← Innovationsloven

§ Innovationsloven · kapitel 12 af 20

Kapitel 2 – *

LOV nr 421 af 31/05/2000

Innovation, forskning og udvikling m.v. i det primære jordbrug

§ 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan yde tilskud til gennemførelse af projekter vedrørende innovation, forskning og udvikling m.v. i det primære jordbrug samt til aktiviteter, der er nødvendige for en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet.

Stk. 2. Ministeren kan yde tilskud til markedsføring af jordbrugsprodukter. Ministeren fastsætter nærmere regler om de i 1. pkt. nævnte jordbrugsprodukter og om de former for markedsføring, der kan ydes tilskud til.

§ 4. Til bistand ved behandling af ansøgninger om tilskud til gennemførelse af projekter efter § 3 nedsætter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri et rådgivende udvalg.

Stk. 2. Medlemmerne af udvalget udnævnes af ministeren. To medlemmer udnævnes som repræsentanter for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, tre medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Dansk Familielandbrug, Dansk Erhvervsgartnerforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, to medlemmer efter indstilling fra De danske Landboforeninger og to medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Landsforeningen Økologisk Jordbrug og Forbrugerrådet.

Stk. 3. Ministeren kan udnævne yderligere medlemmer af udvalget.

Stk. 4. Ministeren udpeger én af ministeriets repræsentanter som formand for udvalget.

Stk. 5. For medlemmerne og formanden udnævnes en suppleant efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 6. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og de nærmere regler for udvalgets arbejde, herunder om sekretariatsbetjening af udvalget.