← Lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven)

§ Lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven) · kapitel 18 af 20

Kapitel 8 – Tilsyn, kvalitetssystem og klage

LOV nr 97 af 18/02/2004

§ 32. Undervisningsministeren har det overordnede ansvar for og fører tilsyn med undervisning, prøver og eksamen i henhold til denne lov.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan give pålæg til kursets leder i pædagogiske anliggender.

§ 33. Kursets leder fastlægger et system til kvalitetsudvikling og resultatvurdering i forbindelse med uddannelsen og undervisningen.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 34. Undervisningsministeren kan indhente alle nødvendige oplysninger fra kurserne om uddannelserne, kursisterne og personalet, herunder foranstalte besøg på kurserne, bl.a. med henblik på gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik, og kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem institutionen og Undervisningsministeriet, herunder om form og format og om anvendelse af digital signatur i forbindelse med aflevering af oplysninger. Ministeren kan endvidere fastsætte krav til kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger.

§ 35. En kursist kan klage til undervisningsministeren over kursets leders afgørelser i pædagogiske anliggender inden 2 uger, fra afgørelsen er meddelt kursisten, jf. dog stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter regler om klage over og omgørelse af trufne afgørelser i forbindelse med prøver og eksamen.