← Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.

§ Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. · kapitel 39 af 42

Kapitel 18 – Tilsyn, tavshedspligt, frister og afgifter

LOV nr 1169 af 19/12/2003

§ 116. Finanstilsynet påser overholdelsen af loven og af de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 34, stk. 1 og 2, samt overholdelsen af foreningens vedtægter. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 8, stk. 1 og 3.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for Finanstilsynets procedurer i overensstemmelse med bestemmelser herom fastsat i fællesskabsretlige regler.

§ 117. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med investeringsforeninger, specialforeninger og andre kollektive investeringsordninger samt fåmandsforeninger med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed.

§ 118. Finanstilsynet skal undersøge foreningernes forhold, herunder ved gennemgang af løbende indberetninger og ved inspektioner i den enkelte forening.

Stk. 2. Efter inspektion i en forening skal der afholdes et møde med deltagelse af virksomhedens bestyrelse, direktion eller investeringsforvaltningsselskab, ekstern revisor og den interne revisionschef, medmindre inspektionen alene vedrører afgrænsede aktivitetsområder hos foreningen. På mødet skal Finanstilsynet meddele sine konklusioner vedrørende inspektionen.

Stk. 3. Væsentlige konklusioner skal efter et inspektionsbesøg fremsendes i form af en skriftlig rapport til foreningens bestyrelse, direktion, ekstern revisor og den interne revisionschef. Disse skal ved underskrift på rapporten bekræfte at være gjort bekendt med denne, hvorefter den tilbagesendes til Finanstilsynet.

§ 119. Foreningerne skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en forening med henblik på indhentelse af oplysninger og ved inspektioner.

Stk. 2. § 347, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov.

Stk. 3. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet af lovens bestemmelser.

Stk. 4. Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter stk. 1-3 til brug for de i § 123, stk. 5, nr. 13 og 14, nævnte myndigheder.

§ 120. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18. Markedsføringslovens § 13, stk. 1, og § 14, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.

Stk. 2. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med § 18. Finanstilsynet kan i den forbindelse foretage inspektionsbesøg i filialer af administrationsselskaber og investeringsselskaber.

§ 121. Finanstilsynet kan påbyde en forening inden for en af tilsynet fastsat frist at afsætte en direktør, hvis der foreligger forhold, der er omfattet af § 31, stk. 2.

Stk. 2. Har foreningen ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage foreningens tilladelse, jf. § 81, stk. 2, nr. 1.

§ 122. Finanstilsynet kan selvstændigt eller i samarbejde med andre myndigheder foretage undersøgelser, der er egnede til at fremme gennemsigtigheden på foreningsområdet, samt offentliggøre resultaterne af disse.

§ 123. Finanstilsynets ansatte, herunder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der handler på tilsynets vegne, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtede til at hemmeligholde oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver vidende om. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke Finanstilsynets ansatte eller eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne, til at videregive fortrolige oplysninger.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte forening eller dens medlemmer kan identificeres.

Stk. 4. Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en forening er erklæret konkurs, og såfremt oplysningerne ikke vedrører medlemsforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde foreningen.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:

  1.   Fondsrådet og Det Finansielle Virksomhedsråd.

  2.   Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen.

  3.   Vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn.

  4.   Administrative myndigheder og domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet.

  5.   Folketingets Ombudsmand.

  6.   En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget.

  7.   Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i henhold til lov om undersøgelseskommissioner.

  8.   Folketingets stående udvalg vedrørende en forenings generelle økonomiske forhold som led i den parlamentariske kontrol med forvaltningen, for så vidt angår foreninger i betalingsstandsning eller under konkurs, når staten yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af foreningen.

  9.   Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.

  10. Skifteretten og andre myndigheder, der medvirker ved foreningens likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af foreningens regnskaber, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver.

  11. Danmarks Nationalbank og udenlandske centralbanker samt Den Europæiske Centralbank, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem i deres egenskab af pengepolitisk myndighed eller i bankens overvågning af betalingssystemer.

  12. En institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, såfremt det er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.

  13. Finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med investeringsinstitutter, finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter eller kapitalmarkederne, og organer, der medvirker ved finansielle virksomheders og investeringsinstitutters likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af investeringsinstituttets regnskaber, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  14. Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med investeringsinstitutter, finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter eller kapitalmarkederne, og organer, der medvirker ved finansielle virksomheders og investeringsinstitutters likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af investeringsinstituttet, jf. dog stk. 9 og 10.

Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 4 og 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlende tavshedspligt.

Stk. 7. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

Stk. 8. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 5, nr. 8, er begrænset til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 16. september 1995.

Stk. 9. Videregivelse efter stk. 5, nr. 14, kan alene ske

  1.   på baggrund af international samarbejdsaftale og

  2.   under forudsætning af, at modtagerne mindst er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i medfør af stk. 1, og har behov for oplysningerne til varetagelse af deres opgaver.

Stk. 10. Videregivelse efter stk. 5, nr. 14, af fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan endvidere alene ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse. Sådanne oplysninger må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

§ 124. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den forening eller det udenlandske investeringsinstitut, som Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end foreningen tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende:

  1.   Den, som overtræder lovens forbud mod at drive investeringsforenings- eller specialforeningsvirksomhed, jf. § 4, stk. 1 og 4, samt § 5, stk. 1 og 4.

  2.   En forening, som ansøger om godkendelse som investeringsforening eller specialforening, jf. § 7.

  3.   Et medlem af en forenings bestyrelse eller direktion, når tilsynet nægter en forening tilladelse eller inddrager denne, jf. § 7, stk. 3, jf. stk. 1.

  4.   Revisor i en forening, når Finanstilsynet afskediger eller pålægger denne at give oplysninger om foreningens forhold, jf. § 71, stk. 3 og 5, samt i sager, hvor de valgte revisorer ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 72.

  5.   Den, som Finanstilsynet indhenter oplysninger fra til afgørelse af, om den pågældende er omfattet af lovens bestemmelser, jf. § 119, stk. 3.

Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en forening eller i et udenlandsk investeringsinstitut, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod den pågældende.

Stk. 4. Finanstilsynet kan , når tilsynet tager en sag op vedrørende redelig forretningsskik og god praksis inden for foreningsområdet, jf. § 18, redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43 i lov om finansiel virksomhed, og om god værdipapirhandelsskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel m.v., under særlige omstændigheder tillige tilkende partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer end de i stk. 2 og 3 nævnte. Partsbeføjelser kan alene tillægges, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Tilkendelse af partsbeføjelser skal ske under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.

Stk. 5. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. § 36, er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelse træffes efter den 1. februar 2004.

§ 125. Finanstilsynet afgiver en årlig beretning til økonomi- og erhvervsministeren om sin virksomhed.

Stk. 2. Finanstilsynet afgiver i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt til økonomi- og erhvervsministeren en rapport over status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes anvendelse, jf. § 18, stk. 2.

§ 126. § 356 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på medarbejdere i Finanstilsynet, når det gælder tilsynets virksomhed efter denne lov.

§ 127. Investeringsforeninger og specialforeninger under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

§ 128. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dag- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.

Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

§ 129. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.