§ Lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond · kapitel 64 af 66
KAPITEL II – SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR OMRÅDER MED SÆRLIGE TERRITORIALE KARAKTERISTIKA
LOV nr 1599 af 20/12/2006
Artikel 8
Bæredygtig byudvikling
Ud over de aktiviteter, der er nævnt i denne forordnings artikel 4 og 5, kan EFRU i tilfælde af foranstaltninger, der omfatter bæredygtig byudvikling, jf. artikel 37, stk. 4, litra a), i forordning (EF) nr. 1083/2006, om nødvendigt yde støtte til fælles udarbejdelse af integrerede og bæredygtige strategier for, hvordan den høje koncentration af økonomiske, miljømæssige og sociale problemer i byområder takles.
Disse strategier skal fremme bæredygtig byudvikling gennem aktiviteter såsom: styrkelse af den økonomiske vækst, rehabilitering af det fysiske miljø, genanvendelse af forladte industrigrunde, bevarelse og udvikling af natur- og kulturarven, fremme af iværksætterånd, lokal beskæftigelse og udvikling af lokalsamfundet og levering af tjenesteydelser til befolkningen, hvor der tages højde for ændrede demografiske strukturer.
Uanset artikel 34, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1083/2006, og når disse aktiviteter gennemføres via et særligt operationelt program eller et særlig prioriteret område inden for rammerne af et operationelt program, kan EFRU's finansiering af foranstaltninger i forbindelse med målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse, som er omfattet af forordning (EF) nr. 1081/2006, forhøjes til 15 % af det pågældende program eller det pågældende prioriterede område.
Artikel 9
Koordinering med ELFUL og EFF
Hvis et operationelt program, der støttes af EFRU, er rettet mod operationer, der også berettiger til støtte fra et andet EF-støtteinstrument, herunder akse 3 i ELFUL, og bæredygtig udvikling af kystnære fiskeriområder under EFF, anfører medlemsstaterne i det operationelle program i hvert enkelt tilfælde kriterierne for afgrænsning af de operationer, der støttes af EFRU, og de operationer, der støttes af det andet EF-støtteinstrument.
Artikel 10
Områder, der lider under geografiske eller naturbetingede ulemper
I regionale programmer, der medfinansieres af EFRU og dækker områder, der lider under geografiske og naturbetingede ulemper, som omhandlet i artikel 52, litra f), i forordning (EF) nr. 1083/2006, skal opmærksomheden især rettes mod områdernes specifikke vanskeligheder.
Med forbehold af artikel 4 og 5 kan EFRU især bidrage til finansieringen af investeringer, der har til formål at gøre områderne mere tilgængelige, fremme og udvikle økonomiske aktiviteter med tilknytning til kultur- og naturarven, fremme bæredygtig udnyttelse af naturressourcer og tilskynde til bæredygtig turisme.
Artikel 11
Regionerne i den yderste periferi
- Den specifikke yderligere tildeling, der er omhandlet i punkt 20 i bilag II til forordning (EF) nr. 1083/2006, skal bruges til at opveje de ekstraudgifter, der opstår i regionerne i den yderste periferi som følge af de ulemper, der omhandles i EF-traktatens artikel 299, stk. 2, i forbindelse med støtte til:
a) de prioriterede områder, der er omhandlet i artikel 4 og/eller artikel 5
b) godstransportydelser og startstøtte til transportydelser
c) operationer i tilknytning til opbevaringsvanskeligheder, et uforholdsmæssigt omfattende produktionsudstyr og vedligeholdelse heraf samt mangel på menneskelige ressourcer på det lokale arbejdsmarked.
-
Inden for rammerne af artikel 3 kan den specifikke supplerende tildeling finansiere investeringsudgifter. Derudover skal mindst 50 % af den specifikke yderligere tildeling bruges til at finansiere driftsstøtte og udgifter til offentlige serviceforpligtelser samt kontrakter i regionerne i den yderste periferi.
-
Det beløb, som medfinansieringssatsen finder anvendelse på, skal for så vidt angår driftsstøtte og udgifter udelukkende til offentlige serviceforpligtelser og kontrakter være proportionalt med de yderligere udgifter, jf. stk. 1, der afholdes af støttemodtageren, og kan for så vidt angår investeringsudgifter dække de samlede støtteberettigede omkostninger.
-
Finansiering i henhold til denne artikel kan ikke anvendes til at støtte:
a) operationer, der omfatter produkter, som henhører under traktatens bilag I
b) støtte til persontransport med hjemmel i traktatens artikel 87, stk. 2, litra a)
c) afgiftsfritagelser og fritagelse for socialudgifter.