesskabet og de tilsvarende nationale midler samt EFRU's støttesats. Hvis det er i overensstemmelse med artikel 53 i forordning (EF) nr. 1083/2006, og hvis de tilsvarende nationale midler udgøres af offentlige og private udgifter, skal tabellen indeholde en vejledende fordeling mellem den offentlige og den private komponent. Hvis det er i overensstemmelse med nævnte artikel, og hvis de tilsvarende nationale midler udgøres af offentlige udgifter, skal tabellen vise størrelsen af det nationale offentlige bidrag
-
eventuelt oplysninger om komplementariteten med de foranstaltninger, der finansieres af ELFUL og EFF
-
gennemførelsesbestemmelserne til det operationelle program, herunder:
a) medlemsstatens udpegelse af alle de myndigheder, der er omhandlet i artikel 14
b) en beskrivelse af overvågnings- og evalueringssystemerne
c) oplysning om, hvilket kompetent organ der skal modtage betalinger fra Kommissionen, og om, hvilket eller hvilke organer der har ansvaret for betalinger til støttemodtagerne
d) en fastlæggelse af fremgangsmåderne for pengestrømmenes tilvejebringelse og cirkulation med henblik på at sikre deres gennemsigtighed
e) de elementer, der skal sikre offentliggørelse af og oplysning om det operationelle program, jf. artikel 69 i forordning (EF) nr. 1083/2006
f) en beskrivelse af de mellem Kommissionen og medlemsstaterne aftalte fremgangsmåder for udveksling af elektroniske data med henblik på at imødekomme de betalings-, overvågnings- og evalueringskrav, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1083/2006
- en vejledende liste over større projekter i henhold til artikel 39 i forordning (EF) nr. 1083/2006, som i programmeringsperioden forventes forelagt for Kommissionen til godkendelse.
AFSNIT 2
Støtteberettigelse
Artikel 13
Regler om udgifters støtteberettigelse
De relevante nationale bestemmelser, som de deltagende medlemsstater har fastsat i et operationelt program under målet om europæisk territorialt samarbejde, finder anvendelse ved fastlæggelsen af udgifters støtteberettigelse, undtagen når der er fastsat fællesskabsbestemmelser.
I overensstemmelse med artikel 56, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1083/2006 fastsætter Kommissionen fælles bestemmelser om udgifters støtteberettigelse i henhold til proceduren i artikel 103, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1083/2006, jf. dog artikel 7 i nærværende forordning.
Når artikel 7 indeholder forskellige bestemmelser om udgifters støtteberettigelse i forskellige medlemsstater, som deltager i et operationelt program under målet om europæisk territorialt samarbejde, finder de mest omfattende regler om støtteberettigelse anvendelse på hele programområdet.
AFSNIT 3
Forvaltning, overvågning og kontrol
Artikel 14
Udpegelse af myndigheder
- Medlemsstater, der deltager i et operationelt program, udpeger en fælles forvaltningsmyndighed, en fælles attesteringsmyndighed og en fælles revisionsmyndighed, idet sidstnævnte befinder sig i forvaltningsmyndighedens medlemsstat. Attesteringsmyndigheden modtager betalingerne fra Kommissionen og foretager generelt udbetalingerne til den ledende støttemodtager.
Forvaltningsmyndigheden skal efter at have rådført sig med de medlemsstater, der er repræsenteret i programområdet, oprette et fælles teknisk sekretariat. Sidstnævnte bistår forvaltningsmyndigheden og overvågningsudvalget og eventuelt revisionsmyndigheden med udførelsen af deres opgaver.
- Revisionsmyndigheden for det operationelle program bistås af en revisionsgruppe bestående af en repræsentant for hver medlemsstat, der deltager i det operationelle program, til udførelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 62 i forordning (EF) nr. 1083/2006. Revisionsgruppen oprettes senest tre måneder efter, at beslutningen om at godkende det operationelle program er truffet. Den udarbejder sin egen forretningsorden. Den ledes af revisionsmyndigheden for det operationelle program.
De deltagende medlemsstater kan med enstemmighed beslutte, at revisionsmyndigheden direkte kan varetage de opgaver, der er omhandlet i artikel 62 i forordning (EF) nr. 1083/2006, på hele det område, der er omfattet af programmet, uden at der er behov for en revisionsgruppe som omhandlet i første afsnit.
Revisorerne skal være uafhængige af kontrolsystemet i artikel 16, stk. 1.
- Hver medlemsstat, som deltager i det operationelle program, udpeger repræsentanter til overvågningsudvalget, jf. artikel 63 i forordning (EF) nr. 1083/2006.
Artikel 15
Forvaltningsmyndighedens opgaver
-
Forvaltningsmyndigheden varetager gennemførelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 60 i forordning (EF) nr. 1083/2006, dog ikke kontrollen med, at operationerne og udgifterne er i overensstemmelse med nationale regler og fællesskabsregler, jf. litra b) i samme artikel. I den forbindelse forvisser den sig om, at udgifter, som hver deltager i operationen har afholdt, er godkendt af den tilsynsførende, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, i denne forordning.
-
Forvaltningsmyndigheden fastlægger gennemførelsesbestemmelserne for hver operation om nødvendigt efter aftale med den ledende støttemodtager.
Artikel 16
Kontrolsystem
- Med henblik på godkendelsen af udgifter etablerer hver medlemsstat et kontrolsystem, som gør det muligt at kontrollere, at medfinansierede varer og ydelser er leveret, at de udgifter, der er opgivet for operationer eller dele af operationer, som er gennemført på dens territorium, er korrekte, og at sådanne udgifter og tilhørende operationer er i overensstemmelse med Fællesskabets og de nationale regler.
Med henblik herpå udpeger medlemsstaten de tilsynsførende, der er ansvarlige for at kontrollere, at de udgifter, der er opgivet af de enkelte støttemodtagere, der deltager i operationer, er lovlige og korrekte. Medlemsstaterne kan beslutte at udpege en enkelt tilsynsførende for hele programområdet.
Hvis leveringen af medfinansierede varer og tjenesteydelser kun kan kontrolleres for den samlede operation, foretages kontrollen af den medlemsstats tilsynsførende, hvor den ledende støttemodtager er etableret, eller af forvaltningsmyndigheden.
- Hver medlemsstat sikrer, at udgifterne kan godkendes af de tilsynsførende inden for tre måneder.
Artikel 17
Finansforvaltning
-
Støtten fra EFRU indbetales på én konto uden nationale underkonti.
-
Med forbehold af medlemsstaternes ansvar for at opdage og korrigere fejl og opkræve uretmæssigt udbetalte beløb er det attesteringsmyndigheden, der sikrer, at ethvert uretmæssigt udbetalt beløb opkræves hos den ledende støttemodtager. Støttemodtagerne tilbagebetaler uretmæssigt udbetalte beløb til den ledende støttemodtager i overensstemmelse med deres fælles aftale.
-
Hvis det ikke lykkes den ledende støttemodtager at få en støttemodtager til at tilbagebetale beløbet, skal den medlemsstat, på hvis territorium den pågældende støttemodtager er etableret, betale det beløb, der uretmæssigt er blevet udbetalt til den pågældende støttemodtager, tilbage til attesteringsmyndigheden.
Artikel 18
Europæisk gruppe for territorialt samarbejde
Medlemsstater, der deltager i et operationelt program som led i målet om europæisk territorialt samarbejde, kan gøre brug af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde under Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTC) (10) , med henblik på at lade denne gruppe regulere forvaltningen af det operationelle program og varetage forvaltningsmyndighedens og det fælles tekniske sekretariats opgaver. Hver medlemsstat har fortsat det finansielle ansvar.
AFSNIT 4
Operationer
Artikel 19
Udvælgelse af foranstaltninger
- Operationer, der udvælges til operationelle programmer, hvis formål er at udvikle grænseoverskridende aktiviteter, jf. artikel 6, nr. 1), og at etablere og udvikle tværnationalt samarbejde, jf. artikel 6, nr. 2), skal omfatte støttemodtagere fra mindst to lande, hvoraf mindst det ene skal være en medlemsstat, som skal samarbejde på mindst to af følgende måder under hver operation: fælles udvikling, fælles gennemførelse, fælles personale og fælles finansiering.
De udvalgte operationer, der opfylder ovennævnte betingelser, kan gennemføres i ét land, hvis de er forelagt af enheder, der tilhører mindst to lande.
