§ Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet · kapitel 47 af 58
Kapitel 18 – *
LOV nr 418 af 31/05/2000
Tilsyn, mægling og fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik m.v.
Rimelige anmodninger om samtrafik m.v.
§ 65. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, eller hvorvidt der er tale om en anmodning, som en part omfattet af §§ 42-44 vil være berettiget til at afvise. Afvisning kan alene ske med henvisning til,
-
at anmodningen er fremsat af en part, der ikke har adgang til at påberåbe sig §§ 42-44, jf. regler herom udstedt i medfør af § 46,
-
at anmodningen ikke vedrører et samtrafikprodukt eller en samtrafikadgang, der er omfattet af denne lovs bestemmelser, jf. §§ 39, 40 og 49, eller
-
at der, jf. regler fastsat i medfør af § 47, foreligger væsentlige hensyn, der kan begrunde en afvisning.
Stk. 2. Telestyrelsens afgørelser efter stk. 1 træffes senest 1 måned efter, at sagen foreligger fuldt oplyst for Telestyrelsen, og så vidt muligt senest 2 måneder efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen.
Stk. 3. Såfremt en part omfattet af §§ 42-44 ikke senest 1 måned efter, at anmodning herom er fremsat af Telestyrelsen, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at der er grundlag for at afvise en anmodning som nævnt i stk. 1 med henvisning til regler fastsat i medfør af § 47, er Telestyrelsen berettiget til at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.
Stk. 4. Telestyrelsen kan i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning, der skal imødekommes,
-
udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om, at forhandlinger om samtrafik skal indledes, jf. § 51,
-
i situationer, hvor der allerede 3 måneder tidligere skriftligt er fremsat en anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik som nævnt i §§ 42-44, umiddelbart igangsætte mægling, jf. § 67, stk. 1, og herunder udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om deltagelse heri,
-
i situationer, hvor der er tale om en anmodning, der omhandler samtrafikprodukter omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller samtrafikprodukter omfattet af en gældende aftale om samtrafik indgået af denne, påbyde denne at give adgang til umiddelbar indgåelse af en aftale om samtrafik på standardvilkår og til standardpriser eller på de vilkår og til de priser, der fremgår af en gældende aftale om samtrafik, samt påbyde igangsætning af samtrafikken og
-
i situationer, hvor der er tale om en anmodning, der omhandler andre samtrafikprodukter end de i nr. 3 nævnte, og hvor der er enighed om samtrafikprodukterne og den konkrete afvikling af samtrafikken, men uenighed om tilknyttede vilkår eller priser, påbyde den samtrafikforpligtede part at give adgang til umiddelbar igangsætning af samtrafikken og foreløbig anvendelse af en af Telestyrelsen tilpasset udgave af vilkår og priser i et gældende standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller en gældende aftale om samtrafik indgået af denne. Samtidig påbegynder Telestyrelsen mægling efter bestemmelserne i §§ 67-70, med henblik på endelig aftaleindgåelse.
Stk. 5. Indbringelse af sager for Telestyrelsen om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, kan ske 1 måned efter, at anmodning er fremsat, eller så snart afvisning foreligger, over for en part omfattet af §§ 42-44.
§ 66. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en part omfattet af §§ 42-44 er berettiget til at afbryde udveksling af samtrafik, og træffer afgørelse, hvor afbrydelse er foretaget uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen.
Stk. 2. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1 træffes så vidt muligt senest 1 måned efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen. Dog træffes afgørelser vedrørende afbrydelse af igangværende udveksling af samtrafik uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen så vidt muligt senest 14 dage efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen.
Stk. 3. I en afgørelse efter stk. 1 om, at afbrydelse af udvekslingen af samtrafik ikke var eller vil være berettiget, kan indgå et påbud om, at udvekslingen af samtrafik skal fortsættes eller genoptages.
Mægling
§ 67. Hvis parterne i en samtrafikforhandling ikke 3 måneder efter, at anmodningen om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik skriftligt er fremsat over for en part omfattet af §§ 42-44, er nået til enighed, kan en eller flere af parterne anmode Telestyrelsen om at mægle i sagen.
Stk. 2. Hvis anmodningen om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik som nævnt i stk. 1 omhandler samtrafikprodukter, der i vidt omfang svarer til samtrafikprodukter, der er omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part, eller er omfattet af en gældende aftale om samtrafik indgået af denne, kan en eller flere af parterne i en forhandling uanset stk. 1 allerede 1 måned efter, at anmodningen om en aftale om samtrafik er fremsat skriftligt, anmode Telestyrelsen om at mægle i sagen, såfremt parterne ikke er nået til enighed.
