← Museumsloven

§ Museumsloven · kapitel 21 af 28

Kapitel 7 – Museumsråd

LOV nr 473 af 07/06/2001

§ 18. I hvert amt opretter amtsrådet et museumsråd. Rådets medlemmer er følgende: Samtlige statslige og statsanerkendte museer i amtskommunen udpeger hver 2 medlemmer, amtsrådet udpeger 2 medlemmer, og kommuneforeningen henholdsvis kommunalbestyrelserne i amtskommunen udpeger 2 medlemmer.

Stk. 2. Rådet kan tiltrædes af indtil 2 repræsentanter for hvert af de museer i amtet, som ikke er repræsenteret efter stk. 1.

Stk. 3. Det enkelte amtsråd og kommuneforeningen henholdsvis kommunalbestyrelserne kan hver for deres vedkommende beslutte ikke at lade sig repræsentere i museumsrådet.

Stk. 4. Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen. Rådenes funktionsperiode indledes 3 måneder efter hver ny kommunal valgperiodes begyndelse.

Stk. 5. Kulturministeren kan fravige stk. 1, for så vidt angår rådets sammensætning, såfremt de, der skal udpege medlemmerne efter stk. 1, er enige derom.

§ 19. Museumsrådet har til opgave at samordne og fremme museumsarbejdet i amtet. Det varetager tillige samarbejdet med kulturministeren om fælles museumsanliggender.

Stk. 2. Museumsrådet modtager arbejdsplaner fra museerne i amtet og udarbejder på grundlag heraf en samlet arbejdsplan, for så vidt angår amtet. Arbejdsplanen indsendes hvert 4. år til kulturministeren.

§ 20. For museer i Københavns og Frederiksberg Kommuner opretter kommunerne i fællesskab et museumsråd. Kulturministeren fastsætter regler for rådets sammensætning. § 18, stk. 4, og § 19, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på dette råd.

Stk. 2. Museumsrådet modtager arbejdsplaner for museerne i Københavns og Frederiksberg Kommuner og udarbejder på grundlag heraf en samlet arbejdsplan, for så vidt angår de to kommuner. Arbejdsplanen indsendes hvert 4. år til kulturministeren.

§ 21. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg Kommuner afholder udgiften til museumsrådenes arbejde.

§ 22. Kulturministeren kan i særlige tilfælde, herunder i forbindelse med regionale kulturaftaler, fravige bestemmelserne i § 18, § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.