← Aktieavancebeskatningsloven

§ Aktieavancebeskatningsloven · kapitel 8 af 9

Kapitel 8 – Tilflytning

LOV nr 1413 af 21/12/2005

Selskaber m.v. og personer

§ 37. Aktier, som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, jf. dog § 40, anses for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, jf. selskabsskattelovens § 4 A og kildeskattelovens § 9. Når et selskab m.v. eller en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende i Danmark, sidestilles dette ved anvendelsen af reglen i 1. pkt. med indtræden af skattepligt her i landet.

Fraflytning

Selskaber m.v. og personer

§ 38. Gevinst og tab på aktier omfattet af reglerne i denne lov betragtes som realiseret, hvis gevinsten eller tabet vedrører en aktie, der er omfattet af dansk beskatning, og den danske beskatningsret ophører af anden grund end den skattepligtiges død. Når en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende uden for Danmark, sidestilles dette ved anvendelse af reglen i 1. pkt. med ophør af skattepligt. For selskaber m.v., der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, finder reglerne i selskabsskattelovens § 7 tilsvarende anvendelse i den situation, hvor der indtræder skattepligt efter 1. pkt., fordi aktier, som indgår som en del af erhvervsvirksomheden med fast driftssted her i landet, ophører med at være en del af denne erhvervsvirksomhed, uden at erhvervsvirksomheden med fast driftssted i øvrigt ophører.

Stk. 2. Gevinst og tab, der anses for realiseret efter stk. 1, opgøres efter reglerne i §§ 23-29, dog at værdien ved skattepligtens ophør træder i stedet for afståelsessummen. For tegningsretter til aktier kan den skattepligtige i stedet vælge at opgøre den skattepligtige gevinst som forskellen mellem udnyttelseskursen og markedskursen på den pågældende aktie på tidspunktet for skattepligtens ophør. Tab, der kan fradrages efter §§ 8, 13, 14, 17, 18, 19 eller 22, kan dog kun fradrages i gevinst på andre aktier, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 gælder kun for personer, der har været skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2 af aktiegevinster og for selskaber m.v., der har været skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2 af aktiegevinster i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted. Reglerne i stk. 1 gælder dog også, hvis aktierne er erhvervet fra den skattepligtiges ægtefælle og denne opfylder betingelserne i 1. pkt. Reglerne i stk. 1 gælder endvidere for aktionærer, der tidligere har været skattepligtige efter stk. 1, men hvor denne skattepligt er ophævet efter § 40. Reglerne i stk. 1 gælder ligeledes for aktionærer, der ved erhvervelse af aktier efter §§ 34 og 35 er indtrådt i overdragerens skattemæssige stilling.

Stk. 4. Skat, der er betalt til fremmed stat, til Færøerne eller til Grønland af gevinst ved afståelse af aktier, kan fradrages i den beregnede skat efter stk. 1, i det omfang den skattepligtige godtgør, at den betalte skat vedrører den gevinst, der er beskattet her i landet. Fradragsbeløbet kan dog ikke overstige den beregnede danske skat af denne gevinst. Hvis der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den fremmede stat, med Færøerne eller med Grønland, gives der dog ikke fradrag for et større skattebeløb end det, som denne stat, Færøerne eller Grønland efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære. Når der sker ophør af skattepligt for aktier, der har været omfattet af skattepligt efter kildeskattelovens § 2 eller selskabsskattelovens § 2, gives der dog ikke fradrag for skat, som er betalt i den stat, hvor den skattepligtige er hjemmehørende.

Stk. 5. Nedsættes skatten efter stk. 4, tilbagebetales eventuel for meget betalt skat efter anmodning med en rentegodtgørelse på 6 pct. årligt fra betalingstidspunktet. Rentegodtgørelsen medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 6. Personer kan efter reglerne i kildeskattelovens § 73 E få henstand med betaling af skatter beregnet efter stk. 1, 1. pkt., når betalingen skyldes ophør af skattepligt efter kildeskattelovens § 1, og med betaling af skatter beregnet efter stk.1, 2. pkt.

