← Førtidspensionsloven

§ Førtidspensionsloven · kapitel 21 af 22

Kapitel 10 – Administration m.v.

LOV nr 1164 af 19/12/2003

§ 53. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen varetager administrationen af denne lov, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for beregning af indtægtsgrundlaget efter § 25, stk. 1.

Stk. 3. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indtægtsgrundlaget efter § 25, stk. 1.

§ 54. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilkendelse og udbetaling af ydelser efter denne lov, herunder

  1.   fra hvilket tidspunkt en sag er påbegyndt,

  2.   om betingelserne er opfyldt for tilkendelse, ændring eller frakendelse af førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg efter §§ 16, 17 og 18,

  3.   fra hvilket tidspunkt betingelserne for tilkendelse, ændring eller frakendelse er opfyldt,

  4.   om en sag skal genoptages til undersøgelse på et senere tidspunkt, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, eller

  5.   om pension skal bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse kan ske.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør, om betingelserne for tilkendelse af pension er opfyldt ved afgørelse om fortsat ret til dagpenge, jf. § 23, stk. 1, nr. 2 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at retten til pension efter § 14 skal være hvilende. En eventuel fastsat frist for genoptagelse af sagen efter stk. 1, nr. 4, gælder uafhængigt af afgørelsen om hvilende pension.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at sagen bortfalder, eller at ydelsen inddrages i de tilfælde, hvor en person ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre erhvervsevnen væsentligt.

§ 55. Socialministeren kan fastsætte regler om fradrag i pensionen for beløb, som pensionisten har modtaget i pension efter udenlandsk lovgivning i det tidsrum, for hvilket der beregnes pension efter denne lov.

§ 56. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse kan udøve de beføjelser, som kommunerne har efter denne lov vedrørende pension, der skal ydes efter afsnit III, kapitel 3, i forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. Det samme gælder for pension, der ydes efter regler i overenskomster med andre stater.

Stk. 2. Ved udøvelse af de beføjelser, der er nævnt i stk. 1, finder § 24, stk. 2 og 3, ikke anvendelse på personer med bopæl i udlandet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om varetagelse af administration af pension for personer, der har bopæl i udlandet, herunder regler om overførsel af kommunernes kompetence til Den Sociale Sikringsstyrelse.