Lov om udstedere af elektroniske penge § 16
§ 16. En udsteder af elektroniske penge skal som minimum anbringe midler svarende til selskabets finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb i følgende aktiver:
-
Kassebeholdning,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af De Europæiske Fællesskaber,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre, eller sikret ved værdipapirer udstedt af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,
-
tilgodehavender hos eller garanteret af regionale og lokale myndigheder i andre lande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller sikret ved værdipapirer udstedt af disse regionale og lokale myndigheder, og hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægt inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,
-
realkreditobligationer, jf. realkreditlovens § 1, stk. 5, samt obligationer udstedt af Dansk Landbrugs Realkreditfond og Danmarks Skibskreditfond og
-
anfordringstilgodehavender hos pengeinstitutter i zone A.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for anbringelse af midler i andre aktiver end de i stk. 1 nævnte.
Stk. 3. Ved zone A forstås medlemsstaterne i Den Europæiske Union, andre lande, der er fulde medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), samt andre lande, der har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den almindelige Låneoverenskomst (GAB). Et land, der som følge af manglende betalingsevne omlægger sin udenlandske statsgæld, udelukkes imidlertid fra zone A i en periode på fem år.
Stk. 4. Hvis værdien af de samlede midler anbragt i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver bliver lavere end de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb, skal Finanstilsynet påse, at udstederen træffer de nødvendige foranstaltninger for omgående at rette op på dette forhold. Finanstilsynet kan i disse tilfælde midlertidigt tillade, at selskabets finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb opfyldes ved hjælp af andre aktiver end de i stk. 1 og 2 omhandlede op til et beløb på maksimalt 5 pct. af disse forpligtelser eller selskabets ansvarlige kapital, dog således at det er det laveste af disse to beløb, der gælder.
Kilde: Retsinformation.dk