§ Lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven) · kapitel 13 af 22
Kapitel 2 – Optagelse
LOV nr 95 af 18/02/2004
§ 6. Ansøgere, der har afsluttet 9. klasse efter bestemmelserne i lov om folkeskolen eller gennemført en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og som opfylder de krav, der er fastsat i medfør af stk. 4 til forudgående undervisning og prøver, optages i det almene gymnasium i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse, medmindre den hidtidige skole eller Ungdommens Uddannelsesvejledning i tilknytning til ansøgerens uddannelsesplan har indstillet ansøgeren til optagelsesprøve.
Stk. 2. Øvrige ansøgere kan, eventuelt på grundlag af en optagelsesprøve, optages efter nærmere regler fastsat af undervisningsministeren, jf. stk. 4 og 5.
Stk. 3. En elev, der efter at have gennemført 1. eller 2. g. afbryder undervisningen i indtil 1 år efter aftale med rektor, kan ved starten af det følgende skoleår fortsætte i 2. eller 3. g. på den skole, hvor eleven allerede er optaget, eller på en anden skole. En elev, der afbryder undervisningen i mere end 1 år, skal optages på ny efter reglerne i stk. 2.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om optagelsen af elever i det almene gymnasium, herunder om senere optagelse, om krav til forudgående undervisning og prøver, om skolens individuelle vurdering af ansøgere, om optagelsesprøve, om, i hvilke tilfælde ansøgere efter stk. 2 kan optages, samt om, at ansøgere i forbindelse med ansøgningen skal tilkendegive deres interesse med hensyn til valg af studieretning m.v.
Stk. 5. Ansøgere optages på den skole, de ønsker, såfremt der er plads. Undervisningsministeren fastsætter regler om fordelingen af elever mellem skolerne, herunder om nedsættelse af fordelingsudvalg, der foretager fordeling af ansøgere, når antallet af ansøgere til en bestemt skole overstiger skolens kapacitet.
§ 7. Under grundforløbet, jf. § 9, kan en elev, der helt eller delvis har gennemført et grundforløb i en anden 3-årig gymnasial uddannelse, skifte til uddannelsen til studentereksamen uden tab af tid. Sådanne elever optages på baggrund af merit, herunder ved substitution, for det hidtil gennemførte forløb.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om optagelse af elever, der ønsker at skifte til uddannelsen til studentereksamen.
§ 8. Optagelse til et 2-årigt forløb på studenterkursus kan tidligst finde sted et år efter, at ansøgerne har afsluttet 9. klasse efter bestemmelserne i lov om folkeskolen eller gennemført en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Kursusstedet afgør ud fra en vurdering af ansøgerens kvalifikationer, om en ansøger kan optages.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om optagelse på studenterkursus.