← Lov om registrering af ledningsejere

§ Lov om registrering af ledningsejere · kapitel 8 af 10

Kapitel 3 – Indberetningspligt og pligt til at forespørge i ledningsejerregistret m.v.

LOV nr 119 af 24/02/2004

§ 6. Enhver ledningsejer, som er omfattet af loven, har pligt til at indberette de i § 7, stk. 1, nævnte oplysninger til ledningsejerregistret.

Stk. 2. En ejer af et kollektivt net skal tillige indberette oplysninger om de tilhørende stikledninger, såfremt disse ejes af nettets ejer.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang andre ledningsejere end de i stk. 1 nævnte kan få adgang til at indberette oplysninger til registret.

§ 7. Der skal til ledningsejerregistret indberettes oplysninger om

  1.   ledningsejerens navn og eventuelt cvr-nummer,

  2.   ledningsejerens postadresse samt eventuel elektronisk postadresse og telefon- og telefaxnummer,

  3.   ledningsejerens interesseområde, jf. § 5, nr. 5, samt

  4.   forsyningens art.

Stk. 2. Såfremt der sker ændringer i de faktiske forhold eller konstateres fejl i en indberettet oplysning, har den pågældende ledningsejer pligt til inden 14 dage at foretage en ny indberetning, således at registrets oplysninger stedse er korrekte.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indberetningens omfang og form, herunder om, hvorledes ledningsejeren kan kontrollere og attestere eller om nødvendigt berigtige registrets oplysninger. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter i forbindelse med registrets etablering frister for rettidig indberetning af oplysninger for de i § 6, stk. 1, nævnte ledningsejere.

§ 8. Enhver af loven omfattet ledningsejer, som modtager forespørgsel om ledningsoplysninger, skal snarest muligt og senest 14 dage efter, at forespørgslen er modtaget, fremsende de nødvendige ledningsoplysninger til forespørgeren eller indgå aftale med denne om påvisning på stedet.

§ 9. Enhver, der erhvervsmæssigt udfører gravearbejder på et offentligt vejareal eller arealer udlagt til privat fællesvej, skal, inden arbejdet påbegyndes, foretage en forespørgsel i ledningsejerregistret om, hvilke ledningsejere der ejer ledninger i graveområdet. Gravearbejdet skal tilrettelægges og udføres under hensyntagen til de indhentede oplysninger.

Stk. 2. Virksomheder eller privatpersoner kan foretage den i stk. 1 nævnte forespørgsel i forbindelse med et gravearbejde eller til brug i ethvert andet lovligt øjemed.

Stk. 3. Enhver, der til brug for et gravearbejde forespørger på ledningsejerregistret, jf. stk. 1, skal forud for forespørgslen identificere sig og give oplysninger om gravearbejdet, herunder om den påtænkte geografiske udstrækning og graveperiode. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 4. Enhver, der forespørger på ledningsejerregistret, modtager kvittering for forespørgslen.