Lov om teknologi og innovation § 4

§ 4. Rådet for Teknologi og Innovation har til opgave inden for rammerne af § 1, stk. 1 og 2, at rådgive ministeren om tilrettelæggelsen og udviklingen af indsatsen for at styrke den fremtidige vækst og innovation i erhvervslivet.

    Stk. 2. Rådet kan udarbejde strategier, gennemføre analyser og evalueringer af udviklingen og konkrete initiativer inden for rådets arbejdsområde.

    Stk. 3. Ministeren kan henlægge administrationen af initiativer iværksat efter § 1, stk. 3, til Rådet for Teknologi og Innovation eller en styrelse under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

    Stk. 4. Rådet træffer afgørelse i sager vedrørende de initiativer, som af ministeren i medfør af stk. 3 er henlagt til rådet, og hvortil der ydes hel eller delvis medfinansiering. Rådet kan delegere sin beslutningskompetence i bevillingssager til sekretariatet. Rådet fastsætter i så tilfælde en sekretariatsbemyndigelse.

    Stk. 5. Rådet udøver de beføjelser i forhold til de godkendte teknologiske serviceinstitutter, der følger af § 5, og de beføjelser i forhold til innovationsmiljøerne, der følger af §§ 7 og 9.

    Stk. 6. Rådet kan nedsætte ad hoc-udvalg til bistand ved gennemførelse af rådets arbejdsopgaver. Sådanne udvalg er alene rådgivende og kan ikke tillægges beslutningskompetence.

    Stk. 7. Rådets afgørelser efter stk. 1-5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Godkendte teknologiske serviceinstitutter

Kilde: Retsinformation.dk