§ Lov om registrering af ledningsejere · kapitel 9 af 10
Kapitel 4 – Administrative regler, gebyrer, sekretariatsbetjening m.v.
LOV nr 119 af 24/02/2004
§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren fører tilsyn med registret og fastsætter de nærmere regler om
-
brugen af registret, herunder om vilkårene for adgang til registret,
-
registrets ydelser over for brugerne,
-
videregivelsen af registrets oplysninger til andre end de i § 9, stk. 1 og 2, nævnte brugere samt oplysningernes anvendelse, opbevaring og sletning og
-
de formater, som gælder for de oplysninger, som videregives fra registret.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren er dataansvarlig myndighed.
§ 11. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling for brugernes adgang til registret, herunder til dækning af omkostningerne ved registrets administration, drift og vedligeholdelse og tilsyn i forbindelse med loven.
Stk. 2. Gebyret kan maksimalt udgøre 30.000 kr. om året pr. bruger.
Stk. 3. Der skal betales et gebyr på 70 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter stk. 1.
Stk. 4. Beløbene i stk. 2 og 3 er opgjort på 2004-niveau og reguleres hver den 1. januar efter udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks i en 12-måneders-periode sluttende i oktober måned året før det år, som reguleringen vedrører. Regulering foretages første gang den 1. januar 2005. Det beløb, der er nævnt i stk. 2, afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1000, mens det beløb, der er nævnt i stk. 3, afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
§ 12. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling for ydelser, som brugerne rekvirerer i forbindelse med sekretariatsbistand fra det i § 13 nævnte sekretariat til indberetning af de i § 7, stk. 1, nævnte oplysninger.
§ 13. Der knyttes et sekretariat til ledningsejerregistret med henblik på at varetage den daglige administration m.v.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at det helt eller delvis overlades til en privat virksomhed at fungere som sekretariat for ledningsejerregistret, herunder varetage driftsopgaver. Økonomi- og erhvervsministeren indgår de nødvendige aftaler herom.
Stk. 3. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter denne lov til en styrelse under Økonomi- og Erhvervsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at klagen ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.