Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 16
§ 16. DR ledes af en bestyrelse på 10 medlemmer, som beskikkes af kulturministeren. Kulturministeren udpeger 3 medlemmer (herunder formanden), Folketinget udpeger 6 medlemmer, og de fastansatte medarbejdere i DR udpeger 1 medlem samt 1 suppleant herfor. Kulturministeren beskikker næstformanden blandt de medlemmer, der er udpeget af Folketinget.
Stk. 2. Bestyrelsen skal søges sammensat, så den samlede bestyrelse repræsenterer mediemæssig, kulturel, ledelsesmæssig og erhvervsmæssig indsigt.
Stk. 3. Medlemmer af Folketinget kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 4. Beskikkelserne gælder for 4 år.
Stk. 5. I tilfælde af udtræden udpeges et nyt medlem for den resterende del af beskikkelsesperioden.
Kilde: Retsinformation.dk