← Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet

§ Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet · kapitel 41 af 58

Kapitel 12 – *

LOV nr 418 af 31/05/2000

Adgang til samtrafik

§ 41. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester har ret og pligt til indbyrdes at forhandle sig frem til aftaler om udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, jf. § 39, stk. 1, nr. 1, med henblik på at sikre gensidig adgang til deres telenet eller teletjenester.

§ 42. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, jf. § 45, skal på det pågældende delmarked imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om de i §§ 39 og 40 nævnte samtrafikprodukter, jf. dog § 43.

§ 43. Udbydere af offentlige mobilkommunikationsnet skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om national roaming, jf. § 40, stk. 2, nr. 4.

§ 44. Telestyrelsen kan træffe afgørelse om, at udbydere af telenet eller teletjenester eller ejere af telenet, der kontrollerer den eneste eksisterende adgang til en eller flere slutbrugere, og som udnytter dette til at hindre udbydere af teletjenester adgang til slutbrugerne, er forpligtede til at imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om de i §§ 39 og 40 nævnte samtrafikprodukter.

§ 45. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester anses for at have en stærk markedsposition, hvis de har en markedsandel på mere end 25 pct. af en telekommunikationsaktivitet på et nærmere bestemt delmarked.

    Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsningen af det eller de relevante delmarkeder i forbindelse med fastlæggelse af en udbyders markedsandel og om, hvilke samtrafikprodukter der knytter sig til det enkelte delmarked.

    Stk. 3. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester må anses for at have en stærk markedsposition.

    Stk. 4. Telestyrelsen kan uanset bestemmelsen i stk. 1 træffe afgørelse om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en markedsandel på 25 pct. eller mindre skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition, og at udbydere med en markedsandel på mere end 25 pct. ikke skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition. Ved afgørelsen skal Telestyrelsen tage udbyderens muligheder for at øve indflydelse på markedsvilkårene, udbyderens omsætning i forhold til størrelsen af markedet, udbyderens kontrol over adgangen til slutbrugere, udbyderens adgang til finansielle ressourcer og udbyderens erfaring med hensyn til udbud af teletjenester i betragtning.

    Stk. 5. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 3 og 4 træffes på grundlag af eksisterende relevante statistiske og andre oplysninger. Telestyrelsen kan anmode en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester om nærmere oplysninger om udbyderens aktiviteter, som kan danne grundlag for en afgørelse af, om udbyderen må anses for at have en stærk markedsposition.

    Stk. 6. En udbyder af offentlige telenet eller teletjenester kan anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse om, hvorvidt den pågældende udbyder på anmodningstidspunktet har en stærk markedsposition.

§ 46. Forskningsministeren fastsætter regler om, hvilke parter der har adgang til at påberåbe sig reglerne i §§ 42-44.

§ 47. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler som nævnt i §§ 42-44 kan afvises med henvisning til følgende væsentlige hensyn:

  1. Bevarelse af de berørte telenets eller teletjenesters integritet og interoperabilitet.

  2. Beskyttelse af tjeneste- og netinterne data.

  3. Beskyttelse af personrelaterede data.

  4. Beskyttelse af telenet eller teletjenester under særlige forhold.

  5. At dette nødvendiggør udbygninger af geografisk, kapacitetsmæssig eller funktionel art, som ikke kan gennemføres uden væsentlige tekniske eller økonomiske problemer for udbyderen.

    Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, under hvilke omstændigheder det med henvisning til de i stk. 1 nævnte hensyn vil være berettiget at afbryde udvekslingen af samtrafik ifølge aftaler efter §§ 42-44, herunder regler om, at der i ganske særlige tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, kan ske umiddelbar afbrydelse af samtrafikken uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen.

    Stk. 3. I forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik aftaler parterne vilkårene for afbrydelse af samtrafikken i tilfælde af manglende betaling eller lignende misligholdelser af aftalen.

§ 48. Parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, kan gennemføre tekniske undersøgelser forud for imødekommelse af en anmodning om samtrafik, hvis den pågældende part skønner, at det er nødvendigt for at afklare, om der er grundlag for at afvise en anmodning med henvisning til regler fastsat i medfør af § 47, stk. 1.

    Stk. 2. Afvisninger af at imødekomme anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik med henvisning til resultatet af en teknisk undersøgelse som nævnt i stk. 1 eller foreløbige afvisninger med henvisning til en igangværende undersøgelse kan 1 måned efter, at anmodningen er fremsat, eller så snart afvisning foreligger, indbringes for Telestyrelsen, som træffer afgørelse om, hvorvidt det er berettiget at afvise anmodninger herom, jf. § 65. Gennemførelse af en teknisk undersøgelse som nævnt i stk. 1 har ikke opsættende virkning i forhold til Telestyrelsens pligt til at træffe afgørelse i medfør af § 65.

    Stk. 3. Den part, der gennemfører den tekniske undersøgelse, kan kræve, at den anmodende part helt eller delvis betaler omkostningerne ved den i stk. 1 nævnte undersøgelse, forudsat

  1. at der er en sådan begrundet usikkerhed om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, at det er berettiget at gennemføre en teknisk undersøgelse med sigte på afklaring heraf, og

  2. at den tekniske undersøgelse alene gennemføres med henvisning til den fremsatte anmodning og udelukkende kommer den anmodende part eller andre parter, der har fremsat eller kan forventes at fremsætte tilsvarende anmodninger, til gode.

    Stk. 4. Inden den tekniske undersøgelse igangsættes, skal den anmodende part høres om, hvorvidt anmodningen om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik som nævnt i §§ 42-44, ønskes opretholdt i den fremsatte form.

    Stk. 5. Hvis der opstår tvist om, hvorvidt den anmodende part er forpligtet til helt eller delvis at betale omkostningerne som nævnt i stk. 3, kan tvisten forelægges Telestyrelsen, der træffer afgørelse herom. Forelæggelse af tvisten for Telestyrelsen har ikke opsættende virkning i forhold til indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik som nævnt i §§ 42-44 og gennemførelse af samtrafik i henhold til sådanne aftaler.

§ 49. Parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal, for så vidt angår samtrafikprodukter omfattet af §§ 39 og 40 og regler fastsat i medfør heraf, som udgangspunkt give den, der anmoder om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, adgang hertil på alle geografiske positioner, hvor det er praktisk muligt at etablere adgang hertil i den pågældende parts net, herunder til alle del-elementer i dette net eller lokaliteter i tilknytning til dette, som den anmodende part fremsætter ønske om at få adgang til at udveksle trafik med, jf. § 40, stk. 1, til at leje infrastrukturkapacitet i, jf. § 40, stk. 2, eller til at placere centraler og andet udstyr i, jf. § 40, stk. 4.

    Stk. 2. Hvis det ikke er praktisk muligt at indgå en aftale om samtrafik om det i § 40, stk. 4, nævnte samtrafikprodukt på en eller flere geografiske positioner og den, der anmoder om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik ikke har en stærk markedsposition på det pågældende marked, påhviler det parter omfattet af §§ 42-44 omkostningsfrit at stille den nødvendige transmissionskapacitet til rådighed frem til de lokaliteter, der ønskes adgang til. Forpligtelsen til at sikre den nødvendige transmissionskapacitet er begrænset til en afstand, der svarer til afstanden mellem de bygninger, centraludstyr m.v., der ønskes adgang til, og nærmeste anden tilsvarende adgangsmulighed.