Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme § 3

§ 3. I denne lov forstås ved:

  1. Selskaber: Juridiske personer.

  2. Virksomheder: Selskaber og andre tilsvarende retlige arrangementer.

  3. Reguleret marked: Et marked som defineret i artikel 4 (14) i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter. Befinder markedet sig i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal markedet være optaget på listen nævnt i artikel 47 i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter. Befinder markedet sig i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal markedet være medlem af World Federation of Exchanges (WFE).

  4. Reelle ejere: Fysiske personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer kunden eller den fysiske person, på hvis vegne en handling eller transaktion gennemføres, herunder:

a) Personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer et selskab ved direkte eller indirekte ejerskab eller kontrol over mere end 25 pct. af ejerandelene eller stemmerettighederne i selskabet, bortset fra selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked.

b) Personer, som på anden måde udøver kontrol over et selskabs ledelse.

c) Personer, som ifølge en fonds vedtægter eller på anden måde skal modtage 25 pct. eller mere af en fond eller andet lignende retligt arrangements uddelingsmidler eller andre formuegoder, hvis disse personer er kendt.

d) Den personkreds, i hvis hovedinteresse en fond eller et andet lignende retligt arrangement er blevet oprettet eller fungerer.

e) Personer, der udøver kontrol over mindst 25 pct. af en fonds eller et andet lignende retligt arrangements uddelingsmidler eller andre formuegoder.

  1. Udbydere af tjenesteydelser til virksomheder: Enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 13-15, når de erhvervsmæssigt udøver følgende virksomhed:

a) Opretter selskaber.

b) Fungerer som eller sørger for, at en anden person fungerer som ledelsesmedlem i en virksomhed eller som deltager i et interessentskab eller en tilsvarende post i andre selskaber.

c) Stiller hjem stedsadresse eller anden adresse, der på lignende vis er beregnet som kontaktadresse og dertil knyttede tjenester, til rådighed for en virksomhed.

d) Fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som forvalter eller administrator af en fond eller et tilsvarende retligt arrangement.

e) Fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som aktionær for tredjemand, medmindre denne er en virksomhed, hvis ejerandele m.v. handles på et reguleret marked.

  1. Politisk udsatte personer: Personer, som har eller har haft en højerestående offentlig funktion, personer, der er knyttet til sådanne personer ved registreret partnerskab eller ægteskab, eller sådanne personers børn eller forældre og personer, der er kendt som disses nære medarbejdere.

Kilde: Retsinformation.dk