← Lov om trafikselskaber

§ Lov om trafikselskaber · kapitel 8 af 12

Kapitel 2 – Trafikselskabers opgaver

LOV nr 582 af 24/06/2005

Offentlig servicetrafik m.v.

§ 5. Et trafikselskab varetager følgende opgaver inden for trafikselskabets geografiske område:

  1. Offentlig servicetrafik i form af almindelig rutekørsel,

  2. fastsættelse af takster og billetteringssystemer,

  3. koordinering og planlægning af offentlig servicetrafik,

  4. individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede og

  5. privatbaner.

Stk. 2. Trafikselskabets opgaver omfatter også samarbejde om offentlig servicetrafik, der krydser grænsen mellem to trafikselskabers område. Dette gælder dog ikke for offentlig servicetrafik efter stk. 1, nr. 1, der krydser grænsen til trafikselskabet på Sjælland.

Stk. 3. Trafikselskabet kan efter aftale med en kommune eller en region varetage opgaver vedrørende indkøb af trafik, som kommunen eller regionen skal varetage efter anden lovgivning.

Stk. 4. Trafikselskabet kan endvidere efter aftale med en kommune varetage opgaver vedrørende driften af en færgerute på kommunens vegne.

Stk. 5. I Region Syddanmark kan trafikselskabet eller trafikselskaberne med henblik på betjening af grænseregionen varetage opgaver vedrørende offentlig servicetrafik i form af almindelig rutekørsel over landets grænse.

Takster og billetteringssystemer

§ 6. Trafikselskabet fastsætter takster og billetteringssystemer for den trafik, der varetages af trafikselskabet, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Trafikselskabet forpligtes til med virkning senest fra den 1. januar 2007 at indgå aftaler med jernbanevirksomheder, der udfører trafik som offentlig service på kontrakt med staten, som sikrer, at passagererne kan købe én billet til rejser, der foregår med både busser og tog. Aftalerne skal ligeledes sikre, at der inden for trafikselskabets område er mulighed for at anvende samme billet, uafhængigt af om passagererne benytter busser eller tog, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Herudover skal trafikselskabet på Sjælland, Ørestadsselskabet og de jernbanevirksomheder, der udfører trafik som offentlig service på kontrakt med staten, sikre, at der er én fælles billettype til alle rejser med bus, tog og metro i hovedstadsområdet.

Stk. 4. Taksterne må i gennemsnit ikke stige mere end pris- og lønudviklingen. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler herom, herunder at i tilfælde af uenighed om takstfastsættelsen mellem de i stk. 2 og 3 nævnte parter vil taksterne blive opskrevet med den forventede pris- og lønudvikling for det kommende år.

Koordinering og planlægning af offentlig servicetrafik m.v.

§ 7. Trafikselskaberne skal samarbejde om at skabe gode muligheder for forbindelse med andre trafikselskabers og statens offentlige servicetrafik, herunder ved tilrettelæggelse af køreplaner.

Stk. 2. Med henblik på at sikre sammenhæng og koordinering mellem trafikselskabernes offentlige servicetrafik indbyrdes og med den statslige offentlige servicetrafik kan transport- og energiministeren fastsætte regler for samarbejdet.

Stk. 3. Traransport- og energiministeren kan fastsætte regler for et samarbejde mellem trafikselskabet på Sjælland, Ørestadsselskabet og de jernbanevirksomheder, der udfører offentlig servicetrafik på kontrakt med staten inden for trafikselskabet på Sjællands område. Samarbejdet skal mindst omfatte hovedstadsområdet.

Stk. 4. De i stk. 3 nævnte parter udarbejder i samarbejde én gang årligt en rapport, der gør status for samarbejdets resultater og forslag til forbedringer.

§ 8. Transport- og energiministeren udarbejder mindst hvert fjerde år efter høring af trafikselskaberne og kommunerne en trafikplan for den jernbanetrafik, der udføres som offentlig servicetrafik på kontrakt med staten. I planen redegøres for statens overvejelser, og statens prioriteringer fremlægges. Planen skal bl.a. indeholde oplysninger om politiske og økonomiske servicemålsætninger for den statslige offentlige servicetrafik samt en beskrivelse af besluttede statslige projekter og dispositioner, der berører kapaciteten på jernbanenettet og disses samspil med den eksisterende offentlige servicetrafik.

§ 9. Trafikselskabet udarbejder med udgangspunkt i den statslige trafikplan mindst hvert fjerde år en plan for serviceniveauet for den offentlige servicetrafik, der varetages af trafikselskabet, jf. § 5.

§ 10. Trafikselskabet skal årligt levere oplysninger til Transport- og Energiministeriet om nøgletal til brug for etablering af en landsdækkende database for offentlig servicetrafik. Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om, hvilke oplysninger trafikselskabet skal levere.

Individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede

§ 11. Trafikselskabet skal for svært bevægelseshæmmede over 18 år etablere individuel handicapkørsel, som rækker ud over transport til behandling, terapi og lign.

Stk. 2. Individuel handicapkørsel skal

  1. som minimum pr. år omfatte 104 enkeltture så tæt til gadedøren som muligt og

  2. foregå i et egnet køretøj.

Stk. 3. Individuel handicapkørsel skal bestilles i rimelig tid inden kørslen.

Stk. 4. Taksterne for individuel handicapkørsel må ikke være væsentligt højere end taksten for øvrig trafik, der varetages af trafikselskabet.

