§ Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet · kapitel 37 af 58
Kapitel 8 – *
LOV nr 418 af 31/05/2000
Rammer for udnyttelse af nummeroplysningsdata
§ 34. Udbydere af telenet eller teletjenester, der videretildeler abonnentnumre til slutbrugere, skal afgive nummeroplysningsdata til alle, der ønsker det. Betaling for afgivelse af nummeroplysningsdata må ikke overstige omkostningerne ved afgivelsen (marginalomkostningerne).
Stk. 2. Ved nummeroplysningsdata forstås oplysninger om abonnentnumre, der er tildelt slutbrugere, indeholdende navn, adresse, eventuelle oplysninger om stilling, abonnentnummeret og den kategori af tjeneste, abonnentnummeret anvendes til. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om minimumskrav til indsamling og videregivelse af data, de pågældende datas fremtrædelsesform, opdatering af oplysninger m.v.
Stk. 3. En slutbruger kan kræve, at den pågældendes nummeroplysningsdata ikke oplyses i forbindelse med udbud af nummeroplysningstjenester. Krav herom indebærer ligeledes, at slutbrugerens nummeroplysningsdata ikke må videregives til andre.
Stk. 4. Uanset stk. 3
-
kan nummeroplysningsdata altid videregives til andre udbydere af telenet eller teletjenester i signaleringsøjemed,
-
skal nummeroplysningsdata altid videregives til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, jf. § 16, stk. 2, nr. 5.
Stk. 5. Oplysninger som nævnt i stk. 4, nr. 2, kan alene videregives af forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste til brug for besvarelse af henvendelser fra den offentlige alarmtjeneste.
Stk. 6. En slutbruger kan hos udbydere heraf kræve at blive optaget i alle almene, offentligt tilgængelige nummeroplysningsdatabaser og -registre. Udbydere af nummeroplysningsdatabaser og -registre skal efter anmodning fra en slutbruger give adgang til at kontrollere oplysninger om slutbrugerens egne nummeroplysningsdata hos den pågældende udbyder af nummeroplysningsdatabasen og -registret. Udbydere som nævnt skal herunder give slutbrugere adgang til at kræve rettelser heri eller sletning af data.