Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 17

§ 17. Bestyrelsen er DR’s øverste ledelse. Bestyrelsen har det overordnede programansvar og ansvaret for, at de bestemmelser for institutionens virksomhed, der er fastsat i loven og bestemmelser fastsat i medfør af loven, overholdes. Bestyrelsen fastsætter de almindelige retningslinjer for DR’s virksomhed og ansætter generaldirektøren og øvrige medlemmer af DR’s direktion.

Stk. 2. DR’s afgørelser i sager, der vedrører institutionens virksomhed, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog § 20, stk. 2.

Stk. 3. DR’s afgørelser i sager om god presseskik og om genmæle kan dog indbringes for Pressenævnet efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 5-7.

Kilde: Retsinformation.dk