← Lov om Den Internationale Straffedomstol

§ Lov om Den Internationale Straffedomstol · kapitel 4 af 13

KAPITEL 4. – *

LOV nr 342 af 16/05/2001

DOMSTOLENS SAMMENSÆTNING OG ADMINISTRATION


Artikel 34

Domstolens organer

**

Domstolen er sammensat af følgende organer:

(a) præsidentskabet,

(b) en appelafdeling, en domsafdeling og en forundersøgelsesafdeling,

(c) anklagerens kontor,

(d) justitskontoret.

**

Artikel 35

Dommernes tjeneste

**

  1. Alle dommere vælges som medlemmer af domstolen på fuld tid og skal være til rådighed på dette grundlag fra begyndelsen af deres embedsperiode.

  2. De dommere, der udgør præsidentskabet, skal gøre tjeneste på fuld tid fra det tidspunkt, hvor de er valgt.

  3. På grundlag af domstolens arbejdsmængde og i samråd med dens medlemmer kan præsidentskabet træffe konkret beslutning om i hvilket omfang, der er behov for, at de øvrige dommere gør tjeneste på fuld tid. Enhver sådan ordning skal ikke foregribe bestemmelserne i artikel 40.

  4. De finansielle ordninger for dommere, der ikke gør tjeneste på fuld tid, fastlægges i overensstemmelse med artikel 49.

**

Artikel 36

Kvalifikationskrav, indstilling og valg af dommere

**

  1. Med forbehold af stk. 2 består domstolen af 18 dommere.

  2. (a) Præsidentskabet kan på domstolens vegne foreslå en forøgelse af det i stk. 1 fastsatte antal dommere med begrundelse for, hvorfor dette anses for nødvendigt og hensigtsmæssigt. Justitssekretæren skal uden ophold rundsende ethvert sådant forslag til alle deltagerstater.

(b) Ethvert sådant forslag skal derefter behandles på et møde i forsamlingen af deltagerstater, der skal indkaldes i henhold til artikel 112. Forslaget skal anses for vedtaget, hvis det på mødet godkendes af to tredjedele af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater, og forslaget træder i kraft på det tidspunkt, som måtte blive besluttet af forsamlingen af deltagerstater.

(c) (i) Når et forslag om forøgelse af antallet af dommere er vedtaget i henhold til stk. 2 (b), skal de yderligere dommere vælges på forsamlingen af deltagerstaters næste samling i henhold til stk. 3-8, og artikel 37, stk. 2.

(ii) Når et forslag om forøgelse af antallet af dommere er vedtaget og gennemført ifølge stk. 2 (b) og (c) (i), skal præsidentskabet have mulighed for når som helst derefter, hvis det er begrundet i domstolens arbejdsbyrde, at foreslå en nedsættelse af antallet af dommere, forudsat at antallet af dommere ikke nedsættes til under det i stk. 1 fastsatte. Forslaget skal behandles i overensstemmelse med proceduren, som fastlagt i stk. 2 (a) og (b). Såfremt forslaget vedtages, skal antallet af dommere nedsættes gradvist, efterhånden som de tjenstgørende dommeres embedsperiode udløber, indtil det nødvendige antal er nået.

  1. (a) Dommerne skal vælges blandt personer, der nyder høj moralsk anseelse, upartiskhed og hæderlighed, og opfylder de betingelser, der i deres eget land kræves for at beklæde de højeste dommerembeder.

(b) Samtlige kandidater til dommerembedet skal:

(i) have anerkendt kompetence inden for strafferet og -retspleje, og skal have den nødvendige relevante erfaring i straffesager, enten som dommer, anklager, advokat eller andet lignende hverv, eller

(ii) have anerkendt kompetence på relevante områder inden for folkeretten, såsom humanitær folkeret og menneskerettigheder, og bred erfaring fra et professionelt juridisk hverv, som er af relevans for arbejdet som dommer ved domstolen.