Stk. 3. Telestyrelsen optager straks efter modtagelse af en anmodning om mægling efter stk. 1 eller 2 forhandlinger med parterne med henblik på mægling.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan en part, der ønsker at indgå eller ændre en aftale om samtrafik med en part omfattet af §§ 42-44 om samtrafikprodukter omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller omfattet af en gældende aftale om samtrafik indgået af denne, umiddelbart anmode om indgåelse eller ændring af en aftale herom, og anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse svarende til den i § 65, stk. 4, nr. 3, nævnte.
Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan en part, der ønsker at indgå eller ændre en aftale om samtrafik med en part omfattet af §§ 42-44, om et samtrafikprodukt, der i vidt omfang svarer til et samtrafikprodukt, der er omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller omfattet af en gældende aftale om samtrafik indgået af denne, anmode om, at der, samtidig med at mæglingen påbegyndes, træffes afgørelse svarende til den i § 65, stk. 4, nr. 4, nævnte.
§ 68. En anmodning om mægling kan vedrøre et eller flere samtrafikprodukter. Telestyrelsen kan undervejs i mæglingsforløbet foretage en opdeling af mæglingsanmodningen i delspørgsmål, der kan behandles hver for sig som selvstændige mæglingssager.
§ 69. Såfremt der ikke inden 3 måneder fra det tidspunkt, hvor mæglingsanmodningen er fremsat i medfør af § 67, stk. 1 eller 2, er indgået en aftale om samtrafik mellem parterne eller opnået enighed om, at en aftale om samtrafik ikke kan indgås, kan en eller flere af parterne anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse om fastsættelse af vilkår og priser for den omhandlede samtrafik og om igangsætning af denne.
Stk. 2. Telestyrelsen kan på ethvert tidspunkt fastsætte en kortere eller længere frist end den i stk. 1 angivne for mæglingsperiodens tidsmæssige udstrækning. Mæglingsperioden kan dog ikke forlænges til mere end 6 måneder. Telestyrelsen kan endvidere på ethvert tidspunkt afslutte et mæglingsforløb, såfremt Telestyrelsen skønner, at mæglingsforløbet ikke kan føre til, at parterne indgår en aftale om samtrafik.
Stk. 3. Anmodning om fastsættelse af vilkår og priser i medfør af stk. 1 skal fremsættes senest 2 måneder efter afslutningen af den pågældende forgæves mægling.
§ 70. Hvis mægling ikke resulterer i indgåelse af en aftale om samtrafik og en eller flere af parterne, jf. § 69, stk. 1 og 3, anmoder Telestyrelsen om at fastsætte vilkår og priser for samtrafik, træffer Telestyrelsen afgørelse herom senest 2 måneder efter, at anmodning er fremsat.
Stk. 2. Afgørelser som nævnt § 69, stk. 1, træffes på grundlag af reglerne i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf om de forpligtelser, der påhviler parter omfattet af §§ 42-44, herunder eventuelle forpligtelser med hensyn til anvendelse af omkostningsrelaterede priser, jf. § 54.
Stk. 3. Hvis en part omfattet af §§ 42-44 ikke 14 dage før det i stk. 1 nævnte tidspunkt efter anmodning fra Telestyrelsen som et led i mæglingsforløbet har fremlagt tilstrækkelig dokumentation til, at Telestyrelsen kan træffe en endelig afgørelse som nævnt i stk. 2, kan Telestyrelsen træffe en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse har virkning, indtil endelig afgørelse træffes af Telestyrelsen efter stk. 1, jf. også § 78, stk. 1.
Stk. 4. De i stk. 3 nævnte foreløbige afgørelser omfatter en foreløbig fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik som nævnt i stk. 2. Den foreløbige afgørelse kan iværksættes på det foreliggende dokumentationsgrundlag. I det omfang dokumentationen fra den samtrafikforpligtede part er ufuldstændig, kan Telestyrelsen fastsætte vilkår og priser skønsmæssigt. Den skønsmæssige fastsættelse af vilkår og priser skal tage udgangspunkt i en eventuel fremlagt ufuldstændig dokumentation og i øvrig dokumentation, som Telestyrelsen er i besiddelse af.
Stk. 5. Afgørelser som nævnt i stk. 1 og 3 har virkning fra tidspunktet for indgivelse af anmodning om mægling.
