§ Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed · kapitel 16 af 28
Kapitel 2 – Distribution af lyd- og billedprogrammer
LOV nr 1052 af 17/12/2002
Distribution af lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale tv-sendemuligheder
§ 3. Distribution af danske og udenlandske lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale tv-sendenet kan kun ske med tilladelse fra Radio- og tv-nævnet.
Stk. 2. Tilladelse meddeles af Radio- og tv-nævnet efter udbud.
Stk. 3. Nævnet kan i forbindelse med udstedelse af tilladelser fastsætte vilkår for tilladelsen.
Stk. 4. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om udbudsforretninger i henhold til stk. 2. Det kan i den forbindelse bestemmes, at Radio- og tv-nævnet fastsætter nærmere retningslinjer om auktionarius’ beføjelser, ejerskabsforhold og mindstebud m.v.
Stk. 5. Tilladelse kan dog meddeles DR, TV 2/DANMARK og de regionale TV 2-virksomheder efter kulturministerens nærmere bestemmelse.
§ 4. Udøvelse af virksomhed i henhold til § 3 kan betinges af betaling af koncessionsafgift.
Stk. 2. Koncessionsafgiftens mindstestørrelse, beregningsgrundlag og betalingsterminer skal fremgå af udbudsmaterialet.
Stk. 3. Radio- og tv-nævnet kan inddrage en tilladelse meddelt i henhold til § 3, hvis indehaveren
-
overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelser er ofte gentagne, eller
-
tilsidesætter de vilkår, som tilladelsen er meddelt på.
Distribution af lyd- og billedprogrammer i fællesantenneanlæg
§ 5. Fordeling i fællesantenneanlæg af danske og udenlandske lyd- og billedprogrammer, der modtages direkte ved hjælp af antenne eller fremføres til anlægget ved hjælp af kabelanlæg, må kun ske uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen eller fremføringen sker.
Stk. 2. Tekstning og lign. samt tidsforskudt fordeling kan dog ske, hvis det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende har givet samtykke.
Stk. 3. Fremføring i de offentlige telenet af lokale programmer må kun ske inden for det område, som tilladelsen til programvirksomhed eller registreringen af programvirksomhed omfatter. Fremføring af lokale programmer, der spredes ved hjælp af radioanlæg, må dog tillige ske til de kommuner, der grænser op til tilladelsens område, og til kommuner, der grænser op til disse kommuner.
§ 6. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg at sikre, at der i anlægget sker en fordeling af de lyd- og billedprogrammer, der spredes ved hjælp af radioanlæg af DR, TV 2/DANMARK og de regionale TV 2-virksomheder i medfør af §§ 12, 22 og 31, herunder de regionale programmer, der er bestemt til modtagning i det pågældende område. Tilsvarende gælder programmer på den fjerde FM-radiokanal i medfør af § 11, stk. 2. Digitale programmer fra DR og TV 2/DANMARK skal alene fordeles, såfremt der fordeles andre digitale programmer i anlægget.
Stk. 2. Det er ikke tilladt i fællesantenneanlæg at konvertere de i stk. 1, 3. pkt., nævnte digitale programmer, medmindre der samtidig finder en digital fordeling sted af de samme programmer.
Stk. 3. Hvis anlægget indeholder mere end otte kanaler, skal der tillige stilles én kanal til rådighed for lokale fjernsynsprogrammer, der fordeles i det pågældende område i henhold til kapitel 9.
Stk. 4. Såfremt fordelingen af programmer i anlægget sker i programpakker,
-
skal samtlige pakker indeholde de programmer, der er omfattet af stk. 1, 3 og 5, og
-
der skal være mulighed for alene at købe en pakke, som enten alene indeholder de i stk. 1, 3 og 5 nævnte programmer, eller som alene indeholder disse programmer og andre programmer, for hvilke der betales en så begrænset pris, at prisen for disse supplerende programmer alene udgør en begrænset del af den samlede pris for pakken.
Stk. 5. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang der skal ske fordeling i fællesantenneanlæg af programmer på den femte FM-radiokanal, jf. § 11, stk. 3.
§ 7. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte forskrifter om adgang til anvendelse af dekodere i fællesantenneanlæg, der omsætter krypterede signaler til tv-signaler, der umiddelbart kan gengives af tv-apparater. I forskrifterne kan der fastsættes regler om følgende forhold:
-
Programudbyderes adgang til at benytte et fælles dekodersystem, som anvendes i fællesantenneanlægget.
-
Programudbyderes adgang til at anvende egen dekoder.
-
Programudbyderes adgang til at afregne direkte med brugerne.
-
Gebyrer til dækning af de udgifter, som er forbundet med administrationen af § 7, herunder de i medfør heraf fastsatte bestemmelser.
§ 8. IT- og Telestyrelsen fører tilsyn med overholdelse af § 6 og forskrifter udstedt i medfør af § 7. IT- og Telestyrelsen kan i forbindelse med tilsynet meddele påbud til ejere af fællesantenneanlæg om overholdelse af § 6 og forskrifter udstedt i medfør af § 7. Afgørelser vedrørende § 6 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke give IT- og Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om IT- og Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om IT- og Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.
Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.
§ 9. Klager over IT- og Telestyrelsens afgørelser truffet i medfør af denne lovs § 7 kan indbringes for Teleklagenævnet.