← Lov om fremme af besparelser i energiforbruget

§ Lov om fremme af besparelser i energiforbruget · kapitel 16 af 16

Kapitel 8 – *

LOV nr 450 af 31/05/2000

Ikrafttræden, ændringsbestemmelser

§ 23. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 224 af 28. maj 1982 om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi.

Stk. 3. Regler, der er fastsat i henhold til den i stk. 2 nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold til denne lov.

§ 24. I lov nr. 485 af 12. juni 1996 om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger foretages følgende ændringer:

1. I § 13 indsættes efter stk. 2:

»Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af udgifter ved energikonsulenternes godkendelse, fratagelse af godkendelse samt tilsyn og kontrol med energikonsulenternes virksomhed. Betalingen opkræves årligt og fastsættes som gennemsnittet af de nævnte udgifter.«

2. Efter § 13 indsættes:

»§ 13 a. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af miljø- og energiministeren efter loven eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens afgørelser som nævnt i stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

  1. adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i henhold til loven træffes af miljø- og energiministeren, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet,

  2. at afgørelser truffet af en styrelse eller et udvalg, som ministeren i henhold til § 13, stk. 1, eller § 14 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for miljø- og energiministeren, og om

  3. betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om Energiklagenævnets sammensætning ved behandling af klager som nævnt i stk. 1.

Stk. 6. Energiklagenævnet kan pålægge myndigheder, energikonsulenter og bygningsejere at meddele alle sådanne oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.«

3. § 15, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 25. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 31. maj 2000

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Svend Auken

Officielle noter

  1. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 92/75/EØF af 22. september 1992 om angivelse af husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger, EF-Tidende 1992, L 297 s. 16, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler, EF-Tidende 2000, L 12 s. 16.