(c) Samtlige kandidater til dommerembedet skal have et indgående kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.

  1. (a) Indstilling af kandidater til dommerembedet kan foretages af enhver af statuttens deltagerstater og skal foregå enten:

(i) i henhold til den procedure, der gælder for indstilling af kandidater til de højeste dommerembeder i hjemlandet, eller

(ii) i henhold til den procedure, der er fastlagt for indstilling af kandidater til Den Internationale Domstol i denne domstols statut.

Indstillinger skal ledsages af en tilstrækkeligt detaljeret erklæring, der angiver, hvorledes den pågældende kandidat opfylder betingelserne nævnt i stk. 3.

(b) Hver deltagerstat kan til et bestemt dommerembede indstille én kandidat, der ikke nødvendigvis behøver at være statsborger i forslagsstaten, men som i alle tilfælde skal være statsborger i en deltagerstat.

(c) Forsamlingen af deltagerstater kan, hvis den skønner det hensigtsmæssigt, beslutte at nedsætte en rådgivende komité vedrørende kandidatindstillinger. I givet fald skal komiteens sammensætning og mandat fastlægges af forsamlingen af deltagerstater.

  1. Ved valg skal der foreligge to kandidatlister: liste A, med navnene på kandidater med de kvalifikationer, der er fastsat i stk. 3 (b) (i), og liste B, med navnene på kandidater med de kvalifikationer, der er fastsat i stk. 3 (b) (ii). En kandidat med tilstrækkelige kvalifikationer til at blive optaget på begge lister kan vælge, hvilken liste han eller hun ønsker at blive optaget på. Ved det første valg til domstolen skal mindst 9 dommere vælges fra liste A og mindst 5 dommere fra liste B. Efterfølgende valg skal organiseres således, at et tilsvarende forhold mellem dommere fra de to lister bibeholdes.

  2. (a) Dommerne skal vælges ved hemmelig afstemning på et møde i forsamlingen af deltagerstater, der indkaldes til dette formål i henhold til artikel 112. Med forbehold af stk. 7 anses de 18 kandidater for valgt til domstolen, der opnår det højeste antal stemmer og to tredjedeles flertal blandt de deltagerstater, der er til stede og afgiver stemme.

(b) Vælges der ikke et tilstrækkeligt antal dommere ved den første afstemning, skal der afholdes efterfølgende afstemninger i henhold til de procedurer, der er fastlagt i stk. 6 (a), indtil de resterende embeder er blevet beklædt.

  1. Ingen af dommerne må være statsborgere i samme stat. En person, der med henblik på medlemskab af domstolen kan anses for statsborger i mere end én stat, skal anses for statsborger i den stat, hvor den pågældende person normalt udøver sine borgerlige og politiske rettigheder.

  2. (a) Ved udvælgelsen af dommere til domstolen skal deltagerstaterne tage hensyn til behovet for:

(i) at de vigtigste retssystemer i verden er repræsenteret,

(ii) ligelig geografisk repræsentation, og

(iii) rimelig repræsentation af kvindelige og mandlige dommere.

(b) Deltagerstaterne skal ligeledes tage hensyn til behovet for, at der vælges dommere med juridisk ekspertise på særlige områder, herunder, men ikke begrænset til, vold mod kvinder eller børn.

  1. (a) Med forbehold af stk. 9 (b) skal dommere vælges for en periode af 9 år og, med forbehold af stk. 9 (c) og artikel 37, stk. 2, skal de ikke kunne genvælges.

(b) Ved det første valg skal en tredjedel af de valgte dommere ved lodtrækning udpeges for en periode af 3 år, en tredjedel ved lodtrækning udpeges for en periode af 6 år, mens de resterende dommere skal beklæde embedet for en periode af 9 år.

(c) En dommer, der udpeges til at beklæde embedet for en periode af 3 år efter stk. 9 (b), kan genvælges for en fuld embedsperiode.