§ 39. Ved afståelse af aktier eller ved aktionærens død, efter at der er indtrådt skattepligt efter § 38, stk. 1, kan den skattepligtige henholdsvis det skattepligtige dødsbo vælge for disse aktier at opgøre gevinsten eller tabet på grundlag af afståelsessummen henholdsvis handelsværdien og ejertiden på afståelsestidspunktet henholdsvis tidspunktet for aktionærens død, jf. dog stk. 4. § 38, stk. 2, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Adgangen til omberegning efter stk. 1 er betinget af, at der ved fraflytningen m.v. og ved den senere afståelse indgives selvangivelse til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3. Ved beregningen af skatten efter stk. 1 medregnes til afståelsessummen de udbytter af de afståede aktier, der er udloddet, efter at skattepligten efter § 38, stk. 1, indtrådte. Dette gælder dog kun, hvis den danske skat af udbytterne er nedsat efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med fremmed stat, Færøerne eller Grønland og udbytterne ikke medregnes til den skattepligtige indkomst i denne stat. Skat, der efter ligningslovens § 16 A er betalt af disse udbytter, kan fradrages i den beregnede skat efter stk. 1. Fradragsbeløbet kan dog ikke overstige den skat, der efter stk. 1 er beregnet af de aktier, udbyttet vedrører.

Stk. 4. Aktieretter eller tegningsretter, der efter indtræden af skattepligt efter § 38, stk. 1, er tildelt den skattepligtige, og aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af disse retter, anses ved skatteberegningen efter stk. 1 for erhvervet samtidig med den eller de moderaktier, som de nævnte retter eller aktier knytter sig til. Tegningsret til aktier som nævnt i 1. pkt. omfatter kun ret til tegning af aktier til en kurs, der på tidspunktet for tildelingen af tegningsretten er lavere end markedskursen. Reglerne i 1. pkt. gælder tilsvarende for konvertible obligationer, der er erhvervet ved udnyttelse af tegningsretter, og aktier erhvervet ved konvertering af disse obligationer.

Stk. 5. Såfremt en efterfølgende aktieafståelse bliver beskattet efter ligningslovens § 16 B, kan den skattepligtige ikke vælge at opgøre gevinsten eller tabet ved afståelsen af disse aktier efter stk. 1. Skat, der efter ligningslovens § 16 B er betalt af afståelsessummen for aktier, kan fradrages i den beregnede skat efter § 38, stk. 1. Det gælder dog kun, i det omfang den betalte skat vedrører den afståelsessum, der er lagt til grund ved beskatningen efter § 38, stk. 1. Fradragsbeløbet kan ikke overstige den skat, der efter § 38, stk. 1, er beregnet af denne gevinst.

Stk. 6. Skat, der er betalt til fremmed stat, til Færøerne eller til Grønland af gevinst ved afståelse af aktier, kan fradrages i den beregnede skat efter stk. 1, i det omfang den skattepligtige godtgør, at den betalte skat vedrører den gevinst, der er beskattet her i landet. Fradragsbeløbet kan dog ikke overstige den beregnede danske skat af denne gevinst. Hvis der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den fremmede stat, med Færøerne eller med Grønland, gives der dog ikke fradrag for et større skattebeløb end det, som denne stat, Færøerne eller Grønland efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære.

Stk. 7. Nedsættes skatten efter stk. 3, 5 eller 6, tilbagebetales eventuel for meget betalt skat efter anmodning med en rentegodtgørelse på 6 pct. årligt fra betalingstidspunktet. Rentegodtgørelsen medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

§ 40. For aktier, hvor der er indtrådt skattepligt efter § 38, stk. 1, men som på ny omfattes af skattepligt her i landet, bortfalder pligten til at svare skat af gevinst på aktier, der ikke er afstået. Ved senere afståelser opgøres gevinst og tab på grundlag af det oprindelige anskaffelsestidspunkt og den oprindelige anskaffelsessum, idet gevinsten og tabet behandles efter lovens almindelige regler.

Stk. 2. Bortfalder pligten til at svare skat efter stk. 1, tilbagebetales eventuel for meget betalt skat efter anmodning med en rentegodtgørelse på 6 pct. årligt fra betalingstidspunktet. Rentegodtgørelsen medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Overdragelse mellem samlevende ægtefæller

Personer

§ 41. Reglerne i kildeskattelovens §§ 26 A og 26 B gælder ikke for overdragelse af aktier mellem ægtefæller, der efter reglerne i kildeskattelovens § 4 anses for samlevende, hvis den ægtefælle, der erhverver aktierne, skattemæssigt er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland. Endvidere gælder reglerne om indtræden i overdragerens skattemæssige stilling ved overdragelse som led i en bodeling i forbindelse med separation og skilsmisse ikke ved overdragelse af aktier, hvis den ægtefælle, der erhverver aktierne, skattemæssigt er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

Stk. 2. Ved opgørelsen af den skattepligtige gevinst eller det skattepligtige tab efter stk. 1 anses aktierne for afstået på tidspunktet for overdragelsen for et beløb svarende til aktiernes handelsværdi på dette tidspunkt.