§ Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Chile · kapitel 3 af 7
Kapitel III – Beskatning af indkomst
LOV nr 968 af 04/12/2002
**
Artikel 6
Indkomst af fast ejendom
-
Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
-
I denne overenskomst skal udtrykket »fast ejendom« tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder, på hvilke bestemmelserne i civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til variable eller faste betalinger som vederlag for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.
-
Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje eller benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.
-
Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og til indkomst af fast ejendom, der anvendes til udøvelse af frit erhverv.
Artikel 7
Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
-
Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver eller har drevet førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.
-
Såfremt bestemmelserne i stykke 3 ikke medfører andet, skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold gjorde forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.
-
Ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger afholdt til ledelse og administration, enten i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende, eller andetsteds.
-
Hvis det har været sædvane i en kontraherende stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at ansætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.
-
Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.
-
Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, ansættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.
-
I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 8
Fortjeneste ved international trafik
-
Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat ved driften af skibe eller luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i denne stat.
-
I denne artikel skal
a) udtrykket »fortjeneste« omfatte, men ikke være begrænset til:
(i) bruttoindtægter, der er opnået direkte fra driften af skibe eller luftfartøjer i international trafik, og
(ii) renter af beløb, der er opnået direkte fra driften af skibe eller luftfartøjer i international trafik, men kun hvis sådanne renter er forbundet med denne drift,
b) udtrykket »drift af skibe eller luftfartøjer« af et foretagende også omfatte charter eller udleje på bareboatbasis af skibe eller luftfartøjer, hvis denne charter eller udleje er forbundet med foretagendets drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik.
-
Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat fra brug, rådighedsstillelse eller udleje af containere, som anvendes til transport af varer i international trafik, kan kun beskattes i denne stat.
-
Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.
-
Såfremt selskaber fra forskellige lande har vedtaget at drive luftfartsvirksomhed sammen i form af et konsortium, skal bestemmelserne i stykke 1 og 2 kun finde anvendelse på den del af konsortiets fortjeneste, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat.
Artikel 9
Forbundne foretagender
- I tilfælde, hvor
a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat eller
b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat
og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
- I tilfælde, hvor en kontraherende stat til fortjenesten i et foretagende i denne stat medregner og i overensstemmelse hermed beskatter fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten, hvis den er enig i, at den førstnævnte stats regulering er berettiget både i princippet og med hensyn til beløbet. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.
Artikel 10
Udbytte
-
Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
-
Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den således pålignede skat ikke overstige:
a) 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab, der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet, og
b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.
Dette stykke skal ikke berøre adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
Bestemmelserne i dette stykke skal ikke begrænse anvendelsen af »additional tax«, som betales i Chile, forudsat at »first category tax« fuldt ud kan fradrages ved beregning af beløbet af additional tax.
-
Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, samt indkomst af andre rettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.
-
Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat gennem et dér beliggende fast sted og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller 14 finde anvendelse.
-
I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikkeudloddede fortjeneste en skat på selskabets ikkeudloddede fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikkeudloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.
-
Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af hovedformålene for enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller overdragelsen af de aktier eller andre rettigheder, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne stiftelse eller overdragelse.
Artikel 11
Renter
-
Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
-
Sådanne renter kan dog også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af renterne er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den således pålagte skat ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af renterne.
-
Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger samt indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af pengelån i henhold til lovgivningen i den stat, hvorfra indkomsten hidrører. Udtrykket renter omfatter ikke indkomst, der er omhandlet i artikel 10.
-
Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat gennem et dér beliggende fast sted og den fordring, som ligger til grund for de betalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 og 14 finde anvendelse.
-
Renter skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renterne, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, har et fast driftssted eller et fast sted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket gældsforholdet, hvoraf renterne er betalt, var stiftet, og sådanne renter påhviler sådant fast driftssted eller fast sted, skal renterne anses for at hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted eller faste sted er beliggende.
-
I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at renterne eller den rentebærende gæld overstiger, af hvilken grund det end måtte være, de renter eller den rentebærende gæld, som ville have været aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis der ikke havde foreligget en sådan forbindelse, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på de sidstnævnte renter eller på renter af sidstnævnte gæld. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
-
Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af hovedformålene for enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller overdragelsen af den gældsfordring, som ligger til grund for udbetalingen af renterne, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne stiftelse eller overdragelse.
Artikel 12
Royalties
-
Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
-
Sådan royalties kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af royaltybeløbet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den således pålignede skat ikke overstige:
a) 5 pct. af bruttobeløbet af royalties for anvendelse af eller retten til at anvende ethvert industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr;
b) 15 pct. af bruttobeløbet af royalties i alle andre tilfælde.