  1. Uanset stk. 9 skal en dommer, der udpeges til et domskammer eller et appelkammer i henhold til artikel 39, fortsætte i embedet med henblik på at afslutte en allerede påbegyndt domsforhandling eller appel ved det pågældende kammer.

**

Artikel 37

Ledige embeder

**

  1. Såfremt et embede bliver ledigt, skal der afholdes valg i henhold til artikel 36 for at udfylde det ledige embede.

  2. En dommer, der vælges til at udfylde et ledigt embede, skal gøre tjeneste i den resterende del af forgængerens embedsperiode og kan, hvis perioden er på 3 år eller derunder, genvælges for en fuld embedsperiode i henhold til artikel 36.

**

Artikel 38

Præsidentskabet

**

  1. Præsidenten og 1. og 2. vicepræsident skal vælges ved absolut flertal blandt dommerne. De skal hver gøre tjeneste i en periode på 3 år eller indtil udløbet af deres respektive embedsperiode som dommer, alt efter hvilken periode der udløber først. De kan genvælges én gang.

  2. 1.vicepræsident skal fungere i præsidentens sted, hvis præsidenten er forhindret eller er inhabil. 2. vicepræsident skal fungere i præsidentens sted, hvis både præsidenten og 1. vicepræsident er forhindret eller er inhabil.

  3. Præsidenten udgør sammen med 1. og 2. vicepræsident præsidentskabet, som er ansvarligt for:

(a) administration af domstolen med undtagelse af anklagerens kontor, og

(b) andre funktioner, der er overdraget til præsidentskabet i henhold til denne statut.

  1. I udøvelsen af sine opgaver i henhold til stk. 3 (a), skal præsidentskabet koordinere med anklageren og søge dennes indforståelse i alle anliggender af fælles interesse.

**

Artikel 39

Kamre

**

  1. Snarest muligt efter at dommerne er valgt, skal domstolen organisere sig i afdelinger, som fastlagt i artikel 34 (b). Appelafdelingen skal være sammensat af præsidenten og fire andre dommere, domsafdelingen af mindst seks dommere og forundersøgelsesafdelingen af mindst seks dommere. Udpegelse af dommere til afdelinger skal ske på grundlag af karakteren af de funktioner, der skal udføres af hver afdeling, og de til domstolen valgte dommeres kvalifikationer og erfaring, således at hver afdeling består af en passende kombination af ekspertise inden for strafferet og -retspleje og folkeret. Domsafdelingen og forundersøgelsesafdelingen skal hovedsageligt være sammensat af dommere med erfaring i straffesager.

  2. (a) Domstolens judicielle funktioner skal i hver afdeling udføres af kamre,

(b) (i) appelkammeret skal udgøres af alle appelafdelingens dommere,

(ii) domskammerets funktioner skal udføres af tre dommere fra domsafdelingen,

(iii) forundersøgelseskammerets funktioner skal udføres af enten tre dommere fra forundersøgelsesafdelingen eller af en enkelt dommer fra den pågældende afdeling i henhold til denne statut og procesreglementet,

(c) intet i denne bestemmelse skal udelukke samtidig oprettelse af mere end et domskammer eller forundersøgelseskammer, hvis dette er påkrævet for at sikre en effektiv styring af domstolens arbejdsmængde.

  1. (a) Dommere, der udpeges til domsafdelingen og forundersøgelsesafdelingen, skal gøre tjeneste i disse afdelinger i 3 år, og derefter indtil afslutningen af enhver sag, hvor forhandling allerede er påbegyndt i den pågældende afdeling,

(b) dommere, der udpeges til appelafdelingen, skal gøre tjeneste i denne afdeling i hele deres embedsperiode.

