Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet § 65

§ 65. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, eller hvorvidt der er tale om en anmodning, som en part omfattet af §§ 42-44 vil være berettiget til at afvise. Afvisning kan alene ske med henvisning til,

  1. at anmodningen er fremsat af en part, der ikke har adgang til at påberåbe sig §§ 42-44, jf. regler herom udstedt i medfør af § 46,

  2. at anmodningen ikke vedrører et samtrafikprodukt eller en samtrafikadgang, der er omfattet af denne lovs bestemmelser, jf. §§ 39, 40 og 49, eller

  3. at der, jf. regler fastsat i medfør af § 47, foreligger væsentlige hensyn, der kan begrunde en afvisning.

    Stk. 2. Telestyrelsens afgørelser efter stk. 1 træffes senest 1 måned efter, at sagen foreligger fuldt oplyst for Telestyrelsen, og så vidt muligt senest 2 måneder efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen.

    Stk. 3. Såfremt en part omfattet af §§ 42-44 ikke senest 1 måned efter, at anmodning herom er fremsat af Telestyrelsen, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at der er grundlag for at afvise en anmodning som nævnt i stk. 1 med henvisning til regler fastsat i medfør af § 47, er Telestyrelsen berettiget til at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

    Stk. 4. Telestyrelsen kan i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning, der skal imødekommes,

  1. udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om, at forhandlinger om samtrafik skal indledes, jf. § 51,

  2. i situationer, hvor der allerede 3 måneder tidligere skriftligt er fremsat en anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik som nævnt i §§ 42-44, umiddelbart igangsætte mægling, jf. § 67, stk. 1, og herunder udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om deltagelse heri,

  3. i situationer, hvor der er tale om en anmodning, der omhandler samtrafikprodukter omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller samtrafikprodukter omfattet af en gældende aftale om samtrafik indgået af denne, påbyde denne at give adgang til umiddelbar indgåelse af en aftale om samtrafik på standardvilkår og til standardpriser eller på de vilkår og til de priser, der fremgår af en gældende aftale om samtrafik, samt påbyde igangsætning af samtrafikken og

  4. i situationer, hvor der er tale om en anmodning, der omhandler andre samtrafikprodukter end de i nr. 3 nævnte, og hvor der er enighed om samtrafikprodukterne og den konkrete afvikling af samtrafikken, men uenighed om tilknyttede vilkår eller priser, påbyde den samtrafikforpligtede part at give adgang til umiddelbar igangsætning af samtrafikken og foreløbig anvendelse af en af Telestyrelsen tilpasset udgave af vilkår og priser i et gældende standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller en gældende aftale om samtrafik indgået af denne. Samtidig påbegynder Telestyrelsen mægling efter bestemmelserne i §§ 67-70, med henblik på endelig aftaleindgåelse.

    Stk. 5. Indbringelse af sager for Telestyrelsen om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, kan ske 1 måned efter, at anmodning er fremsat, eller så snart afvisning foreligger, over for en part omfattet af §§ 42-44.

Kilde: Retsinformation.dk