Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet § 45

§ 45. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester anses for at have en stærk markedsposition, hvis de har en markedsandel på mere end 25 pct. af en telekommunikationsaktivitet på et nærmere bestemt delmarked.

    Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsningen af det eller de relevante delmarkeder i forbindelse med fastlæggelse af en udbyders markedsandel og om, hvilke samtrafikprodukter der knytter sig til det enkelte delmarked.

    Stk. 3. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester må anses for at have en stærk markedsposition.

    Stk. 4. Telestyrelsen kan uanset bestemmelsen i stk. 1 træffe afgørelse om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en markedsandel på 25 pct. eller mindre skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition, og at udbydere med en markedsandel på mere end 25 pct. ikke skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition. Ved afgørelsen skal Telestyrelsen tage udbyderens muligheder for at øve indflydelse på markedsvilkårene, udbyderens omsætning i forhold til størrelsen af markedet, udbyderens kontrol over adgangen til slutbrugere, udbyderens adgang til finansielle ressourcer og udbyderens erfaring med hensyn til udbud af teletjenester i betragtning.

    Stk. 5. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 3 og 4 træffes på grundlag af eksisterende relevante statistiske og andre oplysninger. Telestyrelsen kan anmode en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester om nærmere oplysninger om udbyderens aktiviteter, som kan danne grundlag for en afgørelse af, om udbyderen må anses for at have en stærk markedsposition.

    Stk. 6. En udbyder af offentlige telenet eller teletjenester kan anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse om, hvorvidt den pågældende udbyder på anmodningstidspunktet har en stærk markedsposition.

Kilde: Retsinformation.dk