-
Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til ethvert litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke eller mønster eller enhver model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller andre immaterielle ejendele eller for anvendelse af eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller for oplysninger om industriel, kommerciel eller videnskabelig erfaring.
-
Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 og 14 finde anvendelse.
-
Royalties skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler royaltybeløbet, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, har et fast driftssted eller et fast sted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket forpligtelsen til betaling af royaltybeløbet var stiftet, og sådanne royalties påhviler sådant fast driftssted eller fast sted, skal royalties anses for at hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted eller faste sted er beliggende.
-
I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at royaltybeløbet set i forhold til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville have været aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
-
Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af hovedformålene for enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller overdragelsen af den rettighed, som ligger til grund for udbetalingen af royaltybeløbet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne stiftelse eller overdragelse.
Artikel 13
Kapitalgevinster
-
Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
-
Fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller af rørlig ejendom, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af frit erhverv, herunder fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet) eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.
-
Fortjeneste ved afhændelse af skibe, luftfartøjer og containere, der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.
-
Fortjeneste, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, fra afhændelse af instrumenter eller andre rettigheder, der repræsenterer et selskabs kapital beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
-
Fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder end de i stykke 1, 2, 3 og 4 nævnte kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.
-
Såfremt selskaber fra forskellige lande har vedtaget at drive luftfartsvirksomhed sammen i form af et konsortium, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på den del af konsortiets fortjeneste, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat.
-
I tilfælde, hvor en fysisk person, som ophører med at være hjemmehørende i en kontraherende stat og umiddelbart derefter bliver hjemmehørende i den anden kontraherende stat, af førstnævnte stat bliver anset for i skattemæssig henseende at have afstået et formuegode og beskattet i denne stat som følge heraf, kan en sådan person vælge at blive betragtet ved beskatningen i den anden stat, som om den pågældende, umiddelbart inden han blev hjemmehørende i denne stat, havde solgt og genkøbt formuegodet for et beløb svarende til dets markedsværdi på dette tidspunkt. Personen kan imidlertid ikke foretage dette valg for formuegoder, der er beliggende i hver af de kontraherende stater.
Artikel 14
Frit erhverv
- Indkomst, som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved frit erhverv eller anden virksomhed af selvstændig karakter, kan kun beskattes i denne kontraherende stat. Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i den anden kontraherende stat,
a) hvis han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af virksomheden; i så fald kan indkomsten beskattes i denne anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til det faste sted;
b) hvis han er til stede i den anden kontraherende stat i en periode eller perioder, der tilsammen udgør 183 dage eller derover i enhver 12-måneders-periode; i så fald kan indkomsten beskattes i den anden kontraherende stat, men kun i det omfang den er opnået ved virksomhed udført i denne stat.
- Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannelses- eller undervisningsmæssig virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.
Artikel 15
Personligt arbejde i tjenesteforhold
-
Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andre lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført dér, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.
-
Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, hvis
a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i enhver 12-måneders-periode, der begynder eller ender i det pågældende skatteår, og
b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted eller fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
- Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde udført om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kun beskattes i denne stat.
Artikel 16
Bestyrelseshonorarer
Bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen eller et tilsvarende organ for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
Artikel 17
Kunstnere og sportsfolk
-
Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner eller musiker eller som sportsmand ved dennes personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
-
I tilfælde, hvor indkomst ved personlig virksomhed, som udøves i egenskab af optrædende kunstner eller sportsmand, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15 beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens eller sportsmandens virksomhed udøves.
Artikel 18
Pensioner og underholdsbidrag
-
Pensioner, som hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i den førstnævnte stat.
-
Underholdsbidrag og andre betalinger til underhold, som betales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat. Underholdsbidrag og andre betalinger til underhold, som betales af en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan dog kun beskattes i førstnævnte stat, i det omfang der ikke indrømmes fradrag for den for betaleren.
Artikel 19
Offentligt hverv
- a) Gage, løn og andre lignende vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.
b) Sådan gage, løn og lignende vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som
(i) er statsborger i denne stat eller
(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.
- Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 17 skal finde anvendelse på gage, løn og andre lignende vederlag, der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed.
Artikel 20
Studerende
Beløb, som en studerende, lærling eller forretningspraktikant, som er eller som, umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager med henblik på sit underhold, studium eller uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat, under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.
Artikel 21
Andre indkomster
Indkomster, som ikke er behandlet i de forudgående artikler i denne overenskomst, kan beskattes i begge stater.
**