§ SoSu-loven · kapitel 11 af 18
Kapitel 2 – De enkelte uddannelsers struktur, varighed m.v.
LOV nr 343 af 16/05/2001
§ 2. De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser indledes med et grundforløb, jf. dog § 11, nr. 2, 3 og 4, der består af 20 ugers skoleundervisning. Grundforløbet kan forlænges med indtil 20 uger for den enkelte elev.
Stk. 2. Grundforløbet tilrettelægges for unge, der kommer direkte fra 9. klasse i grundskolen, og for andre unge, der efter skolens vurdering har behov for at forberede sig fagligt, socialt og personligt til det videre uddannelsesforløb.
Stk. 3. Grundforløbet skal give eleven mulighed for at orientere sig om andre uddannelsesmuligheder med henblik på at skabe den størst mulige afklaring af den enkeltes forudsætninger, behov og ønsker.
§ 3. Uddannelserne efter grundforløbet tilrettelægges som vekseluddannelser, således at der skiftes mellem skoleundervisning og praktikuddannelse.
§ 4. Social- og sundhedshjælperuddannelsen varer efter grundforløbet 1 år og 2 måneder med mindst 24 ugers skoleundervisning.
Stk. 2. Uddannelsen har til formål at kvalificere eleverne til selvstændigt at udføre brede, elementære bistands-, pleje- og omsorgsopgaver.
Stk. 3. Uddannelsen har endvidere til formål at kvalificere eleverne til at fortsætte på social- og sundhedsassistentuddannelsen.
§ 5. Social- og sundhedsassistentuddannelsen, der bygger på social- og sundhedshjælperuddannelsen, varer 1 år og 8 måneder med mindst 32 ugers skoleundervisning.
Stk. 2. Uddannelsen har til formål at kvalificere eleverne til selvstændigt at varetage og tilrettelægge sammensatte aktivitets- og omsorgsopgaver, herunder koordinerende og undervisende funktioner, samt til selvstændigt at varetage og tilrettelægge grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver.
§ 6. Den pædagogiske grunduddannelse varer efter grundforløbet 1 år og 7½ måned med mindst 50 ugers skoleundervisning.
Stk. 2. Uddannelsen har til formål at kvalificere eleverne til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne gennem samarbejde med forældre og kolleger.
§ 7. Til elever, der har behov for det, tilbyder skolen specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 8. Undervisningsministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Rådet for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser, jf. § 16, nærmere regler om grundforløbet og uddannelserne, herunder om prøver, bedømmelse, uddannelsesbeviser og uddannelsesordninger.
Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med socialministeren. For social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen fastsættes reglerne tillige efter forhandling med sundhedsministeren .
§ 9. Undervisningsministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Rådet for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser, jf. § 16, regler om, at personer med særlige uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige forudsætninger fritages for dele af uddannelserne.
§ 10. Den nærmere tilrettelæggelse af uddannelserne fastsættes i uddannelsesordninger, som udarbejdes af de enkelte skoleledere og godkendes af fællesbestyrelsen, jf. §§ 19 og 22.
Stk. 2. Praktikuddannelsen fastlægges i uddannelsesordningen, således at der opnås tæt sammenhæng mellem skoleundervisningen og praktikuddannelsen. Praktikstedet og skolen samarbejder med henblik på at opfylde målet for praktikuddannelsen. Praktikstedet har ansvaret for praktikuddannelsen, herunder for vejledning af eleverne.