← Lov om forsikringsformidling

§ Lov om forsikringsformidling · kapitel 14 af 22

Kapitel 3 – Forsikringsmæglervirksomheders oplysningsforpligtelser samt andre løbende indberetningsforpligtelser

LOV nr 362 af 19/05/2004

§ 13. Senest samtidig med at en konkret forsikringsaftale indgås, skal en forsikringsmæglervirksomhed som minimum give kunden information

  1. om forsikringsmæglervirksomhedens navn og adresse,

  2. om, hvilket register forsikringsmæglervirksomheden og de ansatte forsikringsmæglere er optaget i, og hvorledes registreringen kan kontrolleres,

  3. om, hvorvidt forsikringsmæglervirksomheden yder rådgivning på basis af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsløsninger som muligt, jf. § 2, nr. 1, 1. led,

  4. om, at forsikringsmæglervirksomheden har en direkte eller indirekte andel på over 10 pct. af stemmerettighederne eller kapitalen i et bestemt forsikringsselskab, hvis dette er tilfældet,

  5. om, at et bestemt forsikringsselskab eller moderselskabet til et bestemt forsikringsselskab har en direkte eller indirekte andel på over 10 pct. af stemmerettighederne eller kapitalen i forsikringsmæglervirksomheden, hvis dette er tilfældet, og

  6. om, hvorledes kunder og andre berørte parter kan klage over forsikringsmæglervirksomheden, og om der i givet fald findes udenretslige klageprocedurer.

§ 14. Senest samtidig med at en konkret forsikringsaftale indgås, formulerer forsikringsmæglervirksomheden navnlig på basis af kundens egne oplysninger som et minimum kundens krav og behov og begrunder samtidig den rådgivning, kunden får vedrørende en bestemt forsikringsaftale. Denne rådgivning afpasses efter kompleksiteten af den forsikring s løsning, der forelægges.

Stk. 2. Modtager forsikringsmæglervirksomheden provision eller andet vederlag som følge af forsikringsformidlingen, skal kunden gøres bekendt hermed. Endvidere skal forsikringsmæglervirksomheden gøre kunden bekendt med adgangen til at få oplyst provisionens eller vederlagets størrelse og på forespørgsel oplyse denne.

Stk. 3. En forsikringsmæglervirksomhed må uanset stk. 2 ikke modtage provision fra forsikringsselskabet i forbindelse med offentligt udbud, begrænset offentligt udbud eller offentligt udbud efter forhandling.

§ 15. Når en forsikringsmæglervirksomhed udelukkende benytter et eller flere bestemte forsikringsselskaber, uden at der er indgået udtrykkelig aftale med forsikringsselskaberne herom, skal kunden gøres bekendt hermed, senest samtidig med at en konkret forsikringsaftale indgås. Endvidere skal kunden gøres bekendt med adgangen til at få oplyst navnene på de forsikringsselskaber, forsikringsmæglervirksomheden benytter.

§ 16. De i §§ 13-15 angivne oplysninger skal gives på en tydelig og nøjagtig måde, der er forståelig for kunden og på dansk, medmindre andet sprog er aftalt mellem parterne. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvorledes de i §§ 13-15 angivne oplysninger skal meddeles kunden.

§ 17. En forsikringsmæglervirksomhed repræsenterer alene kunden.

Stk. 2. En forsikringsmæglervirksomhed må ikke direkte eller indirekte have sådanne forbindelser til et forsikringsselskab, der er egnet til at skabe tvivl om forsikringsmæglervirksomhedens uafhængighed af forsikringsselskabsinteresser, som ikke er en følge af virksomhedernes indbyrdes ejerforhold.

Stk. 3. En ansat forsikringsmægler må ikke gennem ansættelse eller anden form for tilknytning til forsikringsselskaber eller dertil knyttede koncernselskaber være afhængig af forsikringsselskabsinteresser.

§ 18.  En forsikringsmæglervirksomhed og dennes ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som forsikringsmæglervirksomheden under udøvelse af sit hverv har fået kendskab til.

§ 19. Forsikringsmæglervirksomhed skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis.

§ 20. En forsikringsmæglervirksomhed skal være forsikret mod ethvert økonomisk krav, som måtte følge af hvervet.

Stk. 2. En forsikringsmæglervirksomhed skal uden ophold indsætte betroede midler på en særlig klientkonto og skal etablere behørig sikkerhed for disse midler, jf. dog stk. 3 .

Stk. 3. Pligten efter stk. 2 til at indsætte betroede midler på en klientkonto gælder ikke for de midler, der vedrører et forsikringsselskab, der har udstedt frigørelsesattest til forsikringsmæglervirksomheden.

Stk. 4. Erstatningskrav mod forsikringsmæglervirksomheden kan rettes direkte til det forsikringsselskab, hvor forsikringsmæglervirksomheden er forsikret.

Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter regler om erhvervsansvarsforsikringens og sikkerhedens omfang og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

§ 21. Forsikringsmæglervirksomheden skal til Finanstilsynet indberette kalenderårets indtjening med specifikation af indtægternes fordeling på forsikringsselskaber eller forsikringsmæglervirksomheder og kunder.

Stk. 2. Forsikringsmæglervirksomheden skal samtidig med indsendelse af den i stk. 1 omhandlede specifikation indsende erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor om revision af den i § 20, stk. 2, nævnte klientkonto.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om indberetningen efter stk. 1.