§ Lov om udstedere af elektroniske penge · kapitel 7 af 16
Kapitel 7 – *
LOV nr 502 af 07/06/2001
Midlernes anbringelse
§ 16. En udsteder af elektroniske penge skal som minimum anbringe midler svarende til selskabets finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb i følgende aktiver:
-
Kassebeholdning,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af De Europæiske Fællesskaber,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre, eller sikret ved værdipapirer udstedt af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af regionale og lokale myndigheder i andre lande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller sikret ved værdipapirer udstedt af disse regionale og lokale myndigheder, og hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægt inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,
-
realkreditobligationer, jf. realkreditlovens § 1, stk. 5, samt obligationer udstedt af Dansk Landbrugs Realkreditfond og Danmarks Skibskreditfond og
-
anfordringstilgodehavender hos pengeinstitutter i zone A.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for anbringelse af midler i andre aktiver end de i stk. 1 nævnte.
Stk. 3. Ved zone A forstås medlemsstaterne i Den Europæiske Union, andre lande, der er fulde medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), samt andre lande, der har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den almindelige Låneoverenskomst (GAB). Et land, der som følge af manglende betalingsevne omlægger sin udenlandske statsgæld, udelukkes imidlertid fra zone A i en periode på fem år.
Stk. 4. Hvis værdien af de samlede midler anbragt i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver bliver lavere end de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb, skal Finanstilsynet påse, at udstederen træffer de nødvendige foranstaltninger for omgående at rette op på dette forhold. Finanstilsynet kan i disse tilfælde midlertidigt tillade, at selskabets finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb opfyldes ved hjælp af andre aktiver end de i stk. 1 og 2 omhandlede op til et beløb på maksimalt 5 pct. af disse forpligtelser eller selskabets ansvarlige kapital, dog således at det er det laveste af disse to beløb, der gælder.
§ 17. En udsteder af elektroniske penges beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 16, stk. 1, nr. 6 og 7, må ikke overstige selskabets ansvarlige kapital med mere end tyve gange.
Stk. 2. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 16, stk. 1, nr. 6, må maksimalt udgøre 250 pct. af selskabets ansvarlige kapital pr. emittent.
Stk. 3. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 16, stk. 1, nr. 7, må maksimalt udgøre 125 pct. af udstederens ansvarlige kapital pr. institut. Der kan dog højst placeres indtil 25 pct. af pengeinstituttets ansvarlige kapital.
§ 18. Hvis en udsteder af elektroniske penges renterisiko er større end 10 pct. af den ansvarlige kapital eller valutaindikator 1 er større end 10 pct. af den ansvarlige kapital, fastsætter Finanstilsynet nærmere regler om vægtning af markedsrisici. Renterisiko og valutaindikator 1 beregnes som for pengeinstitutter, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, sparevirksomheder og visse kreditinstitutter.
Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge kan alene anvende afledte finansielle instrumenter med henblik på at reducere markedsrisici.
§ 19. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette opgørelse for midlernes anbringelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.