§ 71. Hvis parterne, efter at anmodning om mægling eller fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik er indgivet til Telestyrelsen, opnår enighed om et eller flere vilkår og priser for samtrafik, som er genstand for mæglingsanmodningen efter § 67, stk. 1 eller 2, eller for anmodningen om fastsættelse af vilkår efter § 69, stk. 1, bortfalder Telestyrelsens beføjelser efter § 70, stk. 1, i forhold til det eller de pågældende vilkår eller den eller de pågældende priser.
Tilsyn og dokumentation
§ 72. Samtidig med offentliggørelse af standardtilbud og samtidig med indsendelse af regnskaber for de enkelte forretningsområder, jf. § 82, indsendes standardtilbudene og dokumentation for overholdelse af § 62, stk. 2, til Telestyrelsen.
Stk. 2. Telestyrelsen kontrollerer, at standardtilbud, som er indsendt til styrelsen, er i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 3. Telestyrelsen kan træffe foreløbig afgørelse med henblik på at sikre overholdelse af § 62, stk. 2, såfremt den part, som er forpligtet til at udarbejde og indsende standardtilbud med tilhørende dokumentation, jf. stk. 1, ikke senest 1 måned efter, at anmodning herom er fremsat af Telestyrelsen, har fremlagt tilstrækkelig supplerende dokumentation. Den foreløbige afgørelse har virkning, indtil endelig afgørelse træffes af Telestyrelsen efter § 78, stk. 1, og indtil afgørelsen er udmøntet af den udbyder, der skal udarbejde standardtilbud, jf. § 73, stk. 2.
Stk. 4. De i stk. 3 nævnte foreløbige afgørelser vil bestå i fastsættelse af et midlertidigt standardtilbud. Den foreløbige afgørelse iværksættes på det foreliggende dokumentationsgrundlag. I det omfang dokumentationen fra den samtrafikforpligtede part er ufuldstændig, kan Telestyrelsen fastsætte vilkår og priser skønsmæssigt. Den skønsmæssige fastsættelse af vilkår og priser skal tage udgangspunkt i en eventuel fremlagt ufuldstændig dokumentation og i øvrig dokumentation, som Telestyrelsen er i besiddelse af.
§ 73. Resultatet af Telestyrelsens kontrol, jf. § 72, stk. 2, meddeles den udbyder, der har udarbejdet standardtilbud. Telestyrelsen kan som led heri påbyde ændringer af vilkår og priser i standardtilbud, der strider mod reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf, eller som udgør en overtrædelse af konkurrenceloven, jf. Konkurrencerådets udtalelse efter § 79.
Stk. 2. Når endelig afgørelse er truffet efter stk. 1, skal den udbyder, der har udarbejdet standardtilbud, senest en måned efter, at afgørelsen er truffet, udmønte denne i et opdateret standardtilbud.
§ 74. Udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43 skal imødekomme rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal efter anmodning fra Telestyrelsen eller den, der anmoder om samtrafik, dokumentere, at tilbudte eller anvendte vilkår for samtrafik er i overensstemmelse med §§ 52 og 53, og at tilbudte eller anvendte priser for samtrafik er beregnet i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 55.
Stk. 2. Telestyrelsen kan træffe afgørelse om undtagelse fra kravet om afgivelse af dokumentation efter stk. 1 til den part, der anmoder om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik.
Stk. 3. Med sigte på at kunne fremlægge dokumentation efter stk. 1 skal udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik, opstille kontraktmæssige samtrafikgrænseflader mellem afdelinger, datterselskaber og lignende. Kontraktmæssige samtrafikgrænseflader skal omfatte vilkår, priser, tekniske forhold m.v. og skal, for så vidt angår nye produkter, opstilles senest samtidig med markedsintroduktionen af disse.
Stk. 4. Dokumentation som nævnt i stk. 1 og 3 skal fremlægges umiddelbart efter anmodning herom.
Stk. 5. Den, der anmoder om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, kan anmode Telestyrelsen om kopi af modtaget materiale efter stk. 1, jf. dog stk. 2.
§ 75. Telestyrelsen fører kontrol med aftaler om samtrafik som nævnt i §§ 42 og 43 og kontrollerer i den forbindelse, at aftaler om samtrafik, som er indsendt til styrelsen, er i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. I forbindelse med tilsyn efter stk. 1 skal Telestyrelsen gøre en part, der har indgået en aftale om samtrafik med en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition på et givet delmarked, jf. § 45, opmærksom på, om den pågældende aftale stiller parten åbenbart ringere, end anvendelse af standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik ville indebære. Udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal imødekomme anmodninger fra en part, som har indgået en aftale, der stiller parten åbenbart ringere, om umiddelbar udskiftning af denne aftale med en aftale på vilkår og til priser svarende til et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik.
