← Lov om fremme af besparelser i energiforbruget

§ Lov om fremme af besparelser i energiforbruget · kapitel 15 af 16

Kapitel 7 – *

LOV nr 450 af 31/05/2000

Forskellige bestemmelser

§ 19. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller en anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende kontrol, registrering og lign. i henhold til denne lov.

§ 20. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af miljø- og energiministeren eller trafikministeren efter loven og regler udstedt i henhold til loven samt et energispareudvalgs afgørelse om optagelse af medlemmer, jf. § 7, stk. 4.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens, trafikministerens og energispareudvalgenes afgørelser som nævnt i stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 4. Vedkommende minister kan fastsætte regler om

  1. adgangen til at klage over de i stk. 1 nævnte afgørelser, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, og

  2. at afgørelser truffet af en institution under vedkommende ministerium eller en anden myndighed, som ministeren i henhold til § 19, stk. 1, har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for vedkommende minister.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om Energiklagenævnets sammensætning ved behandling af klager over afgørelser som nævnt i stk. 1 samt om betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

§ 21. Miljø- og energiministeren og Energiklagenævnet kan pålægge kollektive energiforsyningsvirksomheder, de i § 19, stk. 2, nævnte virksomheder, institutioner eller organisationer samt leverandører og forhandlere at udarbejde og meddele alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af de i loven nævnte opgaver, herunder til afgørelse af, om et forhold er omfattet af loven.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke kategorier af oplysninger der omfattes af stk. 1, og hvorledes oplysningerne skal meddeles.

§ 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

  1. meddeler miljø- og energiministeren, trafikministeren eller Energiklagenævnet urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger som omhandlet i § 21,

  2. undlader at efterkomme et påbud efter § 6, stk. 2, § 8, stk. 1, § 10, stk. 2, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1, § 17, stk. 5, eller § 18, stk. 2.

  3. overtræder bestemmelserne i § 16, stk. 1, om anbringelse af anden mærkning eller i § 16, stk. 2, om uberettiget anvendelse af mærker m.v. eller

  4. hindrer adgang til udtagelse af produkter m.v. som nævnt i § 17, stk. 2.

Stk. 2. I regler, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af vilkår og påbud udstedt i henhold til reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.