← Lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven)

§ Lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven) · kapitel 19 af 20

Kapitel 9 – Forskellige bestemmelser

LOV nr 97 af 18/02/2004

§ 36. Handicappede kursister, der har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom.

Stk. 2. Kursets leder kan i helt særlige tilfælde tilrettelægge det 2-årige forløb over 3 år for kursister, der på grund af handicap er forhindret i at følge undervisningen på normal vis.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om tilpassede prøve- og eksamensforløb.

§ 37. Kursister, der midlertidigt på grund af sygdom ikke kan følge den almindelige undervisning, skal have tilbud om sygeundervisning.

Stk. 2. Kursets leder kan i helt særlige tilfælde tilrettelægge det 2-årige forløb over 3 år for kursister, der på grund af alvorlig sygdom i længere tid er forhindret i at deltage i undervisningen på normal vis.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om sygeundervisning, jf. stk. 1, herunder om kursets pligt til at rette henvendelse til kursisten, samt om tilpassede prøve- og eksamensforløb, jf. stk. 2.

§ 38. Kurset tilbyder kursisterne frivillig undervisning.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 39. Der skal etableres et sammenhængende tilbud af gymnasiale suppleringskurser (GSK) mellem de gymnasiale uddannelser og videregående uddannelse med et fagtilbud og undervisningsforløb, der kan målrette og styrke overgangen til videregående uddannelser. De nærmere regler herom fastsættes i henhold til § 43 i lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven).

Stk. 2. Der skal etableres særlige gymnasiale indslusningskurser med fagpakker i 1-årige forløb (GIF) for tosprogede kursister, der i deres hjemland har aflagt en eksamen, der kan sidestilles med en dansk gymnasial uddannelse. De nærmere regler herom fastsættes i henhold til § 44 i lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven).

§ 40. For at fremme forsøgsarbejde og pædagogisk udviklingsarbejde kan undervisningsministeren fravige lovens bestemmelser. Det er en betingelse, at forsøgene eller udviklingsarbejdet ikke forringer kursisternes muligheder for at gøre brug af deres højere forberedelseseksamen som grundlag for videre studier eller af deres rettigheder i anden henseende.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fravige bestemmelserne i denne lov, hvis et kursus tilbyder undervisning, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan gøre undtagelser fra loven for en enkelt kursist, hvor helt særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde, til efteruddannelse og eventuelt til andre formål.

§ 41. Undervisningsministeren kan godkende, at det 2-årige hf kan tilrettelægges som et 3-årigt forløb med supplerende kompetence i kombination med søfartsuddannelsen og landbrugsuddannelsen.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan godkende, at det 2-årige hf tilrettelægges som et 3-årigt forløb for idrætsudøvere, som ud over de sædvanlige optagelsesbetingelser opfylder de idrætslige kriterier, der er opstillet af Institutionen til Fremme af Dansk Eliteidræt (Team Danmark), og for kursister, der er optaget på Musikalsk Grundkursus (MGK) eller tilsvarende kursus i billedkunst.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de særligt tilrettelagte forløb efter stk. 1 og 2, herunder om tilpassede prøve- og eksamensforløb.

§ 42. Undervisningsministeren nedsætter et Råd for de Gymnasiale Uddannelser, der er rådgivende for ministeren i alle spørgsmål om de gymnasiale uddannelser, herunder om uddannelsen til højere forberedelseseksamen. De nærmere regler herom fastsættes i henhold til § 47 i lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven).