← Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.

§ Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. · kapitel 38 af 42

Kapitel 17 – Andre kollektive investeringsordninger

LOV nr 1169 af 19/12/2003

§ 115. Andre kollektive investeringsordninger er investeringsordninger, der modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden uden at være omfattet af §§ 4 og 5, og som overvejende investerer midlerne i de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at en investeringsordning som nævnt i 1. pkt., der overvejende investerer sine midler i de i kapitel 13 nævnte instrumenter, skal omdannes til en investeringsforening eller specialforening.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte investeringsordninger skal administreres af investeringsforvaltningsselskaber, pengeinstitutter eller fondsmæglerselskaber, der er ansvarlige for udbud af andele i den kollektive investeringsordning til investorerne, og som skal udstede dokumentation til investorerne for deres andel af den kollektive investeringsordning og føre et register over de investorer, der deltager i ordningen.

Stk. 3. Den kollektive investeringsordning skal beskrives i et regelsæt, der skal indeholde

  1.   oplysninger om den kollektive investeringsordnings

a)   navn,

b)   juridiske form,

c)   betaling af honorarer til det selskab, der administrerer den kollektive investeringsordning,

d)   eventuelle tilslutning til en investorgarantiordning samt

e)   en beskrivelse af de risici, der er forbundet med at deltage i ordningen,

  1.   oplysninger om, hvilke aktiver midlerne anbringes i, og principperne for værdiansættelse af investeringsordningens aktiver og passiver,

  2.   principperne for værdiansættelse af andelenes indre værdi og omkostningerne ved at ind - og udtræde af ordningen,

  3.   oplysninger om regnskabsaflæggelse og revision og

  4.   oplysninger om rapportering til investorerne.

Stk. 4. Er den kollektive investeringsordnings udbud af andele ikke omfattet af kapitel 12 i lov om værdipapirhandel m.v., skal den beskrives i et udbudsdokument.

Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om de i stk. 3 og 4 nævnte forhold.

Stk. 6. Finanstilsynet kan pålægge et investeringsforvaltningsselskab, et fondsmæglerselskab eller et pengeinstitut, der administrerer en kollektiv investeringsordning, der er omfattet af denne bestemmelse, at foretage ændringer i de i stk. 2-4 angivne dokumenter, når hensynet til investorerne kræver det.

Afsnit XII

Tilsyn m.v.