Stk. 5. Trafikselskaberne skal inddrage handicaporganisationerne i forbindelse med tilrettelæggelsen af ordningen for individuel handicapkørsel.

Privatbaner

§ 12. Et trafikselskab kan på privatbanestrækninger

  1. indgå kontrakter med jernbanevirksomheder om mod betaling at udføre passagertrafik som offentlig service,

  2. virke som infrastrukturforvalter efter lov om jernbane og

  3. deltage uden bestemmende indflydelse i selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver jernbanevirksomhed eller udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift.

Stk. 2. Trafikselskabet på Sjælland kan deltage med bestemmende indflydelse i selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver jernbanevirksomhed bortset fra udførelse af godstransport eller udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift.

Stk. 3. I privatbaneselskaber, der alene udøver virksomhed som nævnt i § 13, stk. 1, eller anden jernbanetrafik udført som offentlig service, kan et trafikselskab udøve bestemmende indflydelse. Et trafikselskab kan ligeledes udøve bestemmende indflydelse i et selskab, der inden for trafikselskabets område eller mellem et forretningssted i trafikselskabets område og nærmeste afleverings- eller afhentningssted udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift. Såfremt et trafikselskab opnår bestemmende indflydelse i et selskab, der ikke udelukkende udfører den i 1. og 2. pkt. nævnte virksomhed, skal aktiviteterne i selskabet og i andre selskaber, som det pågældende selskab kontrollerer, eller trafikselskabets deltagelse heri inden for rimelig tid efter den erhvervelse, der giver bestemmende indflydelse, tilpasses således, at trafikselskabets fremtidige deltagelse er i overensstemmelse med 1. og 2. pkt.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om udøvelsen af trafikselskabets beføjelser efter stk. 1-3.

§ 13. Et trafikselskab kan yde aktieselskaber, som udfører jernbanedrift i henhold til koncession, eller som har været drevet i henhold til koncession udstedt i medfør af anlægsloven for den pågældende jernbane (privatbane), støtte til anlæg og drift omfattet af koncessionen. Regionen betaler udgifter til pension i de nævnte aktieselskaber.

Stk. 2. Trafikselskabet fører tilsyn med økonomien og administrationen i aktieselskaber som nævnt i stk. 1. Disse aktieselskaber er forpligtet til at meddele trafikselskabet enhver oplysning om selskabets forhold, som trafikselskabet måtte forlange. Aktieselskabernes vedtægter og ændringer i disse skal godkendes af trafikselskabet. Hvis flere trafikselskaber måtte være kompetente efter 1. og 2. pkt., afgør transport- og energiministeren kompetencespørgsmålet.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan tillade, at et aktieselskab som nævnt i stk. 1 driver jernbanevirksomhed uden for de strækninger, hvortil aktieselskabet har koncession.

Stk. 4. Et aktieselskab som nævnt i stk. 1 kan beslutte at overdrage sin jernbaneinfrastruktur til trafikselskabet eller til tredjemand.

§ 14. Kommunalbestyrelser, som ved lovens ikrafttræden deltager i privatbaneselskaber, kan tillige deltage uden bestemmende indflydelse i selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver jernbanevirksomhed eller udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift.

§ 15. Adgangen for koncessionshavere til at drive jernbanevirksomhed berøres ikke af, at de hidtidige koncessioner udløber, forudsat at lovgivningens øvrige betingelser for at drive virksomheden er opfyldt.

Stk. 2. Ved udløb af koncessioner forbliver bestemmelser om ret for staten til at overtage den pågældende jernbaneinfrastruktur i kraft, så længe der drives regelmæssig passagertrafik på den pågældende strækning og indtil 1 år efter meddelelse til transport- og energiministeren om ophør af sådan drift.

§ 16. Ved anvendelse af bestemmelser i lov eller koncession om ret for staten til at overtage privatbaners infrastruktur skal tilskud ydet af det offentlige til de pågældende privatbaners drift eller anlæg efter den 1. januar 2001 ikke medregnes som indtægt for de pågældende privatbaner ved opgørelse af anlæggenes nettoudbytte eller ved beregning af værdien af aktierne i selskaberne. Tilsvarende skal der bortses fra et eventuelt tilskudselement i betaling ydet af det offentlige i henhold til kontrakt om udførelse af trafik som offentlig service.

Stk. 2. Bestemmelser i lov eller koncession om ret for staten til at overtage privatbanernes infrastruktur har gyldighed mod enhver uden tinglysning.

Bestemmelser for ikke koncessionerede banestrækninger

§ 17. § 12 og § 13, stk. 1, 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse for de ikke koncessionerede banestrækninger Høng-Slagelse og Hillerød-Snekkersten.

Stk. 2. § 12, stk. 1, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse for banestrækningen Snekkersten-Helsingør.

§ 18. Trafikselskabet på Sjælland kan på grundlag af denne lov uden betaling af afgifter og gebyrer få tinglyst sine rettigheder og adkomstforhold vedrørende banestrækningen Hillerød-Snekkersten.

Stk. 2. Hvis regelmæssig passagertrafik ophører på banestrækningen Hillerød-Snekkersten, har staten ret til vederlagsfrit at overtage jernbaneinfrastrukturen med tilhørende arealer, stationsbygninger m.v.

Stk. 3. Statens ret til overtagelse af jernbaneinfrastruktur efter stk. 2 har gyldighed mod enhver uden tinglysning.