  1. Dommere, der udpeges til appelafdelingen, skal kun gøre tjeneste i denne afdeling. Intet i denne artikel skal dog udelukke midlertidig tilknytning af dommere fra domsafdelingen til forundersøgelsesafdelingen eller omvendt, hvis præsidentskabet finder dette påkrævet af hensyn til en effektiv styring af domstolens arbejdsmængde, forudsat at en dommer, der har deltaget i forundersøgelsen af en sag, ikke under nogen omstændigheder kan sidde i det domskammer, der behandler den pågældende sag.

**

Artikel 40

Dommernes uafhængighed

**

  1. Dommerne skal være uafhængige i udførelsen af deres funktioner.

  2. Dommerne må ikke deltage i nogen aktivitet, som må formodes at kunne gribe ind i deres funktioner som dommere eller påvirke tilliden til deres uafhængighed.

  3. Dommere, der gør tjeneste på fuld tid ved domstolen, må ikke udøve anden beskæftigelse af professionel karakter.

  4. Ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen af stk. 2 og 3 skal afgøres af dommerne ved absolut flertal. Såfremt et sådant spørgsmål vedrører en enkelt dommer, må denne dommer ikke deltage i afgørelsen.

**

Artikel 41

Dommeres fritagelse og inhabilitet

**

  1. Efter anmodning fra en dommer kan præsidentskabet i henhold til procesreglementet fritage denne dommer fra udøvelsen af en funktion i henhold til denne statut.

  2. (a) En dommer må ikke deltage i nogen sag, såfremt der foreligger grundlag for med rimelighed at rejse tvivl om hans eller hendes upartiskhed. En dommer skal vige sit sæde i en sag i henhold til denne bestemmelse, blandt andet såfremt denne dommer tidligere i nogen egenskab har været involveret i den pågældende sag ved domstolen eller i en dertil knyttet straffesag på nationalt niveau, der involverer den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning. En dommer skal ligeledes vige sit sæde af sådanne andre grunde, som fastlægges i procesreglementet.

(b) Anklageren eller den person, der er genstand for efterforskning og retsforfølgning, kan fremsætte anmodning om, at en dommer viger sit sæde i henhold til denne bestemmelse.

(c) Ethvert spørgsmål om en dommers inhabilitet skal afgøres af dommerne ved absolut flertal. Den dommer, mod hvem der er gjort indsigelse, skal være berettiget til at fremkomme med bemærkninger til sagen, men må ikke deltage i afgørelsen.

**

Artikel 42

Anklagerens kontor

**

  1. Anklagerens kontor skal fungere uafhængigt som et særskilt organ ved domstolen. Det skal være ansvarligt for at modtage henvisninger og alle underbyggede oplysninger om forbrydelser under domstolens jurisdiktion, for at undersøge dem og for at gennemføre efterforskning og retsforfølgning ved domstolen. Kontorets medlemmer må hverken søge eller handle efter instruktion fra nogen udenforstående kilde.

  2. Kontoret ledes af anklageren. Anklageren skal have fuld myndighed over kontorets ledelse og administration, herunder personalet, faciliteter og andre ressourcer. Anklageren skal bistås af én eller flere viceanklagere, der skal være berettigede til at udføre enhver handling, som påhviler anklageren i henhold til denne statut. Anklageren og viceanklagerne må ikke have samme statsborgerskab. De skal gøre tjeneste på fuld tid.

  3. Anklageren og viceanklagerne skal være personer af høj moralsk anseelse og være i besiddelse af høj kompetence samt omfattende praktisk erfaring i retsforfølgning eller domsforhandling i straffesager. De skal have et indgående kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.

  4. Anklageren skal vælges ved hemmelig afstemning af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater ved absolut flertal. Viceanklagerne skal vælges på samme måde fra en liste over kandidater, der fremlægges af anklageren. Anklageren skal indstille tre kandidater til hver stilling som viceanklager til besættelse. Medmindre der træffes beslutning om en kortere embedsperiode på valgtidspunktet, skal anklageren og viceanklagerne beklæde deres embeder for en periode af 9 år og skal ikke kunne genvælges.

