← Offshoresikkerhedsloven

§ Offshoresikkerhedsloven · kapitel 11 af 20

Kapitel 1 – Formål, anvendelsesområde og definitioner

LOV nr 1424 af 21/12/2005

§ 1. Loven har til formål

  1. at fremme et højt niveau for sikkerhed og sundhed offshore, som er i overensstemmelse med samfundets tekniske og sociale udvikling, samt

  2. at skabe rammerne for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål offshore.

§ 2. Ved offshoreanlæg, som er omfattet af denne lov, forstås:

  1. Platforme eller andre indretninger,

a) hvorfra der udføres efterforskning eller produktion af kulbrinter fra undergrunden under havbunden,

b) der anvendes til indkvartering af personer beskæftiget på de eller ved de i litra a nævnte indretninger, eller

c) der anvendes til brug ved rørbunden transport af kulbrinter og andre stoffer og materialer mellem de under litra a indeholdte platforme og indretninger eller mellem disse og installationer på land.

  1. Indretninger, der anvendes til lagring og lastning af kulbrinter produceret af en i nr. 1, litra a, nævnt indretning, og som er permanent knyttet til en sådan indretning.

Stk. 2. Skibe er ikke omfattet af definitionen i stk. 1 bortset fra boreskibe og flydende produktions-, lager- og afskibningsenheder, jf. dog § 3, stk. 3 og 4.

Stk. 3. Ved et mobilt offshoreanlæg forstås ethvert offshoreanlæg, som kan flyttes fra en position til en anden ved forsejling eller bugsering, og som er tiltænkt anvendt på flere forskellige positioner i dets levetid.

Stk. 4. Ved et fast offshoreanlæg forstås et offshoreanlæg, som ikke er et mobilt offshoreanlæg.

Stk. 5. Faste offshoreanlæg, der er indbyrdes broforbundne, og som har samme rettighedshaver eller ejer, anses som ét anlæg.

§ 3. Loven finder anvendelse for offshoreanlæg, der befinder sig på dansk søterritorium eller dansk kontinentalsokkelområde.

Stk. 2. Inden for søterritoriet og kontinentalsokkelområdet, herunder bælter og sunde, finder §§ 19-22, 27-29, 31, 33, 34, 37 og 41-43, § 45, stk. 4 og 5, §§ 52, 56, 57, 59 og 60, § 61, stk. 1, 2 og 4, og §§ 62 og 64-77 desuden delvis anvendelse på rørledninger, der anvendes i forbindelse med rørbunden transport af kulbrinter og andre stoffer og materialer mellem offshoreanlæg og anlæg på land eller mellem flere offshoreanlæg.

Stk. 3. Skibe og indretninger, som ikke er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, og hvor personer, der arbejder på et offshoreanlæg, gennem længere tid indkvarteres, er omfattet af § 38, stk. 3.

Stk. 4. For andre end de i stk. 3 nævnte skibe og indretninger, som ikke er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, og som udøver virksomhed i tilknytning til offshoreanlæg, finder bestemmelserne i § 5, stk. 2 og 3, §§ 7-18, 20-22 og 24-26, § 33, stk. 2, §§ 34, 35 og 37, § 40, stk. 1, §§ 41-43, 46 og 48-50, § 52, stk. 1, og §§ 53-55, 59-62 og 64-77 delvis anvendelse på de aktiviteter, der udføres herfra, samt på det udstyr, der anvendes, i den udstrækning aktiviteterne eller udstyret indvirker på sikkerheds- og sundhedsforholdene på tilknyttede offshoreanlæg.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang rørledninger, jf. stk. 2, og de i stk. 4 nævnte skibe og indretninger skal opfylde de i stk. 2 og 4 nævnte bestemmelser.

§ 4. Ved rettighedshaver forstås den virksomhed eller gruppe af virksomheder, som har tilladelse til efterforskning og produktion (indvinding) af kulbrinter i henhold til lov om anvendelse af Danmarks undergrund.

Stk. 2. Ved operatør forstås den virksomhed, som på rettighedshaverens vegne udøver efterforskning og produktion af kulbrinter.

Stk. 3. Ved driftsansvarlig virksomhed forstås den virksomhed, der har ansvaret for den daglige drift af et offshoreanlæg.

Stk. 4. Ved entreprenør forstås en virksomhed, der udfører arbejde for en anden virksomhed.

Stk. 5. Ved arbejdsgiver forstås den virksomhed, som har instruktionsbeføjelse for ansatte, der udfører arbejde på offshoreanlæg.

Stk. 6. Ved virksomhedsleder forstås enhver person, der i kraft af sin stilling deltager i den almindelige, overordnede ledelse af virksomheden.

Stk. 7. Ved arbejdsleder forstås enhver person, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med arbejdet i dennes virksomhed eller en del deraf.

Stk. 8. Ved anlægschef forstås den arbejdsleder, der på den driftsansvarlige virksomheds vegne forestår den daglige drift af et offshoreanlæg.