§ Museumsloven · kapitel 20 af 28
Kapitel 6 – Statsanerkendte museer
LOV nr 473 af 07/06/2001
§ 13. Kulturministeren kan statsanerkende et museum som tilskudsberettiget med henblik på, at museet kan indgå med et ansvarsområde i det landsdækkende museumssamarbejde, jf. § 3.
Stk. 2. Såfremt et museum har opnået statsanerkendelse, yder kulturministeren et tilskud til museets drift. Tilskuddet ydes enten efter § 15 eller § 16 eller efter begge ordninger.
Stk. 3. Kulturministeren kan tilbagekalde en statsanerkendelse, såfremt museet ikke opfylder de vilkår, som er nævnt i § 14.
Stk. 4. Såfremt et statsanerkendt museum ikke opfylder vilkårene for at være statsanerkendt, jf. stk. 3, afgør kulturministeren efter forhandling med museets hovedtilskudsyder, hvorledes offentlighedens interesser i samlingen kan sikres.
§ 14. For at opnå og bevare tilskud efter §§ 15 og 16 skal museet opfylde følgende vilkår:
-
Museet skal være kommunalt, amtskommunalt, selvejende, eller det skal ejes af en forening, hvis formål er museets drift. Kulturministeren kan kræve, at museet i videst muligt omfang er administrativt og økonomisk adskilt fra andre institutioner.
-
Museets ansvarsområde og ændringer heri skal godkendes af kulturministeren. Godkendelsen forudsætter, at området er væsentligt og ikke i forvejen er dækket af andre statslige eller statsanerkendte museer.
-
Museets vedtægter skal godkendes af museets hovedtilskudsyder. Museets ansvarsområde skal fremgå af vedtægterne.
-
Museets bestyrelse skal omfatte mindst 1 repræsentant for de lokale tilskudsgivende myndigheder. Bestyrelsen må ikke være selvsupplerende.
-
Museet skal have et økonomisk grundlag, der gør det muligt at opretholde en rimelig standard.
-
Museet skal have en rimelig museumsfaglig og bygningsmæssig standard.
-
Museets leder skal have en relevant museumsfaglig baggrund og være heltidsbeskæftiget. Museet skal have faguddannet personale, der modsvarer museets hovedansvarsområde.
-
Museet skal deltage i det nationale og regionale samarbejde med andre statslige og statsanerkendte museer. Museet skal udarbejde en arbejdsplan, der indsendes hvert 4. år til vedkommende museumsråd og kulturministeren samt til museets hovedtilskudsyder.
-
Museet må ikke udskille genstande fra samlingerne til andre end statslige og statsanerkendte museer, medmindre kulturministeren giver tilladelse hertil.
-
Museet skal løbende indberette genstande og dokumentation til enten det kulturhistoriske centralregister eller til det centrale register over kunstværker, jf. § 39.
-
Museet skal være tilgængeligt for offentligheden på forud bekendtgjorte åbningstider.
-
Museet skal vederlagsfrit give adgang for skoleelever, der besøger museet som led i undervisningen. Museet skal under hensyntagen til institutionens karakter gennemføre særlige formidlingsindsatser, f. eks. rabatordninger, rettet mod børn.
-
Museet skal tilstræbe størst mulig tilgængelighed for personer med handicap.
-
Museet skal årligt indsende budget, regnskab og beretning til museets hovedtilskudsyder samt til kulturministeren.
Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1.
Stk. 3. Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, 4 og 14, og stk. 2.
Stk. 4. Kulturministeren kan fravige bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, 1. pkt., når særlige omstændigheder gør sig gældende.
§ 15. Tilskud efter den almindelige tilskudsordning fastsættes på grundlag af det ikkestatslige tilskud og den på finansloven afsatte bevilling til formålet. Tilskuddet beregnes på baggrund af det senest reviderede regnskab.
Stk. 2. Der fastsættes årligt på finansloven et minimum for det ikkestatslige tilskud til det enkelte museum, som indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter stk. 1.
Stk. 3. Huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag fradrages i de ikkestatslige tilskud, som indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter stk. 1.
Stk. 4. Der fastsættes årligt på finansloven et maksimum for størrelsen af det ikkestatslige tilskud til det enkelte museum, som indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter stk. 1. Drives museet af flere primærkommuner i fællesskab, kan dette maksimum forhøjes, således at statstilskuddet udgør et beløb, der svarer til summen af de statstilskud, som det enkelte tilskud fra en tilsluttet kommune kan udløse.
Stk. 5. Kulturministeren kan, hvis helt særlige forhold taler herfor, godkende, at statstilskud beregnes på grundlag af ikkestatslige tilskud, der ligger under det minimum, der fastsættes i henhold til stk. 2.
Stk. 6. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskudsberegningen, herunder regler om flerkommunal samdrift.
Stk. 7. Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i stk. 1-6.
§ 16. Kulturministeren kan yde et særligt driftstilskud til statsanerkendte museer, som udfører en virksomhed af særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af et museumsfagligt speciale.
Stk. 2. Kulturministeren kan yde tilskud til løsning af fællesopgaver, erhvervelser samt museers virksomhed i øvrigt.
Stk. 3. Kulturministeren kan yde støtte til udvikling af museumsområdet.
Stk. 4. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud og fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud m.v. for tilskud efter stk. 1-3.
Stk. 5. Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i stk. 1-3.
§ 17. Såfremt et statsanerkendt museum ophører, afgør kulturministeren efter forhandling med museets hovedtilskudsyder, hvorledes der skal forholdes med museets samling.
Stk. 2. Såfremt museets vedtægter afviger fra bestemmelsen i stk. 1, skal dette godkendes af kulturministeren.