  5. Hverken anklageren eller en viceanklager må deltage i nogen aktivitet, som må formodes at kunne gribe ind i deres funktioner som anklager eller påvirke tilliden til deres uafhængighed. De må ikke udøve anden beskæftigelse af professionel karakter.

  6. Efter anmodning fra anklageren eller en viceanklager kan præsidentskabet fritage den pågældende for tjeneste i en konkret sag.

  7. Hverken anklageren eller en viceanklager må deltage i nogen sag, såfremt der foreligger grundlag for med rimelighed at rejse tvivl om hans eller hendes upartiskhed. De skal vige deres sæde i en sag i henhold til denne bestemmelse, blandt andet såfremt de tidligere i nogen egenskab har været involveret i den pågældende sag ved domstolen eller i en dertil knyttet straffesag på nationalt niveau, der involverer den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning.

  8. Ethvert spørgsmål om anklagerens eller en viceanklagers inhabilitet skal afgøres af appelkammeret.

(a) Den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning, kan til enhver tid fremsætte anmodning om, at anklageren eller en viceanklager viger sit sæde af de i denne artikel nævnte grunde.

(b) Anklageren eller viceanklageren, alt efter omstændighederne, skal være berettiget til at fremkomme med bemærkninger til sagen.

  1. Anklageren skal udpege rådgivere med juridisk ekspertise i særlige emner, herunder, men ikke begrænset til, seksuelle overgreb, kønsbestemt vold og vold mod børn.

**

Artikel 43

Justitskontoret

**

  1. Justitskontoret skal være ansvarligt for de ikke-judicielle aspekter af administrationen og betjeningen af domstolen uden at foregribe anklagerens funktioner og beføjelser i henhold til artikel 42.

  2. Justitskontoret skal ledes af justitssekretæren, der skal være domstolens øverste administrative embedsmand. Justitssekretæren skal ved udøvelsen af sine funktioner være underlagt domstolens præsident.

  3. Justitssekretæren og vicejustitssekretæren skal være personer af høj moralsk anseelse og være i besiddelse af høj kompetence samt have et indgående kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.

  4. Dommerne skal ved hemmelig afstemning vælge justitssekretæren ved absolut flertal under hensyntagen til en indstilling fra forsamlingen af deltagerstater. Efter behov og efter indstilling fra justitssekretæren skal dommerne vælge en vicejustitssekretær på samme måde.

  5. Justitssekretæren skal beklæde embedet for en periode af 5 år, skal kunne genvælges én gang, og skal gøre tjeneste på fuld tid. Vicejustitssekretæren skal beklæde sit embede for en periode af 5 år eller sådan kortere periode, som dommerne måtte beslutte med absolut flertal, og kan vælges således, at vicejustitssekretæren skal kunne gøre tjeneste efter behov.

  6. Justitssekretæren skal nedsætte en enhed for ofre og vidner under justitskontoret. Denne enhed skal i samråd med anklagerens kontor tilvejebringe beskyttelsesforanstaltninger og sikkerhedsarrangementer, rådgivning og anden passende bistand til vidner, ofre, som møder for domstolen, og andre, som er i fare på grund af afgivne vidneforklaringer. Enheden skal omfatte personale med ekspertise i traumer, herunder traumer, der hidrører fra seksuelle overgreb.

**

Artikel 44

Personale

**

  1. Anklageren og justitssekretæren skal udpege det nødvendige kvalificerede personale til deres respektive kontorer. For anklagerens vedkommende skal dette omfatte udpegelse af efterforskere.

  2. Ved ansættelsen af personale skal anklageren og justitssekretæren sikre den højeste standard med hensyn til effektivitet, kompetence og hæderlighed, og skal med de fornødne tilpasninger tage hensyn til de kriterier, der er fastlagt i artikel 36, stk. 8.

