§ Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Chile · kapitel 2 af 7
Kapitel II – Definitioner
LOV nr 968 af 04/12/2002
**
Artikel 3
Almindelige definitioner
- Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne betydning:
a) Udtrykket »Chile« betyder Republikken Chile.
b) Udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, men ved anvendelsen af denne overenskomst omfatter udtrykket ikke Færøerne og Grønland.
c) Ved anvendelsen af denne overenskomst skal »Chile« og »Danmark« i tillæg til territorialfarvandet heraf omfatte havbunden og undergrunden af de undersøiske områder, der støder op til territorialfarvandet, samt de overliggende vande over denne havbund og undergrund, hvorover de udøver suverænitetsrettigheder i overensstemmelse med folkeretten.
d) Udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer.
e) Udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.
f) Udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
g) Udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor sådan transport udelukkende finder sted mellem pladser i den anden kontraherende stat.
h) Udtrykket »kompetent myndighed« betyder
(i) i Chile: finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder; og
(ii) i Danmark: skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.
i) Udtrykket »statsborger« betyder
(i) enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende stat, eller
(ii) enhver juridisk person eller enhver forening, der er stiftet i overensstemmelse med den gældende lovgivning i en kontraherende stat.
- Ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten til hver en tid skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik på de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, idet enhver betydning i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå forud for den betydning, udtrykket er tillagt i andre love, der anvendes i denne stat.
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
-
I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde, registrering eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter imidlertid ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat eller formue, der befinder sig dér.
-
I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:
a) Han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).
b) Hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold.
c) Hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger.
d) Hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
- I tilfælde, hvor en ikkefysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater, skal de kontraherende stater bestræbe sig på at afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale. Hvor der ikke foreligger en sådan aftale mellem de kontraherende staters kompetente myndigheder, skal personen ikke være berettiget til lempelse eller fritagelse fra skat i henhold til overenskomsten.
Artikel 5
Fast driftssted
-
I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.
-
Udtrykket »fast driftssted« omfatter især:
a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;
b) en filial;
c) et kontor;
d) en fabrik;
e) et værksted; og
f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, der har sammenhæng med efterforskning efter eller udvinding af naturforekomster.
- Udtrykket »fast driftssted« skal også omfatte:
a) en byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde samt tilsynsvirksomhed i forbindelse hermed, men kun hvis sådan byggeplads, anlæg eller virksomhed varer mere end 6 måneder, og
b) et foretagendes levering af tjenesteydelser, herunder konsulentbistand, gennem ansatte eller andet personale engageret af foretagendet til det pågældende formål, men kun hvor sådan virksomhed (virksomhed af denne art) i det pågældende land vedvarer i en periode eller perioder, der tilsammen udgør mere end 183 dage i enhver 12-måneders-periode.
For så vidt angår beregningen af tidsfrister i dette stykke, skal virksomhed, der udøves af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i denne overenskomsts artikel 9, lægges sammen med den periode, hvor virksomhed er udøvet af foretagendet, hvis de forbundne foretagenders virksomhed i væsentlig grad er den samme, medmindre foretagendernes virksomhed er udøvet på samme tid.
- Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:
a) anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;
b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering;
c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende;
d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller indsamling af oplysninger for foretagendet;
e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at drive reklame, meddele oplysninger eller udføre videnskabelig forskning for foretagendet og enhver anden lignende virksomhed, hvis den er af forberedende eller hjælpende karakter.
-
Uanset bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 2 i tilfælde, hvor en person (der ikke er en sådan uafhængig repræsentant som omhandlet i stykke 6) handler på et foretagendes vegne og har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke.
-
Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller enhver anden uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed, og at de vilkår, der er aftalt eller fastsat vedrørende deres kommercielle eller finansielle forhold med sådanne foretagender, ikke afviger fra, hvad der sædvanligvis ville være blevet aftalt med uafhængige repræsentanter.
-
Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde), skal ikke i sig selv medføre, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.
**