Lov om finansiel virksomhed § 164

§ 164. Følgende grænser med hensyn til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 159, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder:

  1.   Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct.

  2.   Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct.

  3.   Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.

  4.   Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.

  5.   Aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 6, 7, 9, 10, 12 og 13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.

  6.   Lån omfattet af § 162, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.

Stk. 2. Hvis en afdeling af et investeringsinstitut omfattet af   fællesskabsretlige regler, jf. § 162, stk. 1, nr. 8, efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 1-3, kan investeringen tillige henføres til § 162, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 3. Ved kapitalandele i og lån ydet til en virksomhed, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 5 og 11, finder grænsen nævnt i stk. 1, nr. 4, anvendelse på engagementet med virksomheden.

Stk. 4. Grænsen i stk. 1, nr. 5, gælder kun for andre forsikringsselskaber end selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, og pensionskasser. For selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, og pensionskasser udgør grænsen 3 pct., jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Hvis virksomheden ikke er hjemmehørende eller børsnoteret i et land omfattet af zone A eller virksomhedens egenkapital ikke overstiger 250 mio. kr., udgør grænsen i stk. 4, 2. pkt., 2 pct.

Stk. 6. Stk. 1, nr. 5, og stk. 3 finder ikke anvendelse på investeringer i et datterselskab, der er omfattet af § 162, stk. 2-4, eller på investeringer i virksomheder, hvis aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at foretage investeringer i aktiver omfattet af § 162, stk. 1, nr. 1-3. I sidstnævnte tilfælde kan investeringen med hensyn til bestemmelserne i stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2 samt § 163, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, henføres til § 162, stk. 1, nr. 1-3.

Kilde: Retsinformation.dk