← Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

§ Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber · kapitel 19 af 24

Kapitel 7 – Fondens ledelse og administration

LOV nr 457 af 10/06/2003

§ 10. Fonden ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3 år.

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer skal repræsentere juridisk, forsikringsteknisk og regnskabsmæssig viden.

Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke vælges personer, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et skadesforsikringsselskab, at der vil kunne opstå modsatrettede interesser mellem dette og Fonden.

Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.

§ 11. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af Fondens midler, aflæggelse af regnskab samt revision.

§ 12. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

§ 13. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.

Stk. 2. Fonden betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.

§ 14. Fonden skal underrette Finanstilsynet, hvis et forsikringsselskab undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler forsikringsselskabet som medlem af Fonden.

Stk. 2. Finanstilsynet kan tilbagekalde et forsikringsselskabs tilladelse til at drive virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.