Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet § 28
§ 28. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse af nummerressourcer som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2. Forskningsministeren kan herunder blandt andet fastsætte regler om informations- eller indholdstjenesternes indhold og placering i nummerserier og om den pris, der kan opkræves hos slutbrugeren for opkald til sådanne numre eller nummerserier.
Stk. 2. Pligten til at påse, at regler fastsat i medfør af stk. 1 overholdes, påhviler den udbyder af telenet eller teletjenester, som har videretildelt den involverede udbyder af informations- eller indholdstjenester et nummer inden for en nummerserie som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Udbydere af telenet eller teletjenester skal i medfør af stk. 2 afvise at videretildele en udbyder af informations- eller indholdstjenester et nummer eller fratage denne et allerede videretildelt nummer, hvis udbyderen af informations- eller indholdstjenesten ikke inden for en af teleudbyderen fastsat kort frist godtgør, at reglerne udstedt i medfør af stk. 1 fremover vil blive overholdt, eller hvis der gentagne gange sker overtrædelse af reglerne.
Kilde: Retsinformation.dk