§ Kvoteloven · kapitel 12 af 20
Kapitel 2 – Tilladelse til udledning af CO2
LOV nr 493 af 09/06/2004
§ 9. En produktionsenhed, som er omfattet af loven, må kun udlede CO2 , såfremt økonomi- og erhvervsministeren har meddelt produktionsenhedens driftsleder tilladelse hertil. Driftsledere for produktionsenheder, som er sat i drift inden den 31. marts 2004, skal indgive ansøgning om tilladelse til udledning af CO2 på et af ministeren anvist ansøgningsskema senest den 15. august 2004. Ansøgninger modtaget efter denne dato vil ikke blive taget i betragtning ved uddeling af kvoter efter bestemmelserne i §§ 17 og 18 for 1. periode, fra 2005 til 2008.
Stk. 2 . Uanset stk. 1 kan ministeren i særlige tilfælde beslutte, at en driftsleder, som har ansøgt om tilladelse, midlertidigt kan foretage udledning af CO2 , indtil ministeren har taget stilling til ansøgningen.
Stk. 3. Ministeren kan i særlige tilfælde beslutte, at ansøgninger efter stk. 1 modtaget efter den 15. august 2004 skal tages i betragtning ved tildeling af kvoter for 1. periode.
Stk. 4. Såfremt flere driftsledere søger om tilladelse efter stk. 1 for samme produktionsenhed, tildeles tilladelsen den, som ejer produktionsenheden.
Stk. 5. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indeholde følgende:
-
Oplysninger til identifikation af produktionsenheden, dennes ejer og driftslederen.
-
Oplysninger om aktiviteter, udledninger af CO2 fra produktionsenhedens enkelte anlæg samt kilder til udledningen.
-
En plan, der redegør for, hvordan driftslederen vil overvåge udledningen af CO2 , jf. § 28, stk. 3 og 4.
Stk. 6. Driftslederen for anlæg, der udelukkende anvender biomasse som brændsel, har ikke pligt til at udarbejde en plan for overvågning af CO2 -udledningen, jf. stk. 5, nr. 3.
§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren meddeler driftslederen tilladelse til udledning af CO2 ,såfremt ansøgningen indeholder de i § 9 nævnte oplysninger og der foreligger en af ministeren efter § 28, stk. 2, godkendt plan for overvågning af CO2 -udledningen , jf. dog § 11, stk. 1.
Stk. 2. I en tilladelse og ved ændring af en tilladelse kan der stilles vilkår om,
-
at driftslederen underretter ministeren om planlagte, væsentlige ændringer i produktionsenhedens kapacitet og andre forhold af betydning for tilladelsen og for tildelingen af kvoter,
-
at driftslederen overholder nærmere angivne krav, som er begrundet i virksomhedens særlige forhold,
-
at driftslederen meddeler og dokumenterer idriftsættelse af nye anlæg,
-
at driftslederen indrapporterer nærmere angivne produktionsdata, som af ministeren skønnes at kunne have betydning for kvotetildelingen i fremtidige perioder,
-
at driftslederen overholder lovgivningen, herunder bindende retsregler fra EU.
Stk. 3. Efter 5 år og med et forudgående varsel på 1 år kan der fastsættes nye vilkår i en tilladelse.
Stk. 4. En driftsleder, som er i besiddelse af en tilladelse efter stk. 1, er berettiget til at modtage kvoter efter bestemmelserne i §§ 15-20.
Stk. 5. Ministeren underretter miljøministeren om den meddelte tilladelse til brug for registreringer i registeret, jf. kapitel 5.
Stk. 6 . Ved væsentlige ændringer i produktionsenhedens kapacitet og andre forhold af betydning for tilladelsen, jf. stk. 2, nr. 1, træffer ministeren afgørelse om, hvorvidt der kan ske en ændring af tilladelsen, eller om driftslederen skal pålægges at ansøge om en ny tilladelse efter § 9. Den hidtidige tilladelse har gyldighed, indtil ministeren har taget stilling til ansøgningen om en ny tilladelse.
Stk. 7. En driftsleder kan ikke uden tilladelse fra ministeren overdrage en tilladelse.
Stk. 8. Ved overdragelse af tilladelsen til en ny driftsleder indtræder denne i enhver forpligtelse vedrørende produktionsenheden efter denne lov på det tidspunkt, hvor ministerens godkendelse af overdragelsen er meddelt.
§ 11. Økonomi- og erhvervsministeren kan afslå at give tilladelse til en driftsleder, som
-
i forbindelse med ansøgning om tilladelse i væsentlig grad har givet urigtige eller vildledende oplysninger,
-
gentagne gange eller groft har overtrådt bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven eller
-
har forfalden gæld til det offentlige, herunder afgiftsbetaling efter § 31, på mere end 100.000 kr.
Stk. 2. En afgørelse truffet efter stk. 1 kan af driftslederen forlanges indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. stk. 3.
Stk. 3. Anmodning om domstolsprøvelse skal være modtaget af økonomi- og erhvervsministeren senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt driftslederen. Sagen indbringes herefter for retten i den borgerlige retsplejes former af ministeren.
§ 12. En tilladelse efter § 10 kan tilbagekaldes, såfremt driftslederen
-
har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af denne lov, af bestemmelser fastsat i henhold til loven eller af vilkår for tilladelsen,
-
ikke er i stand til at antageliggøre at kunne varetage sine forpligtelser i forhold til denne lov på fuldt forsvarlig måde eller
-
har forfalden gæld til det offentlige, herunder afgiftsbetaling efter § 31, på mere end 100.000 kr.
Stk. 2. Afgørelse i sager omfattet af stk. 1, nr. 1, træffes af domstolene. Afgørelse i sager efter stk. 1, nr. 2 og 3, træffes af økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 3. En afgørelse truffet efter stk. 1, nr. 2 og 3, kan af driftslederen forlanges indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. stk. 4.
Stk. 4. Anmodning om domstolsprøvelse skal være modtaget af økonomi- og erhvervsministeren senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt driftslederen. Sagen indbringes herefter for retten i den borgerlige retsplejes former af ministeren.
Stk. 5. Hvis ministerens afgørelse efter stk. 2, 2. pkt., indbringes for domstolene, kan driftslederen fortsætte sin virksomhed, indtil domstolens afgørelse foreligger.