← SoSu-loven

§ SoSu-loven · kapitel 12 af 18

Kapitel 3 – Adgang, optagelse og vejledning

LOV nr 343 af 16/05/2001

§ 11. Adgang til social- og sundhedshjælperuddannelsen eller den pædagogiske grunduddannelse er betinget af

  1.   gennemført grundforløb,

  2.   mindst 1 års uddannelse eller 1 års arbejdserfaring, der er erhvervet efter undervisningspligtens ophør efter folkeskoleloven,

  3.   anden relevant erfaring, der svarer til de kvalifikationer, der er nævnt i nr. 2, herunder grundforløb i erhvervsuddannelserne, eller

  4.   kvalifikationer erhvervet i udlandet, der svarer til de i nr. 1, 2 eller 3 nævnte.

§ 12. Adgang til social- og sundhedsassistentuddannelsen er betinget af

  1.   gennemført social- og sundhedshjælperuddannelse,

  2.   tilsvarende kvalifikationer erhvervet gennem uddannelse eller arbejdserfaring eller en kombination heraf af mindst 1 år og 2 måneders varighed eller

  3.   kvalifikationer erhvervet i udlandet, der svarer til de i nr. 1 eller 2 nævnte.

§ 13. Optagelse til grundforløbet og uddannelserne efter grundforløbet sker efter ansøgning til en skole, der udbyder det enkelte grundforløb eller den enkelte uddannelse. Optagelsen er betinget af, at ansøgeren ud over adgangsbetingelserne opfylder de fastsatte supplerende personlige kvalifikationskriterier, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. De ansættende myndigheder, jf. § 14, fastsætter inden for det enkelte amt, henholdsvis uddannelsesregionen, der består af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab, supplerende personlige kvalifikationskriterier for optagelse til uddannelserne i amtet henholdsvis uddannelsesregionen. Der indhentes forinden en udtalelse fra fællesbestyrelsen, jf. § 19, nr. 11.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter supplerende personlige kvalifikationskriterier for optagelse til grundforløbet.

§ 14. Uddannelserne gennemføres på grundlag af en ansættelsesaftale mellem eleven og et amtsråd, en kommunalbestyrelse eller bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab. Ansættelsesaftalen skal være indgået, inden eleven begynder på uddannelsen, og omfatte både skoleundervisning og praktikuddannelse. Er eleven under 18 år, kræves der samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

§ 15. Skolen tilbyder elever og ansøgere, der ikke optages, vejledning om valg af uddannelse og erhverv samt om personlige forhold. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.