Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 6
§ 6. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg at sikre, at der i anlægget sker en fordeling af de lyd- og billedprogrammer, der spredes ved hjælp af radioanlæg af DR, TV 2/DANMARK og de regionale TV 2-virksomheder i medfør af §§ 12, 22 og 31, herunder de regionale programmer, der er bestemt til modtagning i det pågældende område. Tilsvarende gælder programmer på den fjerde FM-radiokanal i medfør af § 11, stk. 2. Digitale programmer fra DR og TV 2/DANMARK skal alene fordeles, såfremt der fordeles andre digitale programmer i anlægget.
Stk. 2. Det er ikke tilladt i fællesantenneanlæg at konvertere de i stk. 1, 3. pkt., nævnte digitale programmer, medmindre der samtidig finder en digital fordeling sted af de samme programmer.
Stk. 3. Hvis anlægget indeholder mere end otte kanaler, skal der tillige stilles én kanal til rådighed for lokale fjernsynsprogrammer, der fordeles i det pågældende område i henhold til kapitel 9.
Stk. 4. Såfremt fordelingen af programmer i anlægget sker i programpakker,
-
skal samtlige pakker indeholde de programmer, der er omfattet af stk. 1, 3 og 5, og
-
der skal være mulighed for alene at købe en pakke, som enten alene indeholder de i stk. 1, 3 og 5 nævnte programmer, eller som alene indeholder disse programmer og andre programmer, for hvilke der betales en så begrænset pris, at prisen for disse supplerende programmer alene udgør en begrænset del af den samlede pris for pakken.
Stk. 5. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang der skal ske fordeling i fællesantenneanlæg af programmer på den femte FM-radiokanal, jf. § 11, stk. 3.
Kilde: Retsinformation.dk