← Førtidspensionsloven

§ Førtidspensionsloven · kapitel 20 af 22

Kapitel 9 – Finansiering

LOV nr 1164 af 19/12/2003

§ 50. Staten afholder kommunernes udgifter til pension efter § 16 til personer, der er fyldt 65 år. Kommunernes udgifter til pension efter §§ 14, 16 og 21 til personer under 65 år afholdes af staten med 35 pct.

Stk. 2. Kommunernes udgifter til personligt tillæg efter § 17, stk. 2, og helbredstillæg efter § 18 afholdes af staten med 50 pct. Kommunernes udgifter til personligt tillæg efter § 17, stk. 1 og 3, afholdes af staten med 75 pct.

Stk. 3. Staten afholder udgifterne til pension til personer, der har fast bopæl i udlandet.

§ 51. Opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 52. Socialministeren fastsætter efter aftale med henholdsvis Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre regler om afholdelse af udgifter til pension efter denne lov til personer, der på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark, og om afholdelse af udgifter til pension til personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller Grønland formidlet af danske sociale myndigheder.

Stk. 2. Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Den Sociale Ankestyrelse.