§ Lov om trafikselskaber · kapitel 7 af 12
Kapitel 1 – Trafikselskabers etablering, organisering og finansiering
LOV nr 582 af 24/06/2005
Trafikselskabers etablering
§ 1. Hvert regionsråd etablerer et eller flere trafikselskaber, jf. dog stk. 2. Hver kommune deltager i ét trafikselskab. Et trafikselskab kan omfatte kommuner i to regioner, hvis regionerne grænser op til hinanden. Trafikselskaberne er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 2. I Region Sjælland og Region Hovedstaden etableres kun ét samlet trafikselskab, der dækker de to regioners geografiske område, bortset fra Bornholm, hvor Bornholms Regionskommune varetager de opgaver, der efter denne lov påhviler trafikselskaberne.
Stk. 3. Efter fælles anmodning fra de berørte regionsråd samt berørte trafikselskabers bestyrelser og repræsentantskaber kan transport- og energiministeren efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren godkende forslag om at ændre et trafikselskabs geografiske område eller forslag om at oprette et nyt trafikselskab.
Trafikselskabers organisering
§ 2. Et trafikselskab ledes af en bestyrelse på højst 9 medlemmer. Medlemmerne udpeges af henholdsvis regionsrådet, jf. stk. 2, og kommunalbestyrelserne, jf. stk. 3, inden for trafikselskabets område. Transport- og energiministeren kan i særlige tilfælde tillade, at antallet af bestyrelsesmedlemmer overstiger 9, dog således at antallet af bestyrelsesmedlemmer altid er et ulige antal.
Stk. 2. Regionsrådet udpeger blandt rådets medlemmer 2 medlemmer til bestyrelsen. For trafikselskabet på Sjælland udpeger regionsrådet for Region Hovedstaden og regionsrådet for Region Sjælland hver 1 medlem til bestyrelsen blandt rådets medlemmer. For trafikselskaber, der omfatter kommuner i to regioner, udpeger de to regionsråd hver et medlem til bestyrelsen blandt rådets medlemmer. Transport- og energiministeren kan i særlige tilfælde tillade, at antallet af regionsrådsmedlemmer i trafikselskabernes bestyrelse overstiger 2. Regionsrådsmedlemmerne må dog ikke udgøre et flertal i bestyrelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner vælger et repræsentantskab for trafikselskabet, der består af 1 medlem fra hver af de deltagende kommuners kommunalbestyrelser. Den kommune, der yder det største årlige tilskud til trafikselskabets finansiering, har ret til en plads i trafikselskabets bestyrelse. De resterende medlemmer af repræsentantskabet udpeger de øvrige kommunale medlemmer af trafikselskabets bestyrelse ved forholdstalsvalg efter reglen i § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 4. Trafikselskabet fastsætter selskabets vedtægter, som skal godkendes af repræsentantskabet og de berørte regionsråd og derefter af transport- og energiministeren og indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 5. Transport- og energiministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om trafikselskabernes organisering m.v. (standardvedtægt), herunder at standardvedtægten eller dele heraf ikke kan fraviges.
Trafikselskabers finansiering
§ 3. Trafikselskabet finansieres gennem indtægter fra salg af kort og billetter m.v. samt et tilskud fra de deltagende kommuner og regioner.
Stk. 2. For så vidt angår trafikselskaber vest for Storebælt, beslutter trafikselskabet fordelingen af tilskuddet mellem de deltagende parter. Tilskudsfordelingen skal godkendes af de berørte regionsråd og repræsentantskabet. Ingen kommune kan forpligtes til at betale mere end kommunens forholdsmæssige forbrug af trafikselskabets ydelser, herunder individuel handicapkørsel, og en region kan ikke forpligtes til at bidrage med mere end udgifterne til privatbaner og busbetjening af regional betydning i den pågældende region samt de hertil svarende andele af selskabets administrationsudgifter.
Stk. 3. Tilskuddet til trafikselskabet på Sjælland dækkes af de deltagende kommuner og Region Hovedstaden og Region Sjælland. De to regioner bidrager med et tilskud svarende til udgifterne til privatbaner og busruter af regional betydning samt udgifter til fælles administration og drift af selskabet. Kommunerne bidrager med et tilskud svarende til udgifterne til de lokale busruter samt udgifterne til individuel handicapkørsel for kommunens egne borgere. Lokale busruter, som kun betjener én kommune, betales af den pågældende kommune. Øvrige lokale ruter betales af de berørte kommuner i et forhold, der afspejler ruternes trafikomfang i de enkelte kommuner og den indbyrdes pendling mellem de pågældende kommuner.
Stk. 4. De deltagende kommuner i trafikselskabet på Sjælland og Region Hovedstaden og Region Sjælland kan, såfremt særlige forhold taler herfor, aftale at fravige principperne i stk. 3.
§ 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler for hovedstadsområdet om deling af billetindtægter fra offentlig servicetrafik mellem trafikselskabet på Sjælland, Ørestadsselskabet og de jernbanevirksomheder, der udfører trafik som offentlig service på kontrakt med staten.
Stk. 2. Hovedstadsområdet omfatter kommunerne i Region Hovedstaden (ekskl. Bornholms Regionskommune) og Bramsnæs, Greve, Gundsø, Hvalsø, Køge, Lejre, Ramsø, Roskilde, Skovbo, Solrød og Vallø Kommuner.