Stk. 3. Stk. 2, 2. pkt. kan ikke fraviges ved aftale.
Stk. 4. Telestyrelsen skal påbyde ændringer af vilkår i en aftale om samtrafik, såfremt disse udgør en overtrædelse af konkurrenceloven, jf. Konkurrencerådets udtalelse efter § 79.
§ 76. Telestyrelsen fører tilsyn med og træffer afgørelse i sager om udbydere af telenet eller teletjenester, tredjemænd som nævnt i § 56, stk. 5, og § 58, stk. 5, og ejere af telenets overholdelse af
-
§ 56, stk. 1-3 og 6, § 57, stk. 1 og 3, § 58, stk. 1, 2 og 5, § 61, § 62, stk. 1-3, § 63, stk. 1 og 2, § 72, stk. 1, § 74 og § 75, stk. 2, 2. pkt., samt
-
regler udstedt med hjemmel i § 50, § 56, stk. 4 og 5, § 57, stk. 4 og 5, § 58, stk. 3 og 4, § 62, stk. 4 og 5, og § 63, stk. 4.
Stk. 2. I en afgørelse efter stk. 1 kan indgå påbud om overholdelse af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.
Forhåndsbesked
§ 77. Uanset bestemmelserne i §§ 59, 65 og 67 kan parter omfattet af denne lovs afsnit IV til enhver tid anmode Telestyrelsen om en udtalelse om fortolkningen af reglerne i denne lovs afsnit IV og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Telestyrelsens udtalelse som nævnt i stk. 1 afgives så vidt muligt senest 1 måned efter, at Telestyrelsen har modtaget anmodningen.
Stk. 3. Telestyrelsens udtalelse udgør en forhåndsbesked om Telestyrelsens juridiske fortolkning af de omhandlede bestemmelser, herunder om fortolkningen af disse sammenholdt med den eller de af den pågældende part forelagte faktuelle problemstillinger.
Stk. 4. Telestyrelsen kan afvise at afgive en udtalelse som nævnt i stk. 1-3 i situationer, hvor det ikke er muligt at adskille regelanvendelsen fra en partstvist, hvor anvendelsen af den omhandlede bestemmelse kan være relevant.
Opfølgning på foreløbige afgørelser
§ 78. Når Telestyrelsen har truffet foreløbig afgørelse efter § 70, stk. 3, eller § 72, stk. 3, skal Telestyrelsen senest 1 måned efter, at tilstrækkelig dokumentation foreligger, træffe endelig afgørelse i sagen.
Stk. 2. Når endelig afgørelse er truffet, skal der ske efterregulering af priserne, således at parterne stilles, som om den endelige afgørelse havde haft virkning fra det tidspunkt, hvor den foreløbige afgørelse efter § 70, stk. 3, eller § 72, stk. 3, blev truffet. I en afgørelse efter 1. pkt. kan indgå et påbud om overholdelse af gældende regler og om gennemførelse af efterregulering med sigte herpå.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, i det omfang aftaler om samtrafik er baseret på et foreløbigt standardtilbud og der i aftalen henvises hertil.
Stk. 4. Foreløbige afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Udtalelser fra Konkurrencerådet i samtrafiksager
§ 79. I forbindelse med Telestyrelsens tilsyn med standardtilbud, Telestyrelsens tilsyn med aftaler om samtrafik og Telestyrelsens fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik efter § 70 indhenter Telestyrelsen en udtalelse fra Konkurrencerådet om, hvorvidt vilkår, der indgår i de pågældende standardtilbud eller i de pågældende aftaler om samtrafik, udgør en overtrædelse af konkurrenceloven.
Stk. 2. Konkurrencerådet afgiver udtalelse som nævnt i stk. 1 senest 1 måned efter anmodning herom. Udtalelsen er bindende for Telestyrelsen.
Stk. 3. Udtalelser som nævnt i stk. 1 indhentes i forbindelse med Telestyrelsens afgørelser efter § 69, stk. 1, § 70, stk. 1, § 73, stk. 1, og § 75, stk. 1.
Undtagelser fra offentlighedsloven
§ 80. Reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke i forbindelse med mægling vedrørende aftaler om samtrafik, jf. §§ 67-70, eller afgørelser eller fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik, jf. § 69, stk. 1, og § 70, stk. 1.