  3. Med præsidentskabets og anklagerens samtykke skal justitssekretæren fremlægge forslag til et personaleregulativ, som skal omfatte vilkår og betingelser, under hvilke domstolens personale skal udpeges, aflønnes og afskediges. Personaleregulativet skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater.

  4. Domstolen kan i undtagelsestilfælde benytte ekspertise fra personale stillet vederlagsfrit til rådighed af deltagerstater, mellemstatslige eller ikke-statslige organisationer til at bistå domstolens organer i arbejdet. Anklageren kan acceptere sådanne tilbud på vegne af anklagerens kontor. Personale stillet vederlagsfrit til rådighed skal ansættes i overensstemmelse med retningslinier, der fastlægges af forsamlingen af deltagerstater.

**

Artikel 45

Højtidelig erklæring

**

Før tiltrædelse af deres respektive embeder i henhold til denne statut skal dommerne, anklageren, viceanklagerne, justitssekretæren og vicejustitssekretæren hver aflægge en højtidelig erklæring for åbne døre om, at de vil udøve deres funktioner upartisk og samvittighedsfuldt.

**

Artikel 46

Afsættelse fra embede

**

  1. En dommer, anklageren, en viceanklager, justitssekretæren eller vicejustitssekretæren skal afsættes fra embedet, hvis der træffes afgørelse herom i henhold til stk. 2, i tilfælde hvor denne person:

(a) findes at have begået en alvorlig tjenesteforseelse eller alvorlig overtrædelse af hans eller hendes forpligtelser i henhold til statutten, som fastsat i procesreglementet, eller

(b) er ude af stand til at udøve de funktioner, som statutten gør påkrævet.

  1. En afgørelse om afsættelse af en dommer, anklageren eller en viceanklager fra embedet i henhold til stk. 1 skal træffes af forsamlingen af deltagerstater ved hemmelig afstemning:

  2. med hensyn til en dommer af deltagerstaterne med to tredjedeles flertal efter en indstilling, der er vedtaget af de øvrige dommere med to tredjedeles flertal,

(b) med hensyn til anklageren af deltagerstaterne med absolut flertal,

(c) med hensyn til en viceanklager af deltagerstaterne med absolut flertal efter indstilling fra anklageren.

  1. Afgørelse om afsættelse af justitssekretæren eller vicejustitssekretæren skal træffes af dommerne ved absolut flertal.

  2. Såfremt der i henhold til denne artikel gøres indsigelse mod en dommers, anklagers, viceanklagers, justitssekretærs eller vicejustitssekretærs optræden eller evne til at udøve de funktioner, som statutten gør påkrævet, skal den pågældende gives fuld mulighed for at fremlægge og modtage beviser og for at fremlægge sine synspunkter i henhold til procesreglementet. Den pågældende må i øvrigt ikke deltage i behandlingen af sagen.

**

Artikel 47

Disciplinære skridt

**

Disciplinære skridt skal i henhold til procesreglementet kunne anvendes over for en dommer, anklager, viceanklager, justitssekretær eller vicejustitssekretær, der har begået en tjenesteforseelse af mindre alvorlig karakter end fastsat i artikel 46, stk. 1.

**

Artikel 48

Privilegier og immuniteter

**

  1. På enhver deltagerstats territorium skal domstolen nyde sådanne privilegier og immuniteter, som er nødvendige til opfyldelsen af dens formål.

  2. Dommerne, anklageren, viceanklagerne og justitssekretæren skal under udøvelsen af deres hverv for domstolen nyde samme privilegier og immuniteter, som tilstås chefer for diplomatiske repræsentationer, og skal, efter udløbet af deres embedsperiode, fortsat tilstås immunitet mod retsforfølgning af enhver art med hensyn til skrift, tale og andre handlinger, som de har udført i deres officielle egenskab.

  3. Vicejustitssekretæren, personalet i anklagerens kontor og personalet i justitskontoret skal nyde sådanne privilegier, immuniteter og faciliteter, som er nødvendige for udførelsen af deres funktioner i henhold til domstolens aftale om privilegier og immuniteter.

