§ Lov om gevinstgivende spilleautomater · kapitel 9 af 12
Kapitel 3 – *
LOV nr 462 af 31/05/2000
Afgifter - De statslige told- og skattemyndigheder
Afgifternes størrelse m.v.
§ 22. Afgiftspligtige personer eller selskaber, der driver virksomhed med spilleautomater, som kræver tilladelse efter denne lov, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder.
Stk. 2. Inden registrering af en spillevirksomhed hos de statslige told- og skattemyndigheder skal tilladelsesindehaveren stille en sikkerhed for skyldige afgifter på 7.500 kr. for spilleautomater i en restaurant og 95.000 kr. for spilleautomater i en spillehal.
Stk. 3. Opkrævningslovens § 11 om sikkerhedsstillelse finder ikke anvendelse.
§ 23. Af spilleautomater med pengegevinster betales en afgift på 40 pct. af det beløb, hvormed spilleindsatserne i en spillehal eller en restaurant overstiger gevinsterne (bruttospilleindtægten).
Stk. 2. Af spilleautomater opstillet i en restaurant betales ud over den i stk. 1 nævnte afgift en afgift på 30 pct. af den del af bruttospilleindtægten for afgiftsperioden, jf. § 28, der overstiger 30.000 kr.
Stk. 3. Af spilleautomater opstillet i en spillehal betales ud over den i stk. 1 nævnte afgift en afgift på 30 pct. af den del af bruttospilleindtægten for afgiftsperioden, jf. § 28, der overstiger 250.000 kr., med et tillæg på 3.000 kr. pr. automat for indtil 50 automater og et tillæg på 1.500 kr. pr. automat derudover.
§ 24. Af spilleautomater med andre gevinster end penge opstillet i spillehaller i omrejsende tivolier, på markedspladser, dyrskuer og lignende steder betales en afgift på 20 pct. af bruttospilleindtægten.
Stk. 2. Af de i stk. 1 nævnte automater betales endvidere en afgift på 30 pct. af den del af bruttospilleindtægten for afgiftsperioden, jf. § 28, der overstiger 250.000 kr., med et tillæg på 3.000 kr. pr. automat for indtil 50 automater og et tillæg på 1.500 kr. pr. automat derudover.
§ 25. Indehaveren af en tilladelse til en stationær spillehal kan til de i § 38 nævnte lokale, velgørende formål udlodde midler, der giver nedslag med 95 pct. i den del af afgiften efter § 23, der overstiger 30 pct. af bruttospilleindtægten. Midler fra spillehaller, hvortil et datterselskab under Dansk Tipstjeneste A/S har tilladelse, skal overføres til Dansk Tipstjeneste A/S med henblik på udlodning til formål nævnt i §§ 6 A og 7 A i lov om visse spil, lotterier og væddemål.
Stk. 2. Anvendes de i stk. 1 nævnte midler ikke til velgørende formål i den kommune, hvor spillehallen er beliggende, jf. § 38, kan den afgift, der er givet nedslag for, kræves tilbagebetalt af den spillehal, der har udloddet midlerne.
Stk. 3. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om betingelserne for udlodning af afgiften.
§ 26. Af bruttospilleindtægten af spilleautomater opkræves en afgift på 1 pct., hvoraf to tredjedele anvendes til behandling af ludomani og en tredjedel anvendes til forskning i ludomani.
§ 27. Gevinster vundet på gevinstgivende spilleautomater som omhandlet i denne lov er fritaget for indkomstskat til stat og kommune.
Afregning af afgiften
§ 28. Tilladelsesindehaveren skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, der er kalendermåneden, angive størrelsen af den afgiftspligtige bruttospilleindtægt til de statslige told- og skattemyndigheder. Angivelsen skal være underskrevet af tilladelsesindehaveren.
Stk. 2. Afgives den i stk. 1 omhandlede angivelse ikke inden udløbet af den i opkrævningslovens § 2, stk. 2, nævnte frist, skal de statslige told- og skattemyndigheder give spillemyndigheden meddelelse herom. Spillemyndigheden træffer herefter afgørelse om, hvorvidt tilladelsen skal tilbagekaldes.
§ 29. En tilladelsesindehaver, der udlodder midler efter § 25 til lokale, velgørende formål, kan fratrække det fradragsberettigede beløb i den afgift, der skal betales efter opkrævningslovens § 2, stk. 4.
Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte fradrag opgøres for hver afgiftsperiode. Fradrag finder sted på tidspunktet for udlodningen. Et datterselskab under Dansk Tipstjeneste A/S anses for at have udloddet beløbet, når dette er sendt til Dansk Tipstjeneste A/S.
§ 30. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en tilladelsesindehaver, der ikke har betalt afgift rettidigt, at afgive angivelsen, jf. § 28, stk. 1, for kortere perioder end en måned.
Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge en tilladelsesindehaver, der ikke har betalt afgift rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i opkrævningslovens § 2, stk. 4, angivne.