§ Lov om fleksydelse · kapitel 15 af 20
Kapitel 5 – *
LOV nr 283 af 25/04/2001
Udbetaling
§ 22. Fleksydelse udbetales tidligst med virkning fra måneden efter, at der er ansøgt om fleksydelse. Fleksydelsen udbetales månedsvis bagud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om fleksydelse og lovens betingelser er opfyldt.
Stk. 2. Fleksydelse udbetales sidste gang for den måned, hvori modtageren fylder 65 år.
Stk. 3. Fleksydelse kan ikke udbetales til en person, som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed.
§ 23. Krav på fleksydelse kan ikke gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om sådanne krav er ugyldige.
§ 24. Fleksydelse fastsættes hver 1. april på grundlag af arbejdstiden i fleksydelsesperioden i det foregående kalenderår.
Stk. 2. Fleksydelsen omregnes, hvis den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i det løbende aktuelle kalenderår ændres med mere end 2 timer. Omregningen sker med virkning fra den 1. i måneden efter arbejdstidsændringen.
§ 25. Fleksydelsen afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12.
Stk. 2. Fleksydelsen udbetales ikke, hvis den beregnede ydelse udgør mindre end 100 kr. pr. måned.
§ 26. Socialministeren fastsætter regler om udbetaling.
Tilbagebetaling af fleksydelse
§ 27. Hvis modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 34, stk. 1, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksydelse, skal modtageren eller dennes dødsbo tilbagebetale det beløb, der er udbetalt med urette.
§ 28. Socialministeren fastsætter en frist for tilbagebetaling efter § 27. Er tilbagebetaling ikke sket inden denne frist, kan Socialministeriet træffe afgørelse om, at den pågældende mister sin fremtidige ret til fleksydelse.
Stk. 2. Krav på tilbagebetaling af fleksydelse kan med tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen.
Stk. 3. Finansstyrelsen kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af skyldige beløb.
Stk. 4. Krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksydelse kan tilbageholdes i delpension, sygedagpenge, pension efter lov om social pension og i fleksydelsen.
§ 29. Socialministeren kan bestemme, at en arbejdsløshedskasse skal betale det beløb tilbage til Socialministeriet, som Socialministeriet har udbetalt for meget til en fleksydelsesmodtager, hvis den fejlagtige udbetaling skyldes urigtige eller mangelfulde oplysninger fra kassen om medlemsanciennitet eller efterlønsbidrag. Det forudsættes, at arbejdsløshedskassens oplysninger ikke er åbenbart urigtige, og at hverken Socialministeriet eller modtageren af den fejlagtige udbetaling vidste eller burde vide, at oplysningerne var fejlagtige.
§ 30. Socialministeren fastsætter regler om tilbagebetaling af fleksydelse.
Tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
§ 31. En person, som har indbetalt fleksydelsesbidrag, har ret til det indbetalte bidrag, hvis denne inden det fyldte 66. år anmoder herom, eller hvis denne inden det fyldte 65. år får tilkendt førtidspension efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning. Tilsvarende har boet efter personen ret til at få bidraget tilbagebetalt, hvis denne dør inden det fyldte 65. år.
Stk. 2. Ret til tilbagebetaling af bidrag efter stk. 1 forudsætter, at der ikke er påbegyndt udbetaling af fleksydelse.
Stk. 3. En person, der anmoder om at få det indbetalte bidrag tilbagebetalt, jf. stk. 1, skal skriftligt fravælge muligheden for at modtage fleksydelse. Hvis personen ikke er fyldt 60 år, er det yderligere en betingelse, at bidraget overføres til en pensionsordning som led i et ansættelsesforhold omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, bortset fra § 2, nr. 3, eller, hvis den pågældende ikke er omfattet af en sådan ordning eller der ikke kan indbetales til en sådan ordning, til en bestående eller nyoprettet privattegnet pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1. Bidraget kan endvidere overføres til en tilsvarende udenlandsk pensionsordning. Hvis personen er fyldt 60 år, udbetales beløbet kontant til personen.
§ 32. Tilbagebetalingsbeløbet udgør det antal indbetalte dagpengesatser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, som fleksydelsesmodtageren har indbetalt som fleksydelsesbidrag, jf. §§ 7 og 8. Ved tilbagebetalingen gælder § 49 B, stk. 2-9, i pensionsbeskatningsloven.
Stk. 2. Tilbagebetalingsbeløbet opgøres på grundlag af dagpengenes størrelse på tilbagebetalingstidspunktet eller på det tidspunkt, hvor beløbet overføres til en pensionsordning.
Stk. 3. Aftaler om overdragelse af retten til indbetalte fleksydelsesbidrag er ugyldige, ligesom indbetalte bidrag ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.
§ 33. Socialministeren fastsætter regler om tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag, herunder regler om, at der i særlige tilfælde kan ses bort fra kravet i § 31, stk. 3, om, at tilbagebetalte bidrag overføres til en pensionsordning.