  4. Advokater, sagkyndige, vidner eller andre personer, hvis tilstedeværelse ved domstolen er påkrævet, skal tilstås den behandling, som er nødvendig for domstolens effektive funktion i henhold til domstolens aftale om privilegier og immuniteter.

  5. Afkald på privilegier og immuniteter, der tilkommer:

(a) en dommer eller anklageren, kan gives af dommerne ved absolut flertal,

(b) justitssekretæren, kan gives af præsidentskabet,

(c) viceanklagerne og personalet i anklagerens kontor, kan gives af anklageren,

(d) vicejustitssekretæren og justitskontorets personale, kan gives af justitssekretæren.

**

Artikel 49

Løn, vederlag og udgifter

**

Forsamlingen af deltagerstater træffer beslutning om dommernes, anklagerens, viceanklagernes, justitssekretærens og vicejustitssekretærens løn, vederlag og dækning af udgifter. Løn og vederlag kan ikke nedsættes i de pågældendes embedsperiode.

**

Artikel 50

Officielle sprog og arbejdssprog

**

  1. Domstolens officielle sprog skal være arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk. Domstolens domme og andre afgørelser, der tager stilling til grundlæggende spørgsmål ved domstolen, skal offentliggøres på de officielle sprog. Præsidentskabet skal i overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i procesreglementet, beslutte hvilke afgørelser, der må anses for at tage stilling til grundlæggende spørgsmål i denne artikels forstand.

  2. Domstolens arbejdssprog skal være engelsk og fransk. De tilfælde, hvor andre officielle sprog kan benyttes som arbejdssprog, skal fastsættes i procesreglementet.

  3. Efter anmodning fra en part i en sag eller en stat, der er berettiget til at intervenere i en sag, skal domstolen give tilladelse til, at den pågældende part eller stat kan benytte et andet sprog end engelsk eller fransk, forudsat domstolen anser en sådan tilladelse for tilstrækkeligt begrundet.

**

Artikel 51

Procesreglementet

**

  1. Procesreglementet træder i kraft, når det er vedtaget af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater med to tredjedeles flertal.

  2. Forslag til ændringer i procesreglementet kan fremsættes af:

(a) en deltagerstat,

(b) dommerne, ved absolut flertal, eller

(c) anklageren.

Ændringer skal træde i kraft, når de er vedtaget af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater med to tredjedeles flertal.

  1. Efter vedtagelsen af procesreglementet kan dommerne i hastende sager, hvor reglementet ikke indeholder bestemmelse om en given situation for domstolen, med to tredjedeles flertal fastsætte midlertidige regler, der skal anvendes, indtil de vedtages, ændres eller forkastes på næste ordinære eller særlige samling i forsamlingen af deltagerstater.

  2. Procesreglementet, ændringer dertil samt enhver midlertidig regel skal være i overensstemmelse med denne statut. Ændringer i procesreglementet samt midlertidige regler må ikke anvendes med tilbagevirkende kraft til skade for den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning, eller som er domfældt.

  3. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem statutten og procesreglementet skal statutten have forrang.

**

Artikel 52

Domstolens regulativ

**

  1. I overensstemmelse med denne statut og procesreglementet skal dommerne med absolut flertal vedtage et regulativ for domstolen, som skal gælde for dennes daglige virke.

  2. Regulativet og eventuelle ændringer heri skal udarbejdes i samråd med anklageren og justitssekretæren.

  3. Regulativet og ændringer heri skal træde i kraft ved vedtagelsen, medmindre dommerne træffer anden beslutning. Regulativet skal umiddelbart efter vedtagelsen rundsendes til deltagerstaterne til udtalelse. Regulativet skal forblive i kraft, såfremt der ikke er gjort indsigelse af et flertal af deltagerstaterne inden for 6 måneder.