Ovennævnte vilkår finder ikke anvendelse på de foranstaltninger i Peace-programmet, der omhandles i artikel 6, nr. 1), tredje afsnit.
- Operationer, der udvælges til operationelle programmer, som omfatter interregionalt samarbejde, jf. artikel 6, nr. 3), litra a), skal omfatte støttemodtagere på regionalt eller lokalt niveau fra mindst:
a) tre medlemsstater eller
b) tre lande, hvoraf mindst to skal være medlemsstater, hvis en støttemodtager fra et tredjeland deltager.
Operationer, der udvælges til operationelle programmer, jf. artikel 6, nr. 3), litra b), skal, hvor det er muligt alt efter operationens art, opfylde de betingelser, der er omhandlet i ovenstående afsnit.
Disse støttemodtagere skal samarbejde på følgende måder under hver operation: fælles udvikling, fælles gennemførelse, fælles personale og fælles finansiering.
- Ud over de opgaver, der er anført i artikel 65 i forordning (EF) nr. 1083/2006 er overvågningsudvalget eller et styringsudvalg, der aflægger rapport til dette, ansvarligt for udvælgelsen af operationer.
Artikel 20
Den ledende støttemodtagers og andre støttemodtageres ansvar
- Støttemodtagerne udpeger af deres midte en ledende støttemodtager for hver operation. Den ledende støttemodtager er ansvarlig for følgende:
a) fastlæggelse af samarbejdet med de enkelte støttemodtagere i form af en aftale, der blandt andet omfatter bestemmelser om sund finansiel forvaltning af de midler, der er afsat til operationen, herunder bestemmelser om opkrævning af uretmæssigt udbetalte beløb
b) sikring af gennemførelsen af hele operationen
c) sikring af, at de udgifter, der er opgivet af de enkelte støttemodtagere, er anvendt på at gennemføre operationen og svarer til de aktiviteter, der er aftalt mellem dem
d) kontrol af, at de udgifter, der er opgivet af de enkelte støttemodtagere, er godkendt af de tilsynsførende
e) overførelse af støtte fra EFRU til de enkelte støttemodtagere.
- Hver enkelt støttemodtager, der deltager i operationen:
a) påtager sig ansvaret for eventuelle fejl i de udgifter, vedkommende har opgivet
b) informerer den medlemsstat, hvor vedkommende befinder sig, om sin deltagelse i en operation, såfremt denne medlemsstat ikke som sådan deltager i det pågældende operationelle program.
Artikel 21
Særlige betingelser vedrørende stedet for operationernes gennemførelse
- I forbindelse med grænseoverskridende samarbejde og i behørigt begrundede tilfælde kan EFRU finansiere udgifter til gennemførelse af operationer eller dele af operationer med op til 20 % af fondens bidrag til det pågældende operationelle program i NUTS III-områder, der støder op til dette programs støtteberettigede områder, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1083/2006 eller som er omgivet af sådanne tilstødende områder. I særlige tilfælde som aftalt mellem Kommissionen og medlemsstaterne kan denne fleksibilitet udvides til NUTS II-områder, hvor de områder, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1083/2006 er beliggende.
På projektniveau kan udgifter, der er afholdt af partnere, der befinder sig uden for programområdet som defineret i det foregående afsnit, være støtteberettigede, hvis det ville være vanskeligt at nå projektets mål uden den pågældende partners deltagelse.
-
I forbindelse med tværnationalt samarbejde og i behørigt begrundede tilfælde kan EFRU finansiere udgifter, der er afholdt af partnere, der befinder sig uden for området, og som deltager i operationerne, hvis udgifterne er til gavn for regionerne i det område, der er omfattet af samarbejdsmålet, med op til 20 % af fondens bidrag til det pågældende operationelle program.
-
I forbindelse med grænseoverskridende, tværnationalt og interregionalt samarbejde kan EFRU finansiere udgifter til gennemførelsen af operationer eller dele af operationer i lande, som ligger uden for Fællesskabet, med op til 10 % af fondens bidrag til det pågældende operationelle program, såfremt det er til fordel for Fællesskabets regioner.
-
Medlemsstaterne sikrer sig, at disse udgifter er lovlige og korrekte. Forvaltningsmyndigheden bekræfter udvælgelsen af operationer uden for de støtteberettigede områder, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3.