§ Frekvensloven · kapitel 17 af 22
Kapitel 6 – *
LOV nr 421 af 06/06/2002
IT- og Telestyrelsen som tilsynsmyndighed m.v.
§ 38. IT- og Telestyrelsen fører tilsyn med overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår.
§ 39. IT- og Telestyrelsen kan ved konstatering af overtrædelser af loven, af de i medfør heraf fastsatte regler, af de i tilladelsen fastsatte vilkår eller med henblik på at afhjælpe forstyrrelser af apparater eller af frekvensanvendelse meddele ejeren eller brugeren af et apparat
-
påbud om for egen regning at foretage de for afhjælpningen nødvendige foranstaltninger, herunder reparation, montering af ekstra filtre og afhjælpning af fejl, der skyldes mangelfuld eller fejlbehæftet installation eller forkert drift af apparater,
-
påbud om at bringe frekvensanvendelsen i overensstemmelse med loven eller med de i tilladelsen fastsatte vilkår,
-
påbud om standsning af driften af apparater.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan ved konstatering af forstyrrelser som nævnt i stk. 1 på stedet
-
foretage undersøgelse af apparater og
-
foretage afbrydelse af apparater, herunder plombering af apparater, såfremt det pågældende apparat forstyrrer andre apparater, hvis funktion er afgørende for menneskers liv og helbred eller for samfundsmæssig forsyningsvirksomhed.
§ 40. IT- og Telestyrelsen har med sigte på at standse forstyrrelser som nævnt i § 39, stk. 1, forårsaget af frekvensanvendelse eller af andre elektromagnetiske fænomener, hvor det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation og uden forudgående retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af adgang til offentlige og private ejendomme som nævnt i stk. 1. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. IT- og Telestyrelsen skal snarest muligt, og senest inden 24 timer fra IT- og Telestyrelsen tvangsmæssigt har skaffet sig adgang, jf. stk. 1, forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
§ 41. IT- og Telestyrelsen kan foretage monitering af konkrete radiofrekvensbånd med henblik på
-
at opklare konkrete forstyrrelser forårsaget af frekvensanvendelse eller af andre elektromagnetiske fænomener,
-
at sikre overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår og
-
at sikre overholdelse af internationale forpligtelser.