Kvoteloven § 10
§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren meddeler driftslederen tilladelse til udledning af CO2 ,såfremt ansøgningen indeholder de i § 9 nævnte oplysninger og der foreligger en af ministeren efter § 28, stk. 2, godkendt plan for overvågning af CO2 -udledningen , jf. dog § 11, stk. 1.
Stk. 2. I en tilladelse og ved ændring af en tilladelse kan der stilles vilkår om,
-
at driftslederen underretter ministeren om planlagte, væsentlige ændringer i produktionsenhedens kapacitet og andre forhold af betydning for tilladelsen og for tildelingen af kvoter,
-
at driftslederen overholder nærmere angivne krav, som er begrundet i virksomhedens særlige forhold,
-
at driftslederen meddeler og dokumenterer idriftsættelse af nye anlæg,
-
at driftslederen indrapporterer nærmere angivne produktionsdata, som af ministeren skønnes at kunne have betydning for kvotetildelingen i fremtidige perioder,
-
at driftslederen overholder lovgivningen, herunder bindende retsregler fra EU.
Stk. 3. Efter 5 år og med et forudgående varsel på 1 år kan der fastsættes nye vilkår i en tilladelse.
Stk. 4. En driftsleder, som er i besiddelse af en tilladelse efter stk. 1, er berettiget til at modtage kvoter efter bestemmelserne i §§ 15-20.
Stk. 5. Ministeren underretter miljøministeren om den meddelte tilladelse til brug for registreringer i registeret, jf. kapitel 5.
Stk. 6 . Ved væsentlige ændringer i produktionsenhedens kapacitet og andre forhold af betydning for tilladelsen, jf. stk. 2, nr. 1, træffer ministeren afgørelse om, hvorvidt der kan ske en ændring af tilladelsen, eller om driftslederen skal pålægges at ansøge om en ny tilladelse efter § 9. Den hidtidige tilladelse har gyldighed, indtil ministeren har taget stilling til ansøgningen om en ny tilladelse.
Stk. 7. En driftsleder kan ikke uden tilladelse fra ministeren overdrage en tilladelse.
Stk. 8. Ved overdragelse af tilladelsen til en ny driftsleder indtræder denne i enhver forpligtelse vedrørende produktionsenheden efter denne lov på det tidspunkt, hvor ministerens godkendelse af overdragelsen er meddelt.
Kilde